Bartender Søren Krogh

© Amanda Hjernø/VICE DK

Her er listen af drinks, din bartender vil hade dig for at bestille

27. november 2017 af Munchies/Vice

Bartender Søren Krogh, deler i en artikel på Munchies, ud af sin erfaring, fra den servicerende side af baren:


Bestil aldrig en mojito


Din bartender og dig er på forskellige stadier i jeres drukmæssige udvikling. Sådan er vi heldigvis så forskellige alle sammen, men som bartender har man rigtig mange gange fået det her nærmest psykedeliske bon-shock, når man kigger på bestillingerne, der tikker ind, og det eneste, man ser, er mojito efter mojito efter mojito.

Det øjeblik bliver man helt flad og gider aldrig se synet af den drink igen. Næste gang, der er én, der kommer ind og råber "Hej, to mojitos!", kunne personen lige så godt have bollet bartenderens kæreste foran næsen på ham og tørret pikken af i coveret til hans café-racer.

Og det er ikke fordi, bartenderen hader mojito - det er en glimrende drink - men når du som gæst bestiller en mojito, så kan du automatisk ryge i hadekassen med det samme. Heldigvis er der en nem og praktisk vej over i cool-kassen: Find et alternativ, der lugter af sofistikeret smag, men som stort set er den samme drink. I stedet for en mojito, så kan du bestille en Queen's Park Swizzle. Bare smag på ordene. Prøv lige at hør hvor nice, det lyder, men det er basalt set en mojito med tre dråber angostura på toppen. Bestiller du den, får du næsten den drink, du vil have, og til gengæld ryger der bonuspoint ind på din konto hos bartenderen.

Der er bare nogle drinks, som bartendere bliver trætte af. Før i tiden var det Cosmopolitan, og i dag er der mange, der hader Old Fashioned. Ikke fordi at drinken har ændret sig, men der har været lidt for mange folk med Don Draper-ambitioner, som er begyndt at bestille Old Fashioned. Og så kommer der en modreaktion. Den største trend blandt bartendere er at forkaste trends.


Spyt en røget mezcal ud i toilettet


Der er en anden vej til succes, hvis du virkelig gerne vil have den der piña colada eller daiquiri: Du skal lave en Mario. Denne teknik er opkaldt efter en af mine dygtige kollegaer, som har en veludviklet evne til at holde en hel drink i kæften uden at drikke den. Sagen er nemlig den, at du ikke skal starte med at bestille din piña colada, når du ankommer til baren. Du skal starte med at bestille en obskur dødsensrøget mezcal, så du med det samme høster anerkendelse og respekt hos din bartender. Men du skal ikke drikke den.

Du hælder den i munden, nikker anerkendende, og så finder du et toilet, en tom øldåse eller en potteplante ude i gården, hvor du spytter den ud. Det har måske kostet dig 100 kroner, men nu tror primadonnaen bag baren, at du har bundet en vanvittig cool mezcal og har smagsløg som en garvet rotte, og du får en øjeblikkelig opgradering til første klasse i barhierarkiet.

Nu kan du bestille din piña colada eller strawberry daiquiri uden problemer. Pludselig er du på highfive med bartenderen, fordi hun tænker: "Wow, han gik lige fra jordrøget mezcal til at drikke daiquiris." De tror, du er alt for cool, men gu' er du røv. Du har bare gjort som min ven Mario og faket et shot, men det er de bedste 100 kroner, du nogensinde har betalt i en bar.

Næste gang du besøger stedet, behøver du nemlig ikke bestille mezcal til at starte med. Der er du allerede i cool-kassen og kan gå lige direkte ombord i 80er drinks. Du kan få alt den sex on the beach, du har lyst til, for det shot, som du spyttede ud i potteplanten, er en investering for livet.

Læs resten af beretningen fra Søren Krogh på Munchies. 

Måske er du interesseret i...

Hvad synes kvinderne?

Mest læste