4 af historiens vildeste Giro-øjeblikke

STARTEN PÅ PANTANIS NEDTUR

År: 1999

Hvem husker ikke den skaldede italiener, der så sørgeligt døde af en kokainoverdosis alene på et hotelværelse i 2004? Små fem år tidligere smadrede han dog alle favoritterne på 15. Etape, der sluttede oppe på en bjergtop. 10 km fra målstregen blev Pantani hægtet af frontgruppen og tabte næsten 30 sekunder, hvilket skyldtes en defekt kæde. 

Hans loyale holdkammerater ventede på ham, da 'Il Pirata' hoppede af cyklen. Han fiksede problemet og cyklede mod målstregen og sine konkurrenter.

Først fangede han Ivan Gotti, og her satte Pantani tempoet i vejret, mens tusindvis af cykelfans bar den skaldede italiener op ad bjerget. Da han smed sin bandana, vidste du godt, at han havde gang i noget stort.

Med tre kilometer hentede han ikke bare Laurent Jalabert, der var alene i front; han kørte med største lethed forbi den legendariske franskmand. Jalabert sagde senere: "Hvis jeg ikke havde kørt lidt ud til siden, var han kørt direkte over mig."

At Pantani så blev smidt ud lige inden 21. etape med en hæmatokritværdi, der var lidt for høj, er en anden sag, for de fleste ryttere var vel mere eller mindre dopede på daværende tidspunkt. Sørgeligt var det dog, at det blev begyndelsen på Pantanis deroute.

DA MERCKX SMADREDE ALT PÅ ÉN ENKELT STIGNING

År: 1968

Det var det år, den legendariske belgier, Eddy Merckx, for første gang for alvor gjorde sig bemærket på den store, internationale cykelscene. Sammen med sin læremester, Vittorio Adorni, havde Merckx det fint med at lade en gruppe køre på 12. etape. Men da gruppen på 12 havde et ni-minutters forspring, følte den lette belgier, at det var tid til at handle. 

Sammen med Adorni kørte han af sted, men kunne ikke rigtigt nå at indhente føregruppen, som stadig havde næsten ni minutter til Merckx inden den sidste stigning, Tre Cime di Lavaredo.

Men på en af Merckx' bedste dage i bjergene nogensinde - et postulat, han senere selv kom med - hentede han ikke bare frontgruppen; han vandt også etapen med 40 sekunder til nærmeste forfølger og med sneen fygende om ørerne.

1968 var dog også året, hvor første dopingtest blev foretaget, hvilket resulterede i, at otte ryttere blev smidt ud af løbet. Men det overskyggede ikke Merckx' monumentale præstation. Han vandt nemlig både det samlede løb samt bjerg- og pointkonkurrencen.

VERDENSMESTER I AUSTRALSK MUDDERBAD

År: 2010

På løbets 7. etape var der lagt op til et spændende og flot løb løbs langs Toscanas hvide grusveje. Kraftig regn forvandlede dog de 215 km til én stor mudderpøl, hvilket var et helvede for rytterne, men guf for fotografer og fans.

Dog skulle vi dog vente til de sidste 30 km, før det dog for alvor blev actionpacked. Den lyserøde føretrøje, Vincenzo Nibali, røg i asfalten sammen med Carlos Sastre og Ivan Basso. Herefter angreb Linus Gerdemann, der fik følgeskab af Alexandre Vinokourov og Stefano Garzelli. Kort efter fulgte en gruppe med blandt andet David Millar, Cadel Evans og Damiano Cunego.

Herefter begyndte mudderbadet for alvor, og det gjaldt for rytterne om at holde tungen lige i munden, der blev dækket af det lysebrune, våde smat, som gjorde det svært for tilskuere at kende forskel på dem.

Da Vinokourov angreb, fulgte den regerende verdensmester, Cadel Evans i sin regnbuetrøje, og tre andre ryttere med - heriblandt en irriterende David Arroyo, som blot lagde sig på hjul.

Evans havde på hele etapen kørt ekstremt påpasseligt. Det gjorde, at han kunne glide sikkert over de glatte stenveje i det historiske Montalcino-centrum, hvor han vandt med 2 sekunder ned til Vinokourov og Cunego.

Selvom det måske var svært at se, at Evans rent faktisk bar regnbuetrøjen, blev han den første verdensmester i 20 år til at vinde en Giro-etape.

COPPI ALENE I VERDEN

År: 1949

Hvis du taler om Giroens største øjeblikke, så kommer du ikke uden om Fausto Coppi, kendt som Il Campionissimo (Mestrenes mester), som vandt Giroen fem gange. Han blev et slags symbol på håb i et land, der var blevet bombet hårdt under 2. Verdenskrig. 

I 1949 startede løbet med forholdsvist flade etaper, og Coppi lå ganske selvtilfreds nummer 2 inden løbets 17. monsteretape, hvor rytterne skulle over fem bjergpas. Og det var på denne, at Coppi slog til.

På vej op ad første bjerg angreb Primo Volpi, hvorefter Coppi fulgte med. Coppis største konkurrent (og sparringspartner), Gino Bartali, lod ham køre, hvilket resulterede i et forspring på seks minutter på toppen. Bartali var dog sikker på, at Coppi nok skulle få problemer inden målstregen. Sådan forholdt det sig dog ikke helt.

På fjerde bjergtop var Coppi otte minutter foran Bartali, og da han krydsede målstregen i Pinerolo efter 192 kilometer sololøb, havde han hele 12 minutter ned til sin landsmand. Coppi endte med at beholde den lyserøde føretrøje, til Giroen var ovre. Da havde han mere end 23 minutter ned til nummer 2, som var... Gino Bartali.

Fausto Coppi blev det år den første rytter til at vinde både Giroen og Touren samme sæson.