Et frysende helvede: Michele vil på egen hånd gå 4.000 kilometer i minus 40 grader

- Hvis du sidder og tænker på, hvilke farer og forhindringer du vil støde på under din rejse, allerede inden du er taget afsted, ja, så kan du lige så godt blive hjemme, for så vil du være i fare allerede inden rejsens start.

Michele Pontrandolfo, 44-årig italiensk eventyrer, lever på ingen måde op til vores stereotypiske billede af, hvad en ægte italiener er. Han er afdæmpet, helt nede på jorden ... ja, nærmest lidt genert. Du kan med andre ord ikke se på ham, at her sidder en mand, der snart giver sig i kast med en fuldstændig vanvittig rejse, der - hvis den lykkes - formentlig vil sende ham direkte ind i Guinness' berømte rekordbog på siderne over utrolige enkeltsmandspræstationer.

Michele er imidlertid ikke helt alene, for med sig har han en specialfremstillet slæde, hvorpå han vil have placeret 185 kilo proviant og al det materiale, han har brug for under sin rejse. En af rejsens vigtigste ingredienser skal dog komme fra naturen selv: vind.

- Alt på denne tur er specialfremstillet. Min slæde, mit tøj og så især min wind kite, en særlig vinddrage, der skal hjælpe mig med at få fart på slæden, således at det vil være muligt at tilbagelægge et stort antal kilometer hver dag. Alt afhænger af vinden, der selvsagt kan have forskellig styrke. Hvis der ikke er vind, sker der ikke noget, men hvis der er god vind, vil jeg dagligt kunne tilbagelægge mellem 15 og 150 kilometer. Så der skal også lidt held til, forklarer han. 

Intet overladt til tilfældet

Michele Pontrandolfos er bestemt ikke en nybegynder, hvad angår ekstreme rejser og forskellige former for ekspeditioner. I de sidste 20 år har han været på farten på Nordpolen, Sydpolen, Grønland, Svalbard og flere andre ekstreme destinationer. Denne rejse bliver nummer 19 i rækken og måske den mest ekstreme af dem alle. Men hvorfor i det hele taget udfordre sig selv på en så farefuld rejse?

- Det er naturligvis et spørgsmål, jeg tit får stillet. På en så ekstrem rejse bliver man presset til sit yderste. Så det er en glimrende måde at undersøge, hvorledes mennesket - i dette tilfælde mig selv - generelt reagerer under ekstreme forhold. Og det er lige præcist det, jeg finder interessant. Den rejse, som jeg begiver mig ud på, er i teorien en rejse, som mange andre vil kunne foretage. Jeg giver mig ikke ud for at være Superman. Men jeg har efterhånden en stor erfaring, og så er det en rejse, der er planlagt ned i mindste detalje, fortæller han.

En af de detaljer er blandt andet det tøj, som Michele har på under turen. Under klimatiske forhold, hvor de daglige temperaturer ligger på mellem 20 og 50 minusgrader, kan absolut intet være overladt til tilfældet. Sammen med sin sponsor, den italienske sportstøjsproducent Moncler, har Michele udviklet al det tøj, han bærer under turen - fra inderst til yderst.

- Moncler har stillet al deres knowhow til rådighed, og jeg har bidraget med min erfaring fra andre ture, og jeg tør godt skrive under på, at den beklædning, der er kommet ud af det, er top-effektiv til ekstreme forhold. Inden turen opholdt jeg mig for eksempel en time i et lukket fryserum, hvor temperaturen var på minus 40 grader. Og det gik fint, siger han med et stilfærdigt smil. 

En ting er de materielle forberedelser - fx. tøj, slæde og wind kite. En anden er Micheles egen fysiske form og mentale tilstand. Hvordan har han forberedt sig fysisk såvel som mentalt?

- Min fysiske træning har især taget udgangspunkt i de muskelgrupper, som, jeg ved, vil blive brugt meget under min rejse. Det drejser sig især om ben-, mave- og rygmuskler, altså de muskelgrupper, der vil blive særligt aktiverede, når jeg bliver trukket af vinddragen. Jeg har derimod aldrig gjort brug af mentaltræning. Under tidligere ekspeditioner har jeg aldrig haft alvorlige problemer. Det er klart, at du kan have dårlige dage, hvor humøret ikke er højt. Men det gælder jo også for alle andre mennesker, der lever et normalt dagligdagsliv. Vi kan ikke være på toppen hver dag.

Selv om han ikke har foretaget en decideret mentaltræning, så har han dog gjort sig visse tanker om de psykologiske faktorer:

- Den psykologiske faktor er især vigtig, når vi taler om at kunne udholde kulden. Når du skal bygge din lejr for natten og er træt og har svedt, så kan du ikke bare gå ind og få varmen. For der er ingen varme. Du skal være i stand til at skubbe dine egne grænser, for hvad du kan udholde og tåle. Og det kræver en mental energi.

I perioden op til turens start har Michele Pontrandolfo flittigt studeret vind- og vejrforhold på ruten. Sidste år gjorde han et første forsøg på omtrent den samme rute, men der var simpelthen for lidt vind, så hans videre færd blev på et tidspunkt afblæst.

- Sidste års klimatiske situation på Sydpolen var ret atypisk. Der var ikke særligt meget vind. Men i år ser situationen ud til at være bedre. Her kort før min afrejse kan jeg konstatere, at vinden blæser hyppigt fra nord - men også fra vest og fra øst - mod syd. Det vil være optimalt for mig, hvis det fortsætter på den måde, forklarer han. 

Et lækkert stykke chokolade

Michele beskriver selv sine forberedelser og hele sin indgang til projektet som "sygeligt programlagt ned i mindste detalje". En af de komponenter, der naturligvis hører til blandt de vigtigste, er hans forplejning. Han har regnet ud, at for at kunne stå imod de fysiske strabadser vil han have brug for et dagligt kalorieindtag på omkring 6.000. Men hvordan laver man egentlig mad i 30 minusgrader?

- For det første bruger jeg nogle specialfremstillede gryder, som jeg allerede har afprøvet under en ekspedition i Himalaya. Jeg opløser sne og is i en lille gryde. En del af det vand bliver til drikkevand, og en anden del bliver blandet sammen med dehydrerede retter. Alt det mad, jeg har med mig, er datomærket, så jeg er sikker på at have mad til alle dage. Og så er der faktisk også blevet plads til flere små lækkerbiskner i form af chokolade, siger han med et smil.

Næsten tre måneder på egen hånd og alene i verdens nok mest barske område. Det siger næsten sig selv, at vi taler om så ekstreme forhold, at man uden overdrivelse vil kunne tale om livsfare, hvis noget går galt. Men har Michele nogensinde følt, at hans liv var i fare på tidligere ekspeditioner?

- Nej, den følelse har jeg aldrig haft. Samtidig vil jeg sige, at hvis du pludselig står over for en 200 meter dyb kløft, der har åbnet sig i isen, så har du naturligvis en bevidsthed om, at her er en faretruende situation. Generelt vil jeg sige, at jeg ikke fokuserer ret meget på farerne, for hvis du gør det, kan du lige så godt blive hjemme.

En is-rejse af den slags, som Michele står på nippet til at bevæge sig ud på, er, på den anden side, vel også en enestående mulighed for at opleve naturen fra en side, som "normale mennesker" er afskåret fra?

- Jo, det er klart. På en ekstrem rejse er naturen ekstrem på godt og ondt. Sidste år var jeg på en ekspedition, hvor jeg havde dage med meget barskt vejr. Der var vind og tæt tåge, og jeg kunne kun se få meter frem for mig. Jeg blev trukket af min vinddrage, og det var heldigvis ikke et område med kløfter. På den anden side er det muligt, at naturen i disse områder har skabt nogle forhøjninger i landskabet, der ofte kan være op til en meter høje. Hvis du møder dem i fuld fart, risikerer du at falde og beskadige dit udstyr. Det kan være fatalt. Så på det tidspunkt var min moral ret lav. Men hen på eftermiddagen begyndte tågen at lette, og pludselig befandt jeg mig i en helt igennem pragtfuld sol, der gav mig en helt fantastisk udsigt til det område af Antarktis, hvor jeg var. Farverne var storslåede, og i lige præcist det øjeblik blevjeg så overvældet af følelser, at jeg oplevede en intens glæde, siger Michele.

Gennem de seneste uger har Michele flittigt studeret vejrkortet over Sydpolen, og han siger, at "det ser fornuftigt ud". Lykkedes det ham at gennemføre turen og vende helskindet tilbage til sit hjem i Norditalien i slutningen af januar, vil han blive den første i verden. I 2012 prøvede en canadier og en amerikaner sammen at gennemføre samme tur, men de måtte undervejs have ekstern hjælp på grund af en beskadiget slæde. Det samme skete året efter for en anden canadier, der prøvede at tage turen alene. Også han fik problemer undervejs og måtte have assistance udefra. Michele Pontrandolfo bliver med andre ord verdens første, der på egen hånd og uden hjælp udefra, hvis denne vanvidstur lykkes.

Interviewtiden er ved at være løbet ud, og jeg når lige at stille Michele det sidste spørgsmål, der går på, hvordan man tilvender sig til det såkaldte "normale liv" efter tre måneder under ekstreme forhold?

- Ha-ha, godt spørgsmål! Det er ikke lige nemt - overraskende nok. Det første, du naturligvis bemærker, er, hvor let alting er. Jeg vil sige, at du lidt efter lidt vender tilbage til dagligdagen. Og så kan du jo heldigvis begynde at planlægge din næste tur.

Yderligere info:

Du kan læse om Michele Pontrandolfo her (hvis du kan italiensk):

Du kan følge Michele Pontrandolfos rejse på både Facebook, Instagram og på Monclers hjemmeside, de har oprettet til formålet.

Billederne er fra en af Micheles tidligere ekspeditioner på Antarktis.