M!s læsere fortæller om søvnparalyse: "Jeg føler, at skyggemanden knuser mine fødder"

Som vi skrev i sidste uge, oplever 30 procent af alle mennesker det, der kaldes søvnparalyse, mindst én gang i livet. Vi bad jer læsere om at sende jeres historier ind. Historier, du kan læse ved at scrolle nedad. Men vi advarer dig. Noget af det er skrækindjagende læsning, som vi aldrig nogensinde selv håber på at komme til at opleve.

Alle læserne fejler intet og ser sig selv som helt normale.

"Jeg har oplevet søvnparalyse mange gange. Min første gang var midt om eftermiddagen. Jeg havde været ude med min bedste veninde. Vi var blevet trætte, så vi bestemte os for at tage en lur. Jeg vågnede op, men kunne ikke røre mig. Jeg kiggede rundt i rummet og kunne høre lyde ude fra køkkenet. Jeg gik i panik. Endelig vågnede jeg "rigtigt" op. Jeg skyndte mig ud for at fortælle det til min mor. Hun havde ikke hørt om det før, så jeg ringede til min mormor. Hun havde oplevet det før og forklarede, at det var normalt. 

Efterfølgende har jeg døjet meget med det. I perioder har jeg næsten ikke sovet. Jeg kan huske den værste gang! Jeg lå og sov, men vågnede op. Jeg kunne ikke røre mig. Jeg turde ikke åbne mine øjne, for jeg vidste godt, det var endnu en søvnparalyse. Jeg kunne mærke en oven på mit bryst. Noget pressede det ned, og jeg kunne ikke få luft.

Jeg troede, jeg skulle dø, men vågnede heldigvis op derefter. Jeg sov ikke ret meget den nat. Nu har jeg efterhånden haft det så mange gange, at jeg ved, hvad jeg skal gøre, når jeg får det. Jeg ligger altid på siden og sover, for det er udelukkende, når jeg sover på ryggen, det sker. Når jeg oplever det, holder jeg mine øjne lukkede. Jeg fokuserer på mit åndedræt, og så går det heldigvis hurtigt over igen"

"I 2012 boede jeg på en gammel gård. Inden jeg fandt ud af, hvad det rent faktisk var, der skete med mig om natten, troede jeg, at stedet var hjemsøgt. For en ældre dame havde boet der, inden jeg flyttede ind, og var død i sin seng. TV'et havde det desuden med at slukke i tide og utide.

Flere gange, når jeg skulle til at sove, havde jeg det som om, at noget var til stede i mit soveværelse. En mand. Han lagde sig oven på mig, trykkede mig ned i madrassen og sagde nogle mærkelige lyde. Det var enormt klamt og uhyggeligt.

Jeg var som forstenet og kunne ikke bevæge mig, ligesom jeg ikke kunne sige noget, uanset hvor meget jeg prøvede. Hver gang føltes det som om, at jeg kæmpede for mit liv. Med ét var det ovre, og der lå man så. Badet i sved. Ude af stand til at falde i søvn igen."

"Jeg oplevede søvnparalyse for første gang for et halvt års tid siden. Herefter er det taget til, og jeg oplever det ca. en gang om ugen.

Jeg har lært det at kende og kan mærke, når det er på vej. Som regel når jeg at stoppe mig selv fra at falde i fælden, ligesom jeg har lært mig selv, hvordan man kan slippe ud af det igen.

Første gang, det skete, havde jeg været i Portugal sammen med nogle kammerater. Det var en hel uge, hvor det gik rimelig vildt for sig, hvilket gjorde, at jeg ikke fik sovet ret meget. Efter jeg var kommet hjem, kunne jeg godt mærke, at jeg var træt og udkørt. Den første nat sov jeg da også ret godt.

Næste aften ligger jeg så og ser film på min computer, der står på mit sengebord. Jeg vender hovedet om imod væggen, sengen står opad, for at falde i søvn. Pludselig føles det som om, at hele min krop bliver låst. Små summende lyde for mit øre og en krop, der intet kan. Jeg stirrer stift ind i væggen.

Her begynder jeg at høre lyden af det, jeg vil skyde på, er 10-15 små dæmon-agtige væsener, som kommer tættere og tættere på, og som er på vej op i min seng. Jeg prøver at sige noget, men kan kun lige fremstamme en enkelt lyd.

Da begynder jeg at lægge mærke til den film, der kører i baggrunden. Jeg prøver at fokusere på, hvad der bliver sagt. Og med ét er lydene forsvundet, og jeg kan bevæge mig igen. Jeg sov ikke mere den nat, og der gik lang tid, før jeg sov ordentligt igen."

Jeg har efterhånden ikke tal på, hvor mange gange jeg har haft søvnparalyse. Det var meget ubehageligt de første par gange, da jeg ikke var klar over, hvad det var.

Den værste gang var, da jeg så en kvinde. Jeg havde indtil da kun set ham, jeg kalder "manden i mørket", men det er intet i forhold til kvinden.

Mine øjne slår op med et sæt. Jeg kigger skævt op i loftet, og med et kan jeg ane, at noget bevæger sig i fodenden af min seng. Jeg kan ikke rigtigt se, hvad det er, men langsomt begynder to hænder i mærkelige bevægelser at slippe taget om min madras, hvorefter de tager fat i min dyne.

På det tidspunkt var jeg godt over, at der var tale om søvnparalyse, men det gjorde det ikke mindre skræmmende. Jeg får øje på en kvinde. Er skrækslagen. Hun er klædt i noget, der ligner hvidt, snavset tøj og bevæger sig tættere og tættere på mit ansigt.

Hastigheden i de mærkelige - og uhyggelige - bevægelser øges. Jeg prøver at bevæge mine fingre i håb om at vågne, men det hjælper ikke.

Under hele søvnparalysen kan jeg mærke, at der er noget, der rører ved mig, og hendes ansigt er til sidst få centimeter fra mig. Men hun har bare intet ansigt. Det er sort. Helt mørkt. Uden rigtige ansigtsformer.

Til sidst bliver jeg dog så bange, at jeg vågner."

"Min søvnparalyse er værst, når jeg er stresset eller ikke har sovet godt i en længere periode.

Som regel starter det med, at jeg vågner af lyden af en vaskemaskine. Den kører hurtigere og hurtigere. Det lyder som om, at der er en sten inden i den. Pludselig kan jeg høre trin. Og her strømmer angsten op igennem mig.

Min krop er lammet, og det er kun mine øjne, der kan bevæge sig, men jeg kan høre alt. Jeg kan høre min kæreste ved min side, men jeg kan ikke sige noget. Jeg prøver at koncentrere mig om mine fødder, for hvis jeg kan vække dem, vågner hele min krop op. Men det er ikke altid, jeg når det.

Her er det, at jeg ser ham. Skyggemanden. Nogle gange sammen med en ældre dame. Hun kan finde på at sætte sig på mit bryst, så jeg ikke kan trække vejret.

Han hvisker mærkelige ting i mit øre, ligesom han også kan finde på at være nede ved mine ben. Det føles som om, han prøver at knuse dem.

Efterfølgende vågner jeg op. Badet i sved og tæt på grådens rand. Jeg kan ikke finde hoved og hale på det hele. Om det er en drøm eller virkelighed.

Nogle gange ender det med en "ud af kroppen"-oplevelse, hvor jeg prøver at flygte, men i det jeg rejser mig, ser jeg mig selv ligge i sengen med åbne øjne. Det er helt sikkert det mest skræmmende, jeg nogensinde har oplevet og vil komme til at opleve. For at være lammet og blive "overfaldet" er på ingen måde sjovt."

"Jeg har af og til haft søvnparalyse igennem de sidste fire år. Heldigvis er der langt imellem. Det, der sker, er, at jeg vågner op. Helt paralyseret. Jeg prøver at snakke, skrige og råbe, men kan ikke. Jeg føler, at noget er efter mig, men kan kun ligge på min ryg og kigge ud i mørket.

I starten troede jeg, at der var tale om mareridt, men efter at det skete igen og igen, blev jeg overbevist om, at det var søvnparalyse. At prøve at fremstamme ord og fremtvinge bevægelser, uden det er muligt, er en skrækkelig oplevelse. Man føler, at man er fanget i ens egen krop.

De sidste to gange, jeg har oplevet det, har været ekstra forfærdeligt. Jeg sover nemlig sammen med min datter, og når søvnparalysen har ramt, har jeg også villet beskytte hende. Men det at være lammet og ikke kunne beskytte sit eget barn imod den "ånd", som jeg føler, at det er, er noget af det absolut værste.

Hun ligger der ved siden af mig, og jeg kan ikke råbe af "ånden", ligesom jeg ikke kan tage min datter ind til mig, for at hun skal føle sig tryg."

"Første gang jeg oplevede søvnparalyse var i slutningen af gymnasiet - i midten af 2011. Jeg har altid haft lidt problemer med at falde i søvn. Særligt i den tid, hvor jeg var meget optaget af at vende verdenssituationen med mig selv før sengetid. Aftenen her var ingen undtagelse.

Pludselig ligger jeg der med helt åbne øjne og kigger rundt i rummet. For enden af min seng kan jeg se to sorte skikkelser. Jeg forsøger at bevæge mig, men min krop er fuldkommen lammet. Jeg kan intet udover at bevæge mine øjne rundt.

Jeg prøver at sige noget, men det er som om, at det bliver undertrykt af min krop. Intet kommer ud af min mund. "Hvad sker der her?", tænker jeg, for når man ikke har prøvet det før, bliver man meget skræmt af situationen.

Det varer dog ikke længere end få minutter. Jeg vågner op af paralysen med hjertebanken. Meget forvirret. Jeg tænkte dog, at det bare var et mareridt. Men få dage senere sker det samme dog igen, ligesom det regelmæssigt sker de følgende uger og måneder.

Nogle gange står skikkelserne for enden af sengen, andre gange står de andre steder i rummet. De flytter sig aldrig og gør mig ikke noget. Jeg finder efterfølgende ud af, at andre har det som mig, og finder ud af, hvordan man kan nedtone problemet.

I dag er det mere end et år siden, at jeg sidst oplevede tilstanden. Men jeg får kuldegysninger ved at tænke tilbage på "den første gang". For det er til dato det mest skræmmende, jeg nogensinde har oplevelet. Det var som taget ud af en gyserfilm, bare uden at nogen gjorde mig ondt."

"Første gang, jeg oplevede søvnparalyse, var jeg 14 år. Jeg havde været i byen med en veninde, og da vi kom hjem til hende, lagde vi os til at sove i hver vores rum.

Kort tid efter at jeg er faldet i søvn, føles det som om, at jeg vågner op - men jeg kan ikke bevæge mig. Jeg ser en mand sidde på stolen ved siden af sengen. Jeg spørger ham flere gange om, hvem han er, hvad han vil, og beder ham om at gå. Jeg bliver sindssygt bange, for han sidder bare der og kigger på mig uden at sige noget. Jeg begynder at skrige, hvorefter manden løber ud fra værelset og ind imod stuen. I det samme kommer min veninde løbende ind og spørger, hvad der er i vejen.

Først der vågner jeg helt på af søvnparalysen og kan bevæge mig igen."