Slut med Jägerbombs: Derfor er de så farlige

Det her er deprimerende læsning for dig, der hamrer den ene Jägerbomb efter den anden weekend efter weekend.

29. marts 2017 af Jakob Flarup

Klokken er 2.47, og du er egentlig på vej hjem. Men så kommer din homie pludselig med en hel bakke fyldt med Jägerbombs. Du kyler lynhurtigt tre af dem ned i dit svælg, og pludselig har du fået fornyet energi. Du ender til morgenfest ved en af din homies venners veninders bekendte, og før du har set dig om, er klokken 8.15. Standard fredag aften/lørdag morgen.

Men det er slut nu. I hvert fald hvis du vælger at tro på og rette dig efter ny forskning foretaget af forskere på University of Victoria i Canada og publiceret i Journal of Studies on Alcohol and Drugs. Her har man nemlig i 10 ud af 13 studier publiceret mellem 1981 og 2016 kunnet se, at indtagelsen af alkohol og energidrikke øgede risikoen for at komme til at skade på en bytur eller ende i et bar-slagsmål.

Det skriver The Independent.

- Normalt, når du drikker alkohol, bliver du træt og går hjem. Energidrikke maskerer alkoholens virkning, så folk undervurderer, hvor fulde de egentlig er. De ender derfor med at blive ude i længere tid, hvor de drikker mere alkohol, og kan derfor ende med at blive en del af risikofyldt opførsel og farlige drikkemønstre, siger hovedforfatteren til studiet, Audra Roemer.

Ifølge alkoholrådgivningssitet Drinkaware kan det tilmed være farligt at blande energidrikke med alkohol, da det gør folk ”lysvågen-fulde”, hvilket kan skabe en falsk fornemmelse af soberhed.

Yderligere kan høj indtagelse af koffein føre til hjertebanken, angst og søvnproblemer.

Måske du bare skulle overveje et tequila-shot, næste gang du får lyst til en Jägerbomb? Så er det selvfølgelig slut med morgenfesterne ved din homies vens venindes bekendte, men det er måske alt sammen meget godt.

Måske er du interesseret i...

Hvad synes kvinderne?

Mest læste