Magasinet M!

Alkohol blandet med energidrikke er lige så skidt som at tage kokain

Vodka Redbull, Jägerbombs og andre gode drinks er en lækker kombination af energi og alkohol. Men det kan være lige så farligt for din krop som at tage kokain, viser ny forskning.

Alkohol blandet med energidrikke er lige så skidt som at tage kokain

Det er weekend, du er i byen med gutterne, og hvad giver bedre mening end at bestille en omgang Jägerbombs til hele flokken?

Men måske du skal tænke dig om, inden du vælger de drinks på drinkskortet, der indeholder både alkohol og energidrikke. For selvom du sikkert tænker, at alkohol er noget sundere for kroppen end at tage kokain, så viser et forskningsprojekt nu, at det kan være lige så skadeligt for kroppen, hvis du fylder den med en kombination af alkohol og energi, som hvis du tager en streg kokain.

Det skriver den engelske avis The Mirror. 

Det er forskere på det amerikanske universitet Purdue University i Indiana, der er kommet frem til de skræmmende resultater.

Forskningen er foretaget på mus, og det viste, at en drink med alkohol og energidrikke havde den samme påvirkning på musenes hjerne og deres fysik, som man så på de mus, der fik serveret kokain.  

- Det lader til, at blandingen af de to drinks ændrer kemien i dem, hvilket gør, at de skubbes over den grænse, der har en påvirkning på hjernen. Så vi ser klart en ændret effekt af de to drinks, som man ikke får, hvis man drikker dem hver for sig, siger professoren bag forskningen, Richard van Rijn, til The Mirror.

Og ikke nok med at alkohol/energidrik-blandingen kan have en skadelig indvirkning på din krop, så viser studiet også, at mus, der har fået alkohol sammen med energidrikke, faktisk opnår en mindre effekt, hvis de senere modtager kokain. Altså skal der simpelthen mere kokain til, før musene opnår den samme effekt som de mus, der aldrig har fået energidrikke blandet med alkohol. 

Værst af alt viser studiet, at effekten af at blande alkohol og energidrikke kan vare i flere år. En lidt hård regning at betale for at tage et par enkelte Jägerbombs med gutterne en aften i byen.

ANNONCE
Del

Seneste nyt

Annonce