Magasinet M!

10 film du skal glæde dig ustyrligt meget til at se i biografen i december

Året lakker mod enden, og vanen tror har nogle af de største film premiere i december. Det her er 10 film, du skal glæde dig til.

10 film du skal glæde dig ustyrligt meget til at se i biografen i december

Arrival

Premiere: 10/11

Med: Amy Adams, Jeremy Renner, Forest Whitaker med flere

Derfor skal du se den: Filmen, som vi glædede os mest til af alle film i år, var selvfølgelig den nye Denis Villeneuve-film. Desværre skuffede den vores anmelder en del, selvom han ikke mente det var en dårlig film.

Han skriver i dagens anmeldelse:

"Et mindblown mindfuck. Det har højst sandsynligt været intentionen med Denis Villeneuves nye sci-fi-epos, Arrival. En film, der har været i toppen af min forventningsliste hele året. Men en film, som desværre - for mig - var en kende skuffende. Dermed ikke sagt, at Arrival ikke er en god og vanvittigt flot film."

Læs hele anmeldelsen her. 

ANNONCE

Bad Santa 2

Premiere: 1/12

Med: Billy Bob Thornton, Tony Cox, Kathy Bates med flere

Derfor skal du se den: Okay, det her er en af den slags film, der helt sikkert skal ses, men som højst sandsynligt bliver helt forfærdelig. For at lave en sequel til en af de sjoveste julefilm nogensinde, på trods af at en af hovedpersonerne for længst er gået bort (Bernie Mac), virker ikke som en god idé. Godt nok er flere fra det oprindelige cast stadig med - ikke mindst den lille tykke, dumme, men sjove dreng - men vi er godt nok yderst skeptiske i forhold til instruktørvalget, som er faldet på Mark Waters, der er bedst kendt for at have lavet Mean Girls (seriøst, wtf?). Men hvad fanden, måske redder Billy Bob filmens ære. Man har vel lov at håbe!

ANNONCE

Hunt for the Wilderpeople

Premiere: 1/12

Med: Sam Neill, Julian Dennison, Rima Te Wiata med flere

Derfor skal du se den: Her har vi at gøre med noget så sjældent som en newzealandsk film. Hunt for the Wilderpeople er baseret på Barry Crumps bog af samme navn og er en coming-of-age-fortælling om en ustyrlig, lille dreng og pap-onkel, som forsvinder ud i den newzealandske bush med et eftersøgningshold lige i røven. På rollelisten finder du blandt andet Sam Neill, du sikkert kender fra de originale Jurassic Park-film, men også Julian Dennison, der spiller drengen, skulle gøre et fantastisk stykke arbejde. 

ANNONCE

Toni Erdmann

Premiere: 1/12

Med: Peter Simonischek, Sandra Hüller, Michael Wittenborn med flere

Derfor skal du se den: Okay, en næsten tre timer lang tysk film er måske ikke det, der står øverst på din must-see-liste over film i år. Men Toni Erdmann høstede fantastiske anmeldelser ved årets filmfestival i Cannes, og vi indrømmer da også, at den ser yderst underholdende ud. Det er historien om en far, som forsøger at blive en del af sin voksne datters liv igen, hvor han undervejs må tage flere utraditionelle metoder i brug. Højst sandsynligt ikke en film for alle, men en film, der meget vel kan gå hen at blive årets tyske åbenbaring.

ANNONCE

Hell or High Water

Premiere: 8/12

Med: Dale Dickey, Ben Foster, Chris Pine, Jeff Bridges med flere

Derfor skal du se den: Det er blevet kaldt årets bedste film af mange amerikanske anmeldere, og vi glæder os da også som små børn til at se dette Southern gothic crime-drama, hvor et brødrepar begynder at røve banker for at redde deres ranch. Snart har de byens sherif i hælene. Han vil gøre alt, der står i hans magt, for at sætte de kriminelle bag lås og slå, inden han går på pension. Instruktør David Mackenzie gav os seneste det fremragende fængselsdrama Starred Up, men denne gang ser han ud til at have overgået sig selv. Læs vores anmeldelse af filmen i næste uge.

ANNONCE

A Monster Calls

Premiere: 8/12

Med: Sigourney Weaver, Felicity Jones, Liam Neeson med flere

Derfor skal du se den:Fra instruktøren af Børnehjemmet kommer her en fantasy-film, der har fået masser af rosende ord med på vejen af de amerikanske anmeldere. A Monster Calls handler om drengen Connor, hvis mor er alvorligt syg. I skolen bliver han mobbet og får medlidenhedsblikke af alle. Om natten taler han med et monster, der fortæller ham tre historier, mens Connor så også skal fortælle sin til monsteret. Det er den rørende fortælling om en skadet dreng, der båder føler sig skyldig, men mest af alt er meget vred. Vi håber og tror på, at A Monster Calls tager revanche efter instruktør Juan Antonio Bayonas sidste film, den tynde følelsespornografi The Impossible.

ANNONCE

Rogue One: A Star Wars Story

Premiere: 14/12

Med: Felicity Jones, Riz Ahmed, Ben Medelsohn med flere

Derfor skal du se den: Ja, det bliver en episk december. For her ser Rogue One: A Star Wars Story nemlig også dagens lys. Den første af flere spin-off-film på de oprindelige Star Wars-film, der fortæller historien om oprørsgruppens forsøg på at stjæle plantegningerne til Dødsstjernen. Filmen er instrueret af Gareth Edwards (Monster, Godzilla), og på rollelisten finder du udover ovennævnte også Mads Mikkelsen, der for en gangs skyld ikke spiller rendyrket skurk.

ANNONCE

I, Daniel Blake

Premiere: 22/12

Med: Natalie Ann Jamieson, Dave Johns, Colin Coombs med flere

Derfor skal du se den: En af Englands største instruktører gennem de sidste 50 år er uden tvivl Ken Loach. Det beviste han nok engang, da han i år vandt De Gyldne Palmer i Cannes for anden gang i sin karriere. Nu kommer vinderfilmen så til Danmark, og I, Daniel Blake ser både rørende og varm ud, samtidig med at det ligner et angreb på et yderst bureaukratisk system. En 59-årig mand kæmper med at komme sig oven på et hjerteanfald, da han bliver venner med en enlig mor og hendes to børn. Sammen kæmper de med at navigere rundt i det system, der skal give dem understøttelse. Men det er ikke nemt. Slet ikke nemt.

ANNONCE

Passengers

Premiere: 22/12

Med: Jennifer Lawrence, Chris Pratt, Michael Sheen med flere

Derfor skal du se den: Norske Morten Tyldum slog for alvor sit navn fast i Hollywood med forrige års The Imitation Game, der vandt en Oscar for bedste adapterede manuskript. Denne gang har han kastet sig over sci-fi-genren og har teamet op med to af Hollywoods hotteste navne, Hr. Pratt og Frøken Lawrence. Passengers handler om et rumskib, som rejser til en fjern koloniplanet med tusindvis af mennesker. En fejl i en af sovekabinerne gør, at en mand vækkes 60 år for tidligt. Han går i panik og beslutter sig for at vække en anden passager, så han ikke skal dø helt alene i rumskibet. Et interessant plot, der er skrevet af Jon Spaihts, der også står bag manuskriptet til Doctor Strange, som vi tidligere har anmeldt i år.

ANNONCE

Sing

Premiere: 25/12

Stemmer: Scarlett Johansson, Matthew McConaughey, Reese Witherspoon med flere

Derfor skal du se den: Det skulle jo komme før eller siden. Animation-genrens take på alverdens talentshows. Sing er instrueret af Garth Jennings, der tidligere har stået bag The Hitchhiker's Guide to the Galaxy og den anmelderroste Son of Rambow, og handler om koalabjørnen Buster, som rekrutterer sin bedste ven til at hjælpe med at stable en sangkonkurrence på benene i det teater, Buster ejer. Godt nok er det ikke Pixar, men vi tror og håber på, at Sing kan blive en af de sjoveste og bedste animationsfilm i år. Se selv traileren, hvis du er i tvivl.

ANNONCE
Del

Seneste nyt

Annonce