Magasinet M!

Pilsner-parade

Vi samlede en stribe øl fra pilsnerens hjemland, Tjekkiet, så du kan vælge den bedste, næste gang øl-tørsten melder sig.

Pilsner-parade
NOVOPACKE

INDHOLD/ALKOHOL: 50 cl / 5,3 %
PRIS: 25 kr.

En sælsom duft mødte panelets næsebor, da de åbnede for Novopacké. "Den lugter af gær," mente Cordelia. "Nej, af tis," kom det fra Mads. "Gæret tis, så," prøvede Cordelia, inden praktikanten proklamerede, at den smagte af chokolade. De vidtrækkende bud passede fint til ekspertens dom over Novopacké: "Den er cirka lige så meget i balance som en linedanser uden sin stav." Poetisk og benhårdt.

SCORE: 2 ud af 6

ANNONCE
Pilsner-parade
SØLVVINDER: PRIMATOR PREMIUM

INDHOLD/ALKOHOL: 50 cl / 5 %
PRIS: 21,50 kr.

Øllen med det respektindgydende navn fik straks smilet frem hos Mads, der formåede at inddrage tyske fodboldspillere i en test af tjekkisk øl: "Som Rudi Völler ville have sagt: Prima Tor." Eksperten pakkede til gengæld ikke tingene ind, da han skulle rose Primatoren. "Den er eddermame god! Sådan skal det gøres," lød det fra den garvede ølkender, der ikke blev sagt imod af de øvrige deltagere.

SCORE: 5 ud af 6

ANNONCE
Pilsner-parade
TESTVINDER: FERDINAND

INDHOLD/ALKOHOL: 50 cl / 5 %
PRIS: 25 kr.

Eksperten var slet ikke til at styre, da først han havde smagt på Ferdinand: "Den har en helt igennem vidunderlig krop og er fantastisk afbalanceret. Den perfekte pilsner!" Resten af panelet fulgte trop med rosende ord om Ferdinand, og især testens smukke indslag, Cordelia, gav tommelfingeren op: "Jeg kunne drikke den her hele aftenen." De mest rosende ord kom dog fra den altid tørstige seniorjournalist Mads, der efter at have rost Ferdinand bedyrede, "at han lige ville tage lidt mere." Det gjorde han - og gav sammen med det øvrige panel Ferdinand topkarakter.

SCORE: 6 ud af 6

ANNONCE
Pilsner-parade
BERNARD

INDHOLD/ALKOHOL: 50 cl / 5 %
PRIS: 25 kr.

"Pop," sagde det, da M!s galante ekspert åbnede patentlåget på Bernard-flasken og skænkede op til Cordelia som den første. Hun vrængede til gengæld, "at den skal man ikke servere til damerne, hvis man vil have andet end tantekys." Eksperten roste skummet, men konstaterede, "at den næppe er noget for alle." "Den er ikke noget for mig," slog journalist Christoffer fast, og så blev der ikke sagt mere om Bernard.

SCORE: 3 ud af 6

ANNONCE
Pilsner-parade
PLATAN

INDHOLD/ALKOHOL: 50 cl / 4,8 %
PRIS: 14,80 kr. (ved køb af 20 stk.)

Platan-pilsnerens fesengule farve fik Christoffer med skipperskægget til at udbryde: "Den ligner den fadøl, jeg brugte som pissoir under en Rammstein-koncert på Roskilde i 2002." Smagen var heller ikke noget, der vakte den store begejstring hos resten af panelet. "For vandet!" kom det fra journalist Mads, mens praktikanten som en af de få roste smagen og bitterheden hos Platan. En øl på det jævne.

SCORE: 3 ud af 6

ANNONCE
Pilsner-parade
STAROPRAMEN

INDHOLD/ALKOHOL: 33 cl / 5 %
PRIS: 23 kr. (ved køb af 24 stk.)

Samtlige deltagere beundrede Staropramens smukke, gyldenrøde farve, som ifølge eksperten skyldtes brugen af wienermalt. Efter at have smagt på øllen, udbrød Woman-Cordelia henrykt: "Den minder om frugt-øl. Det er jo flydende guld, det her," og så kunne resten af panelet ikke nænne andet end at sige "godkendt" til Staropramen, selvom den honningsøde bismag måske blev lidt for kraftig for dem.

SCORE: 4 ud af 6

ANNONCE
Pilsner-parade
BUDEJOVICKY BUDVAR

INDHOLD/ALKOHOL: 50 cl / 5 %
PRIS: 18,50 kr.

Den berømte Budvar gik rent hjem hos samtlige paneldeltagere, der smagte alt fra tobak til armsved(!) i den gyldne bryg. "Jeg kunne tage den her i drop," lød det skråsikkert fra Christoffer, mens eksperten havde lidt blandede følelser: "Jeg elsker den meget højt, men ikke helt så meget som normalt. Jeg er faktisk lidt rystet." Dog ikke mere rystet, end at han gav Budvaren fem solide stjerner.

SCORE: 5 ud af 6

ANNONCE
Pilsner-parade
PILSNER URQUELL

INDHOLD/ALKOHOL: 50 cl / 4,4 %
PRIS: 18 kr.

Testpanelets eneste kvinde, Cordelia, chokerede resten af panelet ved at sige følgende efter have smagt på Pilsner Urquell: "Jeg får sådan lidt en hvidtøls-feeling..." Seniorjournalist Mads blev først mindet om stanken, da han boede ved siden af Ceres-bryggeriet i Aarhus, men var i øvrigt svært begejstret for Urquellen, som panelets tilfredse ekspert ikke var sen til at omtale som "genial og perfekt afstemt."

SCORE: 4 ud af 6

ANNONCE
Pilsner-parade
1975

INDHOLD/ALKOHOL: 50 cl / 4,7 %
PRIS: 10,95 kr.

At dømme ud fra panelets reaktioner, var 1795 ikke noget stort år for bryggekunsten. "Den smager som en dansk dåseøl," rasede praktikanten, og M!s øl-ekspert fandt de skarpe gloser frem. "Der er brugt kunstig sukker til at fremstille den, og smagen er metallisk og kunstig. Der er med andre ord tale om en fup-pilsner," lød de hårde ord fra eksperten, hvorefter samtlige paneldeltagere hældte den gule bryg ud.

SCORE: 1 ud af 6

ANNONCE
Pilsner-parade
Pilsner-parade
LUBKOWICZ

INDHOLD/ALKOHOL: 33 cl / 4,7 %
PRIS: 12,80 kr. (ved køb af 24 stk.)

Testpanelets kvindelige indslag, Cordelia, var solgt, allerede inden hun satte den dybgrønne Lubkowicz-flaske mod munden. "Duften er lidt kvalm, men smagen er god, næsten som en dyr drink," lød det fra Woman-journalisten, der ved mere om øl end de fleste mænd. Eksperten var også glad. "Man kan virkelig smage det rene vand. Sådan vil jeg have min pilsner," sagde han, og bedre anbefaling fås ikke.

SCORE: 5 ud af 6

ANNONCE
Del

Seneste nyt

Annonce