Helvedesturen til Prag

Vi skal fire år tilbage. Jeg skal med min daværende handelsskoleklasse på den obligatoriske studietur til Prag. Min økonomi er da - som alle andre studerendes - direkte til at lukke op og skide i. Min eneste mulighed for at komme med på turen er at falde på knæ for min kære mormor og låne de 1.500 kr., jeg mangler i budgettet. Set i bakspejlet tror jeg, hun fortryder rimelig kraftigt, at hun lånte mig pengene...
De første par dage af turen forløber, som den slags ture nu engang skal: Et helvedes stramt program i de lyse timer og dødsdruk i Prag, så snart solen går ned. Omkring klokken tre den tredje aften (eller morgen) er vi tre gutter tilbage på partyholdet, og vi skal da helt sikkert på stripbar, eftersom næste dags program først starter kl. syv. Vi får alle stukket en regning i hånden, som vi bare skal skrive på og så betale, når vi forlader stedet.

Vi tilbringer de første par timer i baren, hvor der bliver rykket en del absint indenbords. Da det ikke er sjovt længere, spørger vi den lækre bartender, om hun ikke har noget stærkere - og selvfølgelig har hun det! Hun finder en lille flaske frem, som hun suger et par dråber op af og fylder i nogle vodkashots. Jeg har efterfølgende fået fortalt, at det højest sandsynligt har været noget kaldet 'knockout-drops', som i gamle dage blev brugt som bedøvelse.

Herefter husker jeg kun enkelte glimt fra selve stripbaren: Ét, hvor jeg står med hovedet i kummen, samt ét, hvor jeg ser baren oppe fra scenen, kun iført underhylere. Mine klassekammerater har efterfølgende fortalt, at vi herefter bliver bedt om at betale og forlade stedet. Da jeg er den eneste med Visa-kort, må jeg betale for ballet. Barens fine kortterminal vil imidlertid ikke acceptere mit kort, så mine kammerater tilbyder, at dørmændene eskorterer os til den nærmeste hæveautomat, så de kan få deres penge. Da vi finder en hæveautomat, kan geniet selvfølgelig ikke huske sin kode, hvilket hidser de store fyre godt op. Mens jeg prøver at forhandle mig frem til en løsning, har mine kammerater besluttet at tage benene på nakken. De prøver at få mig med på planen, men kort efter ligger vi alle og roder rundt på jorden, mens tre store dørmænd står og losser til os. Efter et stykke tid holder de dog op, og vi lusker væk.

På vej hjem besvimer jeg åbenbart, sikkert på grund af de shots, vi har fået på baren. De andre får fat i en ambulance, som kommer for at hente mig. Da den ankommer, bliver redningsfolkene dybt bekymrede for de to andre, og de bliver kørt videre til et andet hospital for at ligge til observation.

Jeg kan huske endnu et glimt fra ambulancen, hvor jeg vågner op og slår løs på redningsfolkene, fordi jeg er sikker på, at jeg er blevet kidnappet, og at de vil stjæle mine organer. Det næste jeg husker, er, at jeg vågner op i en celle - dog med alle mine organer intakte.

Klokken er omkring middag, da en kvindelig betjent kommer og fortæller mig, at min lærer er på vej for at hente mig. Aldrig har jeg været så glad for at se en lærer!
Min straf for episoden var udelukkelse fra resten af studieturens program samt en regning fra den tjekkiske stat for lån af hospitalsseng, 1,5 liter Icetea og en ampul beroligende medicin. Alt i alt 862 danske kroner. Vores regning fra stripbaren var omkring 3.000 kroner, så det var stadig en overskudsforretning...