Kan hyppig onani forebygge kræft hos mænd?
Det korte svar er: JA!
Orgasmer er den ultimative nydelse, og forhåbentlig er du så heldig, at du oplever dem flere gange om ugen. Og hvis du er blandt dem, der ikke kan klare en dag uden at hive i banditten eller rulle dig i lagenerne med damen, så er der godt nyt. En amerikansk undersøgelse lavet af forskere på Harvard University viser, at der er et sammenhæng mellem et højt antal månedlige udløsninger og muligheden for at undgå prostatakræft.
Forsøget startede i 1986 og har til dags dato involveret hele 31.925 amerikanske mænd. Forsøgspersonerne blev bedt om at notere, hvor mange gange om måneden, de fik udløsning, og siden hen, om de fik konstateret prostatakræft. Forskerne kunne dermed sammenligne, om der over årene var en sammenhæng imellem de to, og rapporten, der netop er blevet publiceret på European Urology, konkluderer ganske enkelt, at det er der.
Læs et uddrag af rapporten her.
Forskningsresultaterne viser dog ikke, om der er en forskel mellem en selvforskyldt udløsning og samarbejdsversionen, så vi kan kun opfordre til, at man forsøger sig med begge. For de forsøgspersoner, der enten ikke kunne holde hånden over dynen eller fingrene fra deres kæreste, havde over 25 % mindre risiko for at få den uhyrlige kræftform. Og selvom det måske ikke lyder af meget, så er det stadig banebrydende forskning, for det er meget sjældent, at videnskaben opdager muligheder for at sænke risikoen af denne type cancer.
På redaktionen ser vi det som en meget positiv nyhed, for nu behøver vi ikke længere at skamme os over, at vi rører ved os selv mere, end hvad godt er.