Læs også

Dyr i krig

Dyrene har også sex for sjov

Den moderne evolutionsteori, udviklet af Charles Darwin, møder stigende modstand. Ny forskning tyder på, at den såkaldte naturlige udvælgelse kun er et mindre aspekt i evolutionens smeltedigel. Og dyrs sexliv har langt flere facetter end ren forplantning.

26. marts 2016 af Illustreret Videnskab

Da Charles Darwin i 1859 udgav bogen “Arternes Oprindelse”, blev førsteoplaget udsolgt på bare en enkelt dag. Denne bemærkelsesværdige bog var da også langt mere end blot en bestseller. Den skilte vandene mellem dem, der holdt fast i, at Gud skabte alt liv, som vi kender det, og dem, der nu troede på det nye, naturvidenskabelige princip: evolutionsteorien. Mange var især forfærdede over påstanden om, at mennesket og aberne har en fælles forfar. Noget, de færreste betvivler i dag, hvor Darwins ideer og teorier er vidt anerkendte. Men flere steder i den videnskabelige verden er man nu begyndt at tage Darwin op til genovervejelse. Ikke sådan at forstå, at vi skal tilbage til Bibelens skabelsesberetning, men vi ved trods alt langt mere i dag, end vi gjorde, da Darwin udgav sit hovedværk. Darwins teorier er ikke favnende nok til at dække livets udvikling, de dækker kun detaljer. Desuden er flere af Darwins begreber decideret uvidenskabelige, og selve titlen er misvisende: Det lykkedes faktisk slet ikke for englænderen at redegøre for, hvordan arter opstår. En af dem, der skyder med skarpt mod Darwins teorier, er professor i biologi ved Stanford Universitet Joan Roughgarden. Ifølge hende er naturen fyldt med eksempler på, at den klassiske darwinisme har en alt for simpel tilgang til dyrenes sexliv, der ofte reduceres til hannernes kamp om hunnerne.

Det er nemlig ikke tilstrækkeligt. Dyr har sex af mange forskellige grunde og på mange forskellige måder. De har ikke bare sex for at få afkom, men af grunde rækkende fra simpel overlevelse til bare sjov.

Mange dyr er homoseksuelle Hovedtesen i “Arternes Oprindelse” er, at “de bedst egnede overlever”

Dette princip kaldte Darwin den naturlige udvælgelse, og det indebærer, at der i nye generationer inden for en art kan opstå små variationer, som adskiller afkommet fra deres forældre. Når disse variationer er en fordel for overlevelse, lever dyret længere og får flere unger. På den måde bliver nye egenskaber bibeholdt og mangfoldiggjort. Er variationerne derimod en ulempe for evnen til overlevelse, udryddes de.

Den naturlige udvælgelse fører dermed til evolution: Over tid vil en art udvikle sig og være bedre rustet til at overleve, og nye dyrearter vil opstå, når udviklingen har bragt de nye generationer tilpas langt væk fra stamfaderen. Ud over den naturlige udvælgelse og evolutionen introducerede Darwin også et tredje begreb: den seksuelle udvælgelse. Ifølge Darwin kæmper hannerne hos langt de fleste dyrearter om hunnernes gunst. Her kan visse egenskaber være en fordel, og de har dermed større sandsynlighed for at blive nedarvet. Hannerne er typisk ude på at parre sig med så mange som muligt, mens hunnerne i stedet forsøger at vælge den rette partner. Hos nogle dyr foregår kampen med tænder, horn eller kløer; hos andre med prægtig pynt. Det forklarer bl.a., hvorfor påfuglehannen har udviklet en så prangende hale, selv om den absolut ikke er en fordel for overlevelsen. I stedet sikrer den ham retten til at formere sig. Skærer man på den måde Darwin ind til benet, er det til at forstå, hvorfor hans teorier er blevet tolket som en konkurrence om den stærkestes ret. Drivkræfterne bag evolutionen bliver kampen for at overleve og kampen om hunnerne. Men den går bare ikke ifølge visse forskere.

Læs også: Dyr bytter sex for mad

Skal man for alvor forstå naturen, må man se på livet i langt bredere perspektiv. Og her står den naturlige og den seksuelle udvælgelse for skud. En af de klareste indikationer på, at sex ikke udelukkende handler om formering, er, at der også i dyreverdenen findes homoseksualitet. Det er konstateret hos omkring 300 forskellige dyrearter, så forskellige som flamingoer, aber og får. At ca. hver tiende vædder foretrækker en anden vædder, har pint mange fåreavlere. Hos de japanske makakaber er homoseksualitet derimod udbredt blandt hunnerne. Studier har vist, at en hun i gennemsnit har syv partnere i en yngleperiode, og omkring halvdelen er hunner. Forskerne havde forventet at finde en evolutionsmæssig fordel, der forklarede homoseksualiteten, som fx at et par af hunner hjalp hinanden med børnepasning. Hos bonoboaber har det nemlig vist sig, at sex mellem to af det samme køn bliver brugt til at bilægge stridigheder eller at sikre sig andel i den tilgængelige føde. Denne fordel fandt de ikke – alt tyder på, at makakhunnerne blot nyder sex med en partner af samme køn.

Sex er et socialt redskab

Homoseksuelle dyr er dog langtfra ene om at udfordre Darwins seksuelle udvælgelse. Mange insektarter har helt andre strukturer, hvor en enkelt hun, dronningen, parrer sig på hele kønnets vegne. Og hos den østafrikanske vandbuk hjælper svagere hanner den dominerende han med at forsvare sit territorium. Den dominerende han har førsteret til hunnerne, mens bukkene længere nede i hierarkiet kommer bagefter. På den måde handler svagere hanner sig uden om Darwins kamp om hunnerne. I dyreriget findes også mange arter, hvor det slet ikke giver mening at tale om hanner og hunner: øglearter med kun ét køn; fisk, der skifter køn; bløddyr, der er tvekønnede. Alle disse eksempler – og flere til – får Joan Roughgarden til at konkludere, at den seksuelle udvælgelse ikke er reglen, men snarere undtagelsen. I hendes øjne er teorien om den seksuelle udvælgelse som generel regel tilbagevist af naturen. Også selv om den fortsat kan fungere som model for visse arter. Der er brug for en langt bredere ramme for at forstå, hvornår og hvorfor dyr har sex med hinanden. Hendes eget forslag til afløsning af den seksuelle udvælgelse kalder hun den sociale udvælgelse. Det er endnu ikke en færdig teori, men den skulle ud over evnen til at formere sig også inkludere sociale evner, heriblandt at bruge sex som socialt redskab eller handelsredskab. En sådan ramme ville passe på langt flere dyrearter – ikke kun dem, hvor hunnerne passivt kigger på hannernes parringskamp. Andre forskere retter deres skyts mod den naturlige udvælgelse.

Læs også: Pandaer kan tale

Eller rettere mod dem, der lægger for stor vægt på den naturlige udvælgelse. Den anerkendte amerikanske biologiprofessor Lynn Margulis er en af dem, der kritiserer meget af den nyere evolutionsforskning. Hun anerkender ganske simpelt ikke en række evolutionistiske begreber som konkurrence, samarbejde og egnethed. De er uvidenskabelige og ikke praktisk anvendelige, og de står i vejen for virkelige videnskabelige gennembrud. Hvad både Lynn Margulis og stort set alle andre er enige om, er, at Darwins naturlige udvælgelse ganske vist kan forklare, hvordan arter opnår forbedringer, men langtfra forklare, hvordan nye arter og nye egenskaber opstår. De små udviklingsskridt, den naturlige udvælgelse foretager, er ikke tilstrækkelige. Indimellem er der foregået langt større spring, der ikke kan forklares med små nedarvede variationer hos den samme art, ligesom evolutionen til tider har haft mere fart på end på andre tidspunkter. Disse forhold kan den moderne darwinisme ikke gøre rede for. Siden har man også inddraget vores nyere viden om dna i evolutionsteorien til at forklare, hvordan nye kropsdele – som fx et øje – kan opstå: Mutationer, tilfældige skift i den biologiske byggeplan, ender i særligt heldige tilfælde med at have skabende kraft. Med mutationer og den naturlige udvælgelse kan forskerne forklare livets udvikling fra de første bakterier til det moderne menneske. Og med det burde udviklingshistorien være på plads. Sådan forholder det sig bare ikke ifølge Margulis og andre forskere. De erkender, at den naturlige udvælgelse spiller en rolle, og at mutationer forekommer, men den virkelige drivkraft bag evolutionen skal findes et helt andet sted, nemlig blandt forskellige livsformers evne til at slå sig sammen.

Læs også: Hajer i Danmark kan blive op til 12 meter lange

Mikrober skaber nyt liv Forskellige livsformer har gennem hele udviklingshistorien slået sig sammen i symbioser

Mange eksempler på symbioser er velkendte: I vores tarme lever bakterier, der hjælper på vores fordøjelse. Og mange termitter lever i fællesskab med svampe, som de passer og plejer. Nogle symbioser er stabile, og to eller flere livsformer kan leve sammen i lange perioder. Men i andre tilfælde smelter to livsformer sammen til en. Denne symbiotiske sammensmeltning, som Margulis kalder symbiogenesis, er i virkeligheden evolutionens primus motor. Det er her, udviklingshistorien kan tage store spring. Det var fx en symbiotisk sammensmeltning, da en af evolutionens allerstørste hændelser indtraf. Det første liv på Jorden var bakterier, og de er i dag det eneste af naturens fem riger, der har celler uden en kerne. Da en bakterie på et tidspunkt begyndte at leve inden i en anden bakterie, blev grundstenen til alle højere livsformer lagt. Bakterierne smeltede nemlig efterfølgende sammen til ét individ, og den indkapslede bakterie blev til den cellekerne, der i dag findes i fx samtlige dyr og planters celler. Selv i menneskets stamtræ har der foregået symbiotisk sammensmeltning. Lynn Margulis peger på, at kortlægningen af det menneskelige genom har vist, at omkring 250 af vores 30.000 gener er overtaget direkte fra bakterier. Det siger sig selv, at mennesker og hunde er så store, at de til trods for et nært samliv ikke opsluger hinanden og smelter sammen til én. Men symbiotisk sammensmeltning kan forklare ting som øjets opståen: Mindst 40 gange i udviklingshistorien har forskellige typer øjne udviklet sig, formodentlig gennem sammensmeltning af lysfølsomme bakterier og mere avancerede organismer. Det er professor Margulis’ håb, at den fremtidige forskning i evolution får langt større fokus på symbioserne og mikrobernes rolle i evolutionen, og at den naturlige udvælgelse i større grad degraderes til en raffineringsmekanisme.

  • I vandbukkenes verden får den dominerende han, hjælp til at forsvare sit territorium af yngre hanner – uden at de er sikret adgang til hunnerne.
  •  Homoseksualitet er vidt udbredt blandt japanske makakaber. Hver hun har i gennemsnit syv partnere i en yngleperiode, og ca. halvdelen er andre hunner. 
  • Den seksuelle udvælgelse er fx sat ud af spil hos termitterne. Her parrer én dronning sig på hele kønnets vegne.

Måske er du interesseret i...

Hvad synes kvinderne?

Mest læste