Magasinet M!

Romerne skiftede hovedstad efter angreb

En undersøgelse af et nyfundet fort tyder på, at romerne følte sig nødsaget til at flytte deres engelske hovedstad til Londinium.

Et fort fra ca. 63 e.Kr. er svaret på, hvornår romerne valgte Londinium (nutidens London) som deres hovedstad i England. Fortet blev fundet under en udgravning i London mellem 1997 og 2003. Men først nu har arkæologer fra the Museum of London Archaeology løst gåden om den hidtil ukendte bygning, som ligger 230 meter fra London Bridge.

Keltisk dronning plyndrede byen

Det viser sig, at den romerske bygning har været brugt som base for de soldater, der skulle genopbygge Londinium, efter at den keltiske dronning Boudicca angreb og plyndrede byen i ca. år 61 e.Kr. Romerne havde indtil da haft hovedstad i Camulodunum (nutidens Colchester), som lå ca. 90 km fra London.

Den korte afstand mellem angrebet og fortets byggeår får arkæologerne til at konkludere, at romerne besluttede at gøre London til deres nye hovedstad efter angrebet og dermed indsatte et midlertidigt fort, som kunne bruges under opbygningen.

Oplagt valg

Ifølge arkæologerne var byen et oplagt valg for romerne, fordi den gav dem direkte adgang til fragtskibene fra Themsen, og ingen britiske stammer havde endnu slået sig ned i byen, så

romerne fik ikke åbenlyse fjender ud af deres valg.

Under udgravningen af fortet har arkæologerne bl.a. fundet spor af veje, et kornkammer, et opbevaringsrum og et toilet.

Fortet var bygget til kamp

  • Fortet formede et rektangel på 125 x 90 meter.
  • Muren bestod af tre meter høje banker af træ og jord.
  • På bankens top var en kampplads.

3 hurtige...

Julian Hill Udgravningsleder, Museum of London Archaeology
  • Har I fundet lignende forter i London eller Colchester?Der er ikke udgravet eller fundet beviser for et lignende fort af denne dato i hverken London eller deres tidligere hovedstad, Colchester. Men vi har fundet et stenfort, som er bygget i det nordvestlige London omkring 120 e.Kr
  • Hvornår stod genopbygningen færdig?Fortet var i brug fra 63 e.Kr. til omkring 78 e.Kr., hvor det blev revet ned. Herefter byggede romerne veje og bygninger ovenpå, men romerne blev aldrig rigtig færdige med genopbygningen af byen. De udvidede og ændrede den konstant frem til slutningen af deres regeringstid i 400-tallet.
  • Hvad er jeres næste skridt? Vi er færdige med det her fort, men til gengæld begynder vi snart på udgravninger mange andre steder i det centrale London.
ANNONCE
Mola & Faith Vardy - Romerne skiftede hovedstad efter angreb Mola & Faith Vardy
Del

Seneste nyt

Annonce