Magasinet M!

Cocktails med historie

Hvorfor hedder det Long Island Iced Tea, når der ikke er te i, hvor ligger Daiquirí og hvem er hende Bloody Mary egentlig? Få svar her.

Cocktails med historie
OPKALDT EFTER INDHOLDET:

GIN & TONIC
Ingredienser:
4 cl. gin
Top op med tonic
Lime eller citron som pynt

Historien: Tidligt i 1800-tallet var briterne ivrige koloniherrer i det meste af verden. Ikke mindst i Indien, som var imperiets juvel. Desværre florerede malaria i den del af verden, men man havde tidligere opdaget at kinin, som er en af hovedbestanddelene i det, vi i dag kender som tonic, havde en præventiv effekt mod den frygtede sygdom. Da de britiske soldater i forvejen fik en dagsration af  gin var det oplagt at blande de to ting. Desværre havde kinin en forfærdelig bitter smag, så soldaterne fandt ud af blande vand og sukker i mikset. Og vupti; så havde de lavet det, vi i dag kender som en G&T.

PIÑA COLADA
Ingredienser:
3 cl. hvid rom
3 cl. kokosnød-creme
9 cl. ananasjuice
Ananasskive
Maraschino-bær

Historien: Historien om Piña Colada'en går helt tilbage til de glade piratdage i Caraibien. Rygtet siger, at den puertoricanske sørøver Roberto Cofresí gav sit mandskab en cocktail bestående af kokosnød, ananas og hvid rom. Desværre blev opskriften væk, da han døde i 1825. Siden har tre bartendere fra Puerto Rico kæmpet om æren for at have genopfundet cocktailen, der har sit navn efter ananasjuicen (Piña Colada betyder siet ananas, red.). Mest sandsynligt er det, at det var Ramón Marrero Pérez, der stod bag opfindelse, da han arbejdede på Caribe Hotel i hovedstaden San Juan i 1952.

ANNONCE
Cocktails med historie

SAZERAC
Ingredienser:
5 cl. rye whiskey eller cognac
2 slatter Peychaud's bitter
0,75 cl. sukkerlage
En barske absinth
Citronskal

Historien: Sazerac har siden 2008 været den officielle cocktail i New Orleans. Og det er da også i sydstatsbyen, at den har sin oprindelse. Aaron Bird købte i 1850 baren Merchants Exchange af Sewell Taylor, som i stedet kastede sig over import af cognacen Sazerac-de-Forge et Fils. Det fik Bird til at opfinde en cocktail med cognacen, bitter fra den lokale apoteker, absint og sirup. Den solgte så godt, at han ændrede barens navn til The Sazerac House. I dag er det whisky i drinken, og det skyldes, at der i 1870'erne udbrød en sygdomsepidemi i de franske druer, hvorfor man blev nødt til at skifte til det nemmere tilgængelige lokale sprut.

BLACK RUSSIAN
Ingredienser:
4 cl. vodka
2 cl. Kahlua
Maraschino-bær

Historien: Drinken har ikke overraskende sit navn efter de to ingredienser. Black på grund af Kahlua'en og Russian på grund af vodka. Dens historie går kun tilbage til 1849, hvor den meget alkoholglade amerikanske Perle Mesta var ambassadør i Luxembourg. Hun kom ofte til Bruxelles i Belgien, hvor bartenderen Gustave Tops miksede cocktailen til hende på Hotel Metropole. Det blev straks en succes, og selvfølgelig tog fru Mesta den nyopfundne drink med hjem til New York.

ANNONCE
Cocktails med historie
KENDT FRA FILM

WHITE RUSSIAN
Ingredienser:
2 cl. kahlua
4 cl. vodka
4 cl. mælk

Historien: Hvis du aldrig har set The Big Lebowski, skal du skynde dig ned i din lokale Blockbuster... øøøh, ind på Netflix og finde den. Det er en genial film. Ikke mindst på grund af hovedpersonen Jeff 'The Dude' Lebowski, som ikke laver meget anden end at spille bowling, ryge marihuana og skylle White Russians ned. Og han er faktisk inspireret af en virkelig person, som de instruerende Coen-brødre mødte, da de prøvede at finde midler til deres første spillefilm Blood Simple. Det var produceren Jeff Dowd, som var antikrigs-aktivist, kendt som 'The Dude' og så skyllede han White Russians ned i samme tempo som Lebowski. Ham gad vi sgu godt møde.

VODKA MARTINI
Ingredienser:
6 cl. vodka
1 cl. tør vermouth

Historien: Hvis det ikke var for en vis James Bond, var der nok ikke mange mennesker i verden, der ville kende en Vodka Martini, men det er som bekendt agent 007's yndlingsdrink. "Vodka Martini, shaken, not stirred," er den klassiske sætning, som går igen i mange af filmene. Men faktisk var det slet ikke den originale. I sin første bog om Bond, Casino Royale, opfandt forfatteren Ian Fleming en Vesper efter Bond-baben Vesper Lynd. Den består af tre dele gin, en del vodka og og en halv del Kina Lillet (fransk dessertvin, red.). Men James Bond har ikke drukket den siden - og derfor er det Vodka Martini'en, man i dag forbinder med 007.

OLD FASHIONED
Ingredienser:
4,5 cl. bourbon eller rye whiskey
2 sjatter angustura bitter
1 sukkerknald
Et par sjatter postevand

Historien: En af de klart fedeste tv-serier i nyere tid er Mad Men. Og hvis du har set lidt af den, ved du, at hovedpersonen Don Draper skyller den ene Old Fashioned efter den anden ned. Det passer meget godt med, at den var voldsomt populær i 1960'erne, men faktisk var den næsten helt uddød i resten af århundredet. Først i det nye årtusinde begyndte mange af de gamle cocktail dog at blive hippe igen, og med Mad Men har den oldgamle drink for alvor fået en revolution. Cocktailen stammer helt tilbage fra 1881, hvor den blev lavet på herreklubben Pendennis Club i Kentucky til ære for en bourbon-producent ved navn oberst James E. Pepper. Han tog opskriften med til det fashionable Waldorf-Astoria Hotel i New York, hvor den hurtigt blev en stor succes.

ANNONCE
Cocktails med historie
OPKALDT EFTER PERSONER: TOM COLLINS

TOM COLLINS
Ingredienser:
6 cl. Old Tom gin
4 cl. Citronsaft
2 cl. Sukkerlage
Danskvand

Historien: Nu bliver det indviklet. Denne gin-baserede cocktail er nemlig opkaldt efter en bartender i starten af 1800-tallet ved navn John Collins. Han lavede sin berømte gin punch på hotellet Limmer's Old House i Conduit Street i Mayfair. I en cocktailbog fra 1869 er drinken blev opkaldt efter John Collins, men den indeholder ginmærket Old Tom Gin. Derfor blev John lige så stille og roligt udskiftet til Tom - og resten er historie, som man siger.

BLOODY MARY
Ingredienser:
4 cl. vodka
6 cl. tomatjuice
1 cl. frisk lime juice
4 sjatter tabasco
5 sjatter worcestershire sauce
Friskkværnet peber
En knivspids sellerisalt
En bladselleri-stilk

Historien: De fleste kender historien om navnet, der er inspireret af den engelske dronning Mary I, som dræbte adskillige protestanter i sin kamp for at gøre England katolsk. Men selve opskriften stammer faktisk fra Paris og en bartender ved navn Fernand Petiot. Han miksede drinks på den berømte New York Bar, der blev frekventeret af blandt andet Ernest Hemingway. Flere andre bartendere har prøvet at tage æren for den blodrøde cocktail, men deres opskrift har som regel kun bestået af vodka og tomatjuice. Altså uden mange af de ingredienser, der giver drinken bid.

ANNONCE
Cocktails med historie

KIR
Ingredienser:
1 cl. creme de cassis
Top op med hvidvin

Historien: Kir har i flere hundrede år været en populær drink blandt franskmænd, men drinken fik først sit navn efter 2. Verdenskrig. Borgmesteren af Dijon, Felix Kir, var en stor fan af den friske cocktail, så hver gang han havde gæster, serverede han den for selskabet. Til sidst var den så knyttet til hans navn, at den blev opkaldt efter ham.

BELLINI
Ingredienser:
1 cl. fersken pure
1 cl. fersken likør
Top op med prosecco

Historien: Bellini'en blev opfundet mellem 1934 og 1948 af Giuseppe Cipriani, som var ejer af den berømte Harry's Bar i Venedig. Drinkens specielle røde farve mindede ham om en toga, som bliver båret af en helgen på et maleri af Bellini fra 1500-tallet. Derfor opkaldte han den efter kunstneren. Harry's Bar var en favorit blandt kendisser som Ernest Hemingway og Orson Welles, og historien går på, at baren blev til da en amerikansk turist ved navn Harry gav Cipriani 50.000 lire til at åbne en bar. Det var en tak for at have lånt 10.000 lire af italieneren to år tidligere.

NEGRONI
Ingredienser:
2 cl. gin
2 cl. sød vermouth
2 cl. campari
Appelsin-skive

Historien: Du får masser af sprut for pengene, når du køber en Negroni. Og det var netop, hvad grev Camillo Negroni ville have, da han bad bartenderen på Caffé Casoni i Firenze om at putte gin i cocktailen Americano i stedet for sodavand. Bare for at gøre den lidt stærkere. Det gjorde bartenderen Fosco Scarselli og smed samtidig en appelsinskræl i drinken i stedet for lemon, så man kunne se forskel på de to cocktails. Drinken blev så stor en succes, at Negroni-familien begyndte at producere den færdiglavet på flasker i 1919 under navnet Antico Negroni.

ANNONCE
Cocktails med historie
GEOGRAFISKE NAVNE:

MANHATTAN (Perfect Manhattan)
Ingredienser:
1 cl. sød vermouth
1 cl. tør vermouth
6 cl bourbon or rye
2 sjatter angostura bitters
Maraschino-bær

Historien: Den mest populære historie om drinkens oprindelse går tilbage til 1876, hvor baren Manhattan Club i New York serverede den under en banket arrangeret af Winston Churchills mor. Men da hun på daværende tidspunkt var i Paris og gravid, er historien formentlig det pure opspind. I stedet menes det, at den blev opfundet af en bartender ved navn Black på Broadway i 1860'erne.

PISCO SOUR
Ingredienser:
5 cl. pisco
3 cl. frisk citronsaft
2 cl. sukkersirup
1 cl. æggehvide
2 sjatter angostura bitters

Historien: Hvis der nogensinde udbryder krig mellem Chile og Peru, kan pisco meget vel være grunden. De to lande skændes nemlig rigtig meget om, hvor den populære sydamerikanske brændevin stammer fra. Navnet kommer dog med sikkerhed fra byen i Peru, hvorfra man afskibede brændevinen til udlandet. Og Pisco Sour opstod også i Peru i hovedstaden Lima, hvor en amerikaner ved navn Victor Vaughen Morris ejede baren Morris' Bar. Omkring 1920 opfandt han sour'en med inspiration fra en Whisky Sour, og den blev hurtigt populær blandt hans kunder, som typisk var udlændinge eller fra den peruanske overklasse.

MAI TAI
Ingredienser:
4 cl. mørk rom
2 cl. cointreau
2 cl. limejuice
1 cl. orgeat sirup
1 cl. overproof rom
Mynte som pynt

Historien: Det er ikke altid nemt at finde på nye navne til ting. Men så kan det være, at du er heldig at have nogle venner fra Tahiti, som lige slynger en sætning ud i luften med et par ord, som lyder rigtig cool. Det var Victor J. Bergeron, som sammensatte en fancy cocktail til nogle venner fra Tahiti, som besøgte hans bar i Oakland, Californien. Da en af dem - Carrie Guild - havde smagt den udbrød hun: "Maita'i roa ae!" Det betyder slet og ret "meget god" på tahitiansk, og så fik drinken et meget sigende navn, som tilmed lyder rigtig fedt.

ANNONCE
Cocktails med historie

LONG ISLAND ICED TEA
Ingredienser:
2 cl. vodka
2 cl. gin
2 cl. lys rom
2 cl. tequila
2 cl. cointreau
2 cl. citronsaft
1 cl. sukkerlage
Top op med cola
Appelsin eller citron som pynt

Historien: Den meget stærke drink, som det er enhver mands pligt at bestille i baren, har kun rødder tilbage til 1972. Bartenderen Robert ''Rosebud' Butt opfandt den til en konkurrence, hvor man skulle kreere den bedste nye cocktail, der indeholdt Triple Sec. Han arbejdede på det tidspunkt på Oak Beach Inn på Long Island, New York, og med drinkens slående lighed med iste in mente lå navnet lige til højrebenet.   

SINGAPORE SLING
Ingredienser:
2 cl. gin
1 cl. cherry heering
0,5 cl. cointreau
0,5 cl Benedictine D.O.M.
1 cl. frisk limejuice
6 cl. ananasjuice
1 sjat angostura bitter
1 sjat grenadine
Top op med danskvand
Mynte som pynt

Historien: Man behøver ikke have en fuldt operativ hjerne for at gætte, at Singapore Sling stammer fra... Singapore. Det var den kinesiske bartender Ngiam Tong Boon, der omkring 1910 fandt på den vanvittigt avancerede cocktail med ikke færre end otte ingredienser. Han arbejdede på Raffles Hotel i den sydøstasiatiske by. Der er lavet lidt om i opskriften siden, men du kan stadig smage en original Sling på hotellet, hvor der også er et museum med Tong Boons pengeskab, der indeholder alle hans bøger med hemmelige opskrifter. Heriblandt en Singapore Sling.

ANNONCE
Cocktails med historie
KENDIS-FAVORIT:

DAIQUIRÍ
Ingredienser:
6 cl. lys cubansk rom
3 cl. frisk limejuice
1 cl. sukkerlage (1 del sukker + 1 del vand)

Historien: Daiquirí er navnet på en jernmine tæt ved Santiago, Cuba. Her var amerikaneren Jennings Cox mineingeniør i 1898, og han var ikke helt tilfreds med den lokale sprut. Så når han fik gæster hjemmefra og løb tør for gin, puttede han limejuice og sukker i den cubanske rom for at forbedre smagen. Det var dog først 1909, at drinken kom til USA med en admiral, der introducerede den i officersklubben. Amerikanerne fik hurtigt smag for den geniale cocktail, og den var en favorit hos John F. Kennedy, Ernest Hemingway og i dag hos smukke Liv Tyler. Så ved du, hvad du skal byde hende på, hvis du render på hende.

MARTINI
Ingredienser:
6 cl. gin
1 cl. tør vermouth

Historien: Der vides faktisk ikke med sikkerhed, hvor Martini'en stammer fra, men to historier er de mest sandsynlige. I 1863 begyndte en italiensk vermouth-producent at navngive sit produkt Martini, og da cocktailen består af vermouth og gin, er det nærliggende at tro, at den har fået sit navn fra denne producent. En anden historie går på, at Occidental Hotel i San Francisco serverede den i 1860'erne til gæster, der ventede på færgen til byen Martinez. Drinken blev for alvor populær under forbudstiden i USA, hvor gin typisk var den spiritus, man kunne fremstille ulovligt i bedst kvalitet. Drinken var favoritten hos blandt andet Humphrey Bogart, Winston Churchill og Dean Martin.

MOJITO
Ingredienser:
5-6 limebåde
4 skefulde rørsukker
10-12 mynteblade
5 cl. lys cubansk rom
Danskvand

Historien: Historien om Mojito'en kan føres helt tilbage til 1586, hvor sir Francis Drake - en engelsk admiral - lå med sit skib ud for Cuba. En stor del af besætningen var syge af skørbug (mangel på C-vitaminer, red.). De havde hørt, at de lokale havde en kur mod mange tropesygdomme og sejlede derfor i land for at skaffe medicinen. De kom tilbage til skibet med en tidlig form for rom, limejuice, mynte og sukkerrørs-saft. Limejuicen i sig selv havde været rigeligt til at helbrede de syge folk, men det vidste man ikke noget om på det tidspunkt. Navnet Mojito stammer formentlig fra mojo, som er en traditionel cubansk limebaseret marinade. Cocktailen var en af Ernest Hemingways absolutte favoritter, og på væggen i baren La Bodeguita Del Medio i Havana, Cuba har han skrevet: "My Mojito in La Bodeguita, my Daiquiri in El Floridita."  

ANNONCE
Del

Seneste nyt

Annonce