Rockefeller gav New York en make-over

Midt i New York ligger Rockefeller Center, der i over 80 år har tiltrukket millioner af gæster hver år. Her oplever byboer og turister fantastiske shows, skøjter på den berømte plaza eller nyder blot et åndehul med lys og luft.

Egentlig skulle byggeriet blot have været et operahus. Og Rockefeller var slet ikke med fra begyndelsen, da New Yorks Metropolitan Opera i 1926 besluttede sig for at flygte fra Broadway.

Snuskede butikker havde på den tid overtaget fortidens fashionable hovedstrøg, og de var ikke passende naboer for finkulturen. Som nyt hjem udså Metropolitans bestyrelse sig et stykke jord midt på Manhattan. Her lå nedrivningsmoden slum, og ejeren, Columbia University, var mere end villig til at tage imod nye lejere. Operaen ville bringe klasse til området.

Først da store visioner var udtænkt, champagne-propper sprunget og mange lykønskninger udvekslet, forholdt "The Met" sig til et irriterende, men væsentligt problem: Operaen havde slet ikke råd til at flytte.

Det var her, at John D. Rockefeller jr. og hans milliarder kom ind i billedet - i begyndelsen blot som én af mange potentielle investorer, men rigmandens egen utålmodighed og rænker fra operaens side førte ham længere og længere ind på scenen. Og da projektet kollapsede, var det for sent at trække sig ud.

Som et desperat redningsforsøg blev Rockefeller Center undfanget - det skulle afværge gigantiske tab og frelse navnet Rockefeller fra latterliggørelse. Uforudsete katastrofer og geniale modtræk kom i fællesskab til at forme bygningskomplekset, som erobrede ikke blot New Yorks, men hele USA's hjerte.

Rockefeller senior var røverbaron i New York

Rockefellerne var som de fleste nyrige meget optagede af, hvordan de tog sig ud i andres øjne. Klanen havde blot været småhandlende og plattenslagere indtil slutningen af 1800-tallet, hvor John D. Rockefeller senior blev styrtende rig.

Det var olie-udvinding, der skabte en af verdens største formuer og vandt den gamle Rockefeller en plads blandt New Yorks "røver-baroner" - mænd som stålfyrsten Carnegie, jernbane-kongen Vanderbilt og finansmanden Morgan.

De havde alle et blakket ry for deres forretningsmetoder, flere penge, end de kunne bruge, og et brændende ønske om anerkendelse. Derfor ofrede de store beløb på godgørende formål, og filantropi blev ligefrem et fuldtidsarbejde for John D. Rockefeller jr. "Mister Junior" var søn af den nu ældgamle klan-høvding, og han gjorde det til sit livsprojekt at skabe respekt om familie-navnet.

Metropolitan Operas flytteplaner virkede som et værdigt projekt at støtte. Da ingen andre foretog sig noget, gik Rockefeller endda helhjertet ind i sagen og lejede den grund på Manhattan, som musikhuset skulle opføres på. I august 1928 forpligtede han sig til at leje ca. 90.000 m² jord af Columbia University i 24 år. Prisen var 3,8 mio. dollars årligt - 343 mio. i nutidige danske kroner.

Rockefeller var nu uløseligt bundet til projektet, men operaen gav sig til at trække tiden ud, formentlig for at lokke flere penge ud af ham. Og så ramte en ny katastrofe planerne.

Krakket blev startskuddet til Rockefeller Center

Børsen i Wall Street krakkede i oktober 1929, og over en weekend gik bunden ud af den amerikanske økonomi. Halvanden måned senere kunne newyorker-aviserne rapportere:

"Planerne om at placere en ny opera på grunden tilbudt af mr. Rockefeller er blevet opgivet". Metropolitan stak af og efterlod Rockefeller alene tilbage med regningen. De næste 23 år måtte han betale den astronomiske leje, som kunne mærkes selv hos en af verdens rigeste familier. Men ydmygelsen over at være blevet taget ved næsen sved endnu mere.

Rockefellernes ry som durkdrevne forretningsmænd og successkabere ville lide stor skade, hvis han ikke straks fandt på noget, som kunne give indtjening på den dyre grund.

Rockefellers første håb var, at han kunne leje sin jord videre direkte til virksomheder. Men vinteren 1929-1930 var det værst tænkelige tidspunkt at lede efter investeringsparate kunder på. Depressionen fik firmaer til at bukke under i hobevis, og antallet af tomme lokaler i New York voksede dagligt.

Hvis Rockefeller ville have nogen til at flytte ind på arealet, måtte han selv opføre bygninger til dem. Og de skulle være attraktive nok til at overgå alt andet på New Yorks overmættede ejendomsmarked, selv store prestige-projekter som Chrysler-bygningen og Empire State Building, der begge var under opførelse, og som havde masser af plads.

Den eneste vej ud af katastrofen var derfor at bruge endnu flere penge.

Ifølge en tidlig beregning lød prisen på 128 mio. dollars - 11,5 mia. nutidskr., som Rocke­feller måtte finde i sin egen formue. Hertil kom en udgift på 1,3 mio. dollars til de hidtidige lejere af Columbia Universitys jord, hvor i alt 298 ramponerede pensionater, natklubber, smugkroer og bordeller skulle rives ned, før Rockefeller kunne begynde at bygge.

Lejeaftalerne for det meste af området var netop udløbet, men resten af lejerne skulle betales til at flytte.

Rockefeller var parat til at dække det hele. Han hyrede et hold af ejendomsudviklere, som fik til opgave at gøre det umulige muligt: at finde ud af, hvordan over 350.000 lokale-kvadratmeter kunne udlejes i depressionens New York.

Fremtiden bankede på

Fremtidsudsigterne så dystre ud for Rockefeller, da lykken pludselig vendte, som den gjorde adskillige gange under tilblivelsen af hans center. En lejer i sværvægtsklassen meldte sig, og hele projektet ændrede pludselig karakter.

Rockefellers første kunde hed Radio Corporation of America - selskabet bag den unge medie­gigant NBC (National Broadcasting Company). Hvor Metropolitan Opera var gammeldags kunst for overklassen, repræsenterede RCA og NBC fremtiden med massekommunikation og underholdning til hele USA.

Radioen havde i løbet af kort tid taget landet med storm, og sidst i 1920'erne stod en modtager i hver tredje amerikanske stue. Lyttere kunne sidde derhjemme i lænestolen og samtidig være vidne til hele verdens travlhed, transmitteret direkte fra studierne. USA havde blot tre landsdækkende radiokanaler, og NBC drev to af dem.

Moderselskabet RCA havde også andel i den opblomstrende amerikanske filmindustri gennem en anden underafdeling kaldet RKO. Alt dette krævede plads, og RCA ville betale 4,25 mio. dollars om året for "Radio City": en skyskraber, et par bygninger samt to kæmpesale til shows og film-visning.

Med denne kæmpe i ryggen turde Rockefeller håbe på, at hans desperate investering alligevel kunne resultere i en god forretning. Nu skulle arkitekter fremmane en gruppe af bygninger, der var moderne og fangede tidsånden på samme måde som sin nye store lejer.

Som tovholder hyrede Rockefeller John Todd, en barsk advokat og erfaren entreprenør. Han skulle svinge sin pisk over arkitekterne, mens de for første gang i New Yorks historie udtænkte et komplet sammenhængende kompleks frem for enkelte bygninger. Opgaven gik ud på at skabe en ny by i byen.

Kernen af Todds team var mænd, han havde arbejdet sammen med før og stolede på. De kom ikke fra overklassen modsat de fleste newyorker-arkitekter, og de havde ikke været på fransk kunstskole under deres uddannelse. Deres indgangsvinkel handlede om praktiske løsninger til de lavest mulige omkostninger.

Todd og hans hold skitserede alle detaljer i det kommende byggeri, og i marts 1931 var de parate til at vise deres vision til pressen. Resultatet blev en PR-fiasko, der igen sendte projektet på katastrofekurs. 

Læs også: USA's rigeste skejede ud

Spareiver udløste pressehetz

Selvom depressionen havde sat USA i stå, forventede New York, at et byggeri anført af Rockefeller ville byde på overdådig luksus. I stedet blev de fremmødte reportere præsenteret for en hob umage bygninger, der lukkede sig om en lille, klaustrofobisk plads.

"Problemets kerne er, at Radio City er grim", skrev New York Herald Tri­bune nådesløst. "Bygningernes ydre er afskyvækkende kedeligt og trist".

"Arkitektoniske vildfarelser og uhyrligheder", snerrede New York Times.

Al den prestige, RCA havde tilført komplekset, var tabt, og millionbyen forenedes i at latterliggøre Rockefellers discount-byggeri.

En populær revy-sketch viste således "Mister Junior", der gjorde krampagtige forsøg på at give sin snu gamle far byggegrunden på Manhattan som gave. I dette klima var det umuligt at tiltrække flere lejere i USA. Rockefeller jr.s søn Nelson blev sendt til Europa for at finde udenlandske partnere, og imens måtte arkitekterne tilbage til skitsebordet.

Entreprenøren John Todd havde forsøgt at spare på alle dele af byggeriet. Sådan var hans instinkt, og han kunne forsvare sine valg med, at overflødige udgifter gjorde det usandsynligt, at Rockefeller nogensinde ville tjene sin kæmpe investering hjem igen. Men nærighed truede nu med at ødelægge alt.

Krisen ændrede magtforholdet i holdet af arkitekter. Mere kunstnerisk anlagte mænd fik taletid, hvor de hidtil var blevet tysset ned af Todd og hans praktiske, men fantasiløse favoritter.

Dermed kunne Raymond Hood indtage scenen som den kreative sjæl, der mere end nogen sikrede, at det endelige byggeri blev løftet op i verdensklasse.

Den gode smag rykkede ind

Lapsede, veltalende Raymond Hood var prototypen på en amerikansk arkitekt. Han kom fra en velhavende familie og havde diplom fra École des Beaux-Arts, de skønne kunsters pulserende hjerte i Paris. Før han kom med på Rockefellers team, havde han opført tungt pyntede prestige-bygninger i bl.a. Chicago.

I månederne efter det katastrofale pressemøde demonstrerede Hood, at han var en mester til at sno sig.

"Intet fornuftigt menneske forsøgte at argumentere med John Todd", fortalte en arkitekt senere. I stedet fandt Hood på solide økonomiske argumenter for ændringer, som han i virkeligheden ønskede for elegancens skyld. Avisen The Newyorker udråbte ham med god grund til en "genial slyngel".

Hoods første sejr var udskiftningen af mursten med smukkere, men også dyrere kalksten på alle ydermure. Gevinsten var, at komplekset ville fremstå lysere og mere indbydende.

Åbenhed var også Hoods argument for at droppe en stor, cirkulær bygning, som ellers havde en vigtig funktion i Todds plan. Bygningen skulle rage langt ud på fortovet langs Fifth Avenue og næsten tvinge forbipasserende til at gå indenfor, hvor de skulle ledes videre ned i et underjordisk shopping-område.

"Olie-tønden", som aviserne hånligt navngav den runde spærring, hang dog dårligt sammen med resten af kompleksets firkantede former. Og den lukkede resten af bygningsmassen inde omkring en lille, mørk og sammenklemt plads.

Læs også: Havde slaver adgang til Roms Colosseum?

Med pressens kritik i ryggen kunne Hood overbevise John Todd om, at tønden måtte væk. Fodgængerne på Fifth Avenue skulle i stedet lokkes nærmere af en åben akse frem til en stor central plads og RCA-skyskraberen bagved.

På begge sider ville han anbringe lavere bygninger, der slap masser af sollys ned på gadeniveau og samtidig støttede Rockefellers forsøg på at finde udenlandske lejere til sit kompleks.

Den unge Nelson Rockefeller havde nemlig succes på sin salgstur på den anden side af Atlanten. Et syndikat af britiske virksomheder erklærede sig i oktober 1931 parat til at flytte ind, og kort efter kom en tilsvarende aftale på plads i Frankrig. Hvert land kunne få én af de lave frontbygninger, som Hood foreslog.

På den måde skiftede projektet igen karakter. Lys og åbenhed blev det nye mantra, og med europæernes ankomst genvandt newyorkerne respekten. I februar 1932 turde bygherren lægge sit eget navn bag planen. "Metropolitan", som komplekset stadig hed som arbejdstitel, blev omdøbt til "Rockefeller Center".

Læs også: Eiffeltårnet solgt til skrot

Bygningerne skød op

Selve byggeriet var om­sider begyndt i efteråret 1931. Arbejdsstyrken på 75.000 mand koncen­trerede sig først om skyskraberen og de øvrige bygninger, som RCA utålmodigt ventede på at flytte ind i.

Imens fortsatte Hood den forsigtige manipulation af sin chef:

"Todd er det mest konservative menneske i verden, og hvert skridt, vi tager, er mere og mere moderne", pralede Hood i et brev til en ven.

Arkitekten fik anbragt behagelige taghaver oven på flere af centerets bygninger, og han forskønnede den sænkede plaza, der skulle graves ud i midten. Det krævede dog kamp at få bevilget en fontæne.

"Har du nogen anelse om, hvad det vil koste dagligt at cirkulere 115.000 liter vand?" blev han spurgt af Todd i et tilkæmpet tålmodigt tonefald.

"Nej, hvor meget?" svarede Hood med et uskyldigt udtryk i ansigtet.

"Otte dollars og 30 cent", fik han at vide efter en kort hovedregning. Selv Todd kunne høre, at han netop havde tabt diskussionen, og Hood fik lov at bygge sin springende fontæne.

Med arbejdere myldrende overalt skred opførelsen hurtigt frem, og i december 1932 stod den første bygning allerede færdig. Det var Radio City Music Hall - showsalen, der sammen med den centrale plads har knyttet generationer af amerikanere til Rockefeller Center.

Rockefeller var ikke længere til grin

Rockefeller jr. selv var imponeret, da han aflagde Radio City Music Hall besøg få uger før åbningen.

"Det store auditorium er smukt, en fryd for sjælen og mere inspirerende end noget, jeg havde regnet for muligt", udtalte han bagefter. Hver detalje var udført i elegant art deco, tidens foretrukne stilart, som kendetegnede hele Rockefeller Center.

Selve scenen var i årtier den største og mest avancerede i verden. Sektioner kunne løftes fire meter op eller sænkes otte meter ned med et lift-system, hvis udformning blev erklæret for en statshemmelighed og genbrugt på flådens hangarskibe under 2. verdenskrig.

Orkestrets 75 mand var placeret på en stor vogn, som kunne flyttes til ethvert punkt i sceneområdet, mens musikerne spillede på livet løs.

Radio City Music Hall bød på store shows og de bedste film. Hollywood-studierne indledte en hård konkurrence om salen, for en galla-premiere i Rockefeller Center kastede en særlig glans over årets vigtigste produktioner.

Publikum kvitterede ved at stå i de længste billetkøer, New York nogensinde havde oplevet. Ud over film tiltrak de storslåede jule- og påskeshows ikke alene newyorkere i tusindvis, men også gæster fra hele USA.

Radio City Music Hall fik tilnavnet "Nationens Skueplads" og beholdt sin status langt ud i fremtiden. 30 år efter åbningen tiltrak salen stadig seks mio. gæster årligt - over dobbelt så mange som Empire State Building, Friheds-gudinden og FN-bygningen tilsammen. Intet besøg i storbyen var komplet uden en tur i Radio City Music Hall - eller skøjteløb på Rockefeller Plaza.

Pladsen foran RCA-bygningen blev omdannet til skøjtebane allerede i julen 1936, og det har været en elsket tradition lige siden. Her kunne newyorkerne ånde frit midt på det tæt bebyggede Manhattan.

Rockefellers nye by i byen var ikke længere til grin, og i sommeren 1934 blev revy-sketchen om "Mister Junior" og hans forsøg på at slippe af med centeret taget af plakaten. Komikken var væk.

Samme november havde fagbladet Architectural Forum også kun rosende ord at ytre om Rockefeller Center:

"Et inspirerende skue for newyorkerne og et respektabelt monument for mr. Rockefeller", skrev bladet.

I 1939 bankede John D. Rockefeller den sidste nitte på plads i centeret. Med stædighed, masser af penge og en god portion held havde han vendt en katastrofal investering til succes.