5 vilde våben!
Her vores bud på de 5 vildeste ødelæggelsesinstrumenter op gennem spilhistorien.
Spil: Battlefield 1942
Der har i tidens løb været lavet alverdens dødsmaskiner, man kunne køre, flyve og sejle rundt i og meje fjender ned på stribe med. Men det er alligevel noget så sært som en ganske almindelig militærjeep, der træder ind på denne liste. Alle, der spillede klassikeren Battlefield 1942, ved nemlig, hvor fantastisk morsomt det var - også 117. gang, man gjorde det - at komme bragende hen over en bakke og køre en modstander ned, mens man holdt hornet (som ganske inspireret var placeret på skudknappen, mens man sad i bilen) i bund. Fantastisk og tidløs underholdning - og formentlig det køretøj, vi har dræbt allerflest modspillere med nogensinde i et multiplayerspil!
Spil: Quake 2
Quake-spillene har gennem tidens løb haft mange klassiske våben, vi husker med en lille tåre i øjenkrogen. Men stjernen over dem alle er og bliver den trofaste Rail Gun. Tricket med dette våben var at skyde enormt præcist, hvilket var pænt svært, når man piskede rundt i vanvittige multiplayerkampe på alt for små baner og bare forsøgte at overleve i mere end et halvt minut ad gangen. Men når først man har prøvet at lave et baglæns rocket jump langt op i luften, skifte til sin Rail Gun undervejs og med usvigelig præcision pløkke sin forfølger lige i bærret med et enkelt velplaceret skud, vende sig om og løbe ubesværet videre efter en elegant landing ... Så er der intet i verden, der kan røre én.
Spil: Half-Life 2
Intet mindre end en lille revolution for våben i computerspil. Half-Life 2's Gravity Gun lod dig samle alt fra brædder til køleskabe op og bruge dem fuldstændigt, som du ville, og det åbnede i dén grad for kreative måder at få fjenderne af vejen på! Når man gennem hele spillet havde moret sig kosteligt med at smide alverdens ting i hovederne på alt fra rumvæsener til Combine-soldater, kom belønningen endelig i spillets sidste kapitel. Her blev våbenet overopladet, så det pludselig også påvirkede levende væsener, og herfra og ud var det ren, uforfalsket spilleglæde, hver gang 5-10 soldater kom rendende for at stoppe Gordon Freeman.
Spil: Fallout 3
Hvem siger, at atombomber skal være sådan nogle store klepperter, der bliver smidt ud af store fly, og som lægger hele lande øde? I Fallout 3 kan du finde en fræk lille bazooka, der affyrer intet mindre end en mini-atombombe, som lægger de i forvejen øde områder endnu mere øde. Der er ganske enkelt ikke noget som fornemmelsen af at sende et Fat Man-missil ind i en bygning fyldt med banditter og se den blive blæst til atomer eller tage sigte mod en angribende mutanthund, trykke på aftrækkeren og se den blive forstøvet i en kæmpestor paddehattesky.
Spil: Doom
Også bedre kendt som "Big Fuckin' Gun". Dengang i starten af halvfemserne, hvor Doom hærgede lokalnetværkerne, var BFG 9000 det ubestridt mest imponerende og altødelæggende våben, det var lykkedes for nogen spiludviklere at skabe. Det affyrede en kæmpestor byge af gnistrende grønligt snot, som øjeblikkeligt udryddede alle fjender, der var synlige på skærmen. Hvis der nogensinde har været en "I WIN!"-knap i et spil, så var det BFG'en, som til dato ikke er blevet overgået.