Mavesyret Sølvbryllup

Så blev det min tur. Nu har jeg i årevis grint min røv i laser af M!-læsernes sindssyge historier, men nu må jeg selv gå til bekendelse. Om ikke andet så for at bearbejde min oplevelse og få den ud af kroppen.

Det var i sensommeren 2005. Jeg havde arbejdet sydpå som guide i nogle måneder. Fantastisk arbejde og ikke mindst fordi jeg mødte en pige, som jeg meget gerne ville se igen, efter jeg var kommet hjem. Som sagt så gjort! Hun havde været i København for at besøge mig, og nu var det så blevet min tur til at drage hele den lange vej til det mørke Jylland. Hun var dejlig, og jeg glædede mig meget. I hvert fald lige indtil jeg fik at vide, at hendes forældre havde tænkt sig at holde sølvbryllup lige netop den weekend, og at jeg var inviteret. Puha, det var afgjort en gigantisk kamel at sluge! Jeg anede ikke mine levende råd. Jeg havde jo sagt, at jeg ville komme derover, og så var det jo pludselig ret svært at afvise sådan en invitation. Desuden har tingene det jo med at se lidt lysere og mere overkommelig ud, når der er flere uger til kickoff.

Dagen oprandt og jeg blev mere og mere nervøs, som timerne nærmede sig. Vi kom derhen og jeg fik hilst på hele hendes store familie. Herefter stillede jeg mig ellers pænt i baggrunden for at være så anonym som overhovedet muligt. Jeg skulle i hvert fald ikke stikke næsen for langt frem. Vi blev sat til bords og lækre retter kom flyvende fra køkkenet. Desværre akkompagneret af en masse dejlig rødvin. Jeg var kommet til bords med en moster og en ældre ven af familien, der begge var særdeles glade for druesaften. Den ene flaske tog den anden, og allerede før hovedretten var jeg pludselig blevet meget selskabelig og konverserede til højre og venstre. Hele aftenen tegnede lys og festlig. Herregud, det er jo en fantastisk festlig familie, nåede jeg at tænke. Jeg havde det pludselig som om, jeg havde kendt de her mennesker altid. Utroligt hvad alkohol kan gøre...

Aftenen fortsatte med taler og højt humør. Især mig og den ældre ven af familien havde det sjovt. Vi blev godt fulde og truede venskabeligt hinanden med at hælde resten af glassets indhold ud over hinanden, hvis vi ikke drak ud. Klokken var ikke meget mere end midnat, da den stakkels ældre herre ikke kunne tage mere og blev fundet ude på toilettet halvnøgen og med bræk ud over sig. Ærgerligt, tænkte jeg. Sølvbrudegommen og jeg fik båret ham ind på lillesøsterens værelse, hvor han i øvrigt brækkede sig igen.

Hvad der herefter skete ud på natten, kan jeg kun huske i form af spredte flashbacks som i ny og næ dukker op i mine mareridt. Jeg havde vist afgjort med mig selv, at jeg skulle lægge hele verden ned og selvfølgelig starte med den mandlige del af hendes familie. Én efter en. Desværre nåede jeg kun til den første mand, som viste sig at være hendes morbror. En trekvart flaske gajolshots senere var jeg så sat eftertrykkelig på plads som den smarte københavner, jeg nu engang var i deres øjne.

Den sidste del af aftenen var som skrevet tidligere ét stort sort hul for mig, så jeg ved ikke i hvilken rækkefølge, de næste timers begivenheder faldt i. Næste dag fik jeg at vide, at jeg havde danset med samtlige damer til festen. Det gør jeg aldrig, for jeg stinker til det. Og for at gøre ondt værre sluttede jeg af med at opføre en ubestemmelig sang for hendes forældre, der vist nok skulle have lydt noget i retning af Backstreet Boys. Herefter mente hun, at det nok var bedst at tage hjem til hendes lejlighed. Var historien sluttet her, kunne jeg med tømmermænd og gode forklaringer have undskyldt min opførsel.

Desværre vågnede jeg op i løbet af natten, og før jeg nåede at rejse mig (min teori er, at det var i søvne), brækkede jeg mig ud over det hele. Det var åbenbart ikke nok, for jeg satte mig herefter i fodenden af sengen og med et smuk kunstnerisk præcision udførte jeg et næsten 360 graders opkast. Jeg havde kun drukket rødvin, så mit opkast var en smuk rød farve, der fornemt ødelagde hendes sengebetræk, tæppe, seng og dele af hendes væg.

Jeg vågnede op nøgen næste formiddag på hendes sofa med de største tømmermænd, jeg endnu har oplevet. Pigen var mildest talt ikke imponeret af mit sølle, henslængte korpus. Jeg ved ikke om hele denne mere eller mindre harmløse episode var afgørende, men jeg behøver vel næppe sige, at forholdet aldrig blev det samme, og jeg mistede kontakten til pigen. Den dag i dag får jeg stadig kuldegysninger ved tanken om nye svigerforældre og familiefester i provinsen.