Anmeldelse af Hardcore: Hvor mange mennesker kan du nå at dræbe på 90 minutter?

Originaltitel: Hardcore Henry
Instruktør: Ilya Naishuller
Medvirkende: Sharlto Copley, Tim Roth, Haley Bennett med flere
Spilletid: 96 minutter
Premiere: 14/4 2016 

3/6

Det kunne virke som en god idé. At filme en film udelukkende fra hovedpersonens perspektiv. Især hvis det er veludført. Det er i hvert fald præcist det, som russiske Ilya Naishuller har gjort i sin debutfilm, Hardcore - den første POV-actionfilm nogensinde. Og veludført er den. God? Knap så meget!

Hardcore er blandt andet blevet til via crowdfunding-sitet Indiegogo og har til dato været den mest vidtrækkende internationale kampagne. Folk har spyttet penge i fra nær og fjernt - heriblandt Danmark - og doneret i alt mere end 1,6 millioner kroner til det samlede budget på 65 millioner kroner.

Naishuller fik idéen til filmen efter sin højenergiske kortfilm Bad Motherfucker, der blev lavet som en musikvideo til sit punkband Biting Elbows. Her benyttede han sig også af POV-perspektivet. Og for at gentage mig selv, så er det en yderst hæsblæsende actionfilm, som virkelig får det maksimale ud af det - på den tekniske side. Men Naishuller skulle nok have holdt lidt igen med den udpenslede vold, hvor det flyver rundt med hoveder, afskårne lemmer og sprøjtende blod.

Handlingen gider jeg ikke bruge for meget tid på. For det er så dumt, som det overhovedet kan blive. Du - hovedpersonen - vågner op uden at kunne huske, hvem du er, hvad der er sket, og hvorfor du mangler både en arm og et ben. Din kone (Haley Bennett) fortæller, at du hedder Henry, og før du ved af det, flyver det rundt med kugler om ørene på jer. Du prøver at redde hende, men hun bliver taget til fange af den sindssyge Akan (Danila Kozlovsky), som prøver at overtage verdensherredømmet. Dit mål? At finde frem til Akan og dræbe ham. Det bliver starten på en hektisk jagt gennem Moskvas gader, hvor alle prøver at slå dig ihjel. Hurtigt stifter du bekendtskab med den mystiske englænder Jimmy (Sharlto Copley), der virker som om, at han er på din side - uden at du kan vide dig sikker. Det bliver en vanvittig kamp for overlevelse, og dit mål er at finde en meningmed galskaben samt løse mysteriet om, hvem du i virkeligheden er.

Men jo, POV-perspektivet er langt hen ad vejen vellykket. Du bliver rundtosset af alle Henrys spring op og ned ad mure som en sand parkour-mester. Du samler flere våben op, end der kan være i Joakim Von Ands pengetank (okay, næsten) og pløkker hovederne af alt og alle, som du ser som en trussel. Af og til er klipningen en anelse forvirrende - en ting, du dog lærer at leve med i løbet af de 96 minutter filmen varer (gudskelov for, at den ikke er længere).

Yderligere er det lang tid siden, jeg har set så voldelig en film. Der dør vel i omegnen af 150 mennesker i løbet af Hardcore. Selvom det kan lyde som guf for drengerøve, er det ikke noget, jeg var udpræget fan af i netop Hardcore. Jeg er med på, at Naishuller forsøger at ramme en computerspils-agtig vibe, men når volden bliver så udpenslet og meningsløs, som den er i filmen, står jeg af (og undertegnede er ellers stor horror-/splatterfan). Du sidder ofte med en følelse af, at du ikke ved, om du skal grine eller græde, når Henry eksempelvis river bollerne af en fyr eller skubbe en anden ind i en stor, roterende generator, hvorefter det sprøjter ud med blod til højre og venstre. Men det er vel en smagssag. Skal man sige en positiv ting om Hardcore Henrys hypervold er det, at Naishuller skal have ros for at finde på så mange forskelligemåder at dræbe et menneske på. Det gjorde i hvert fald filmen tålelig og nogenlunde underholdende at se på, når det kommer til voldssiden.

Det er tydeligt at se, at Naishuller har prioriteret skuespillet nederst i hierarkiet. For sjældent har jeg set en film, hvor det er så pivelendigt. Sharlto Copley, der også tangerede til det fjollede i sin gennembrudsfilm District 9 (men hvor det rent faktisk fungerede) overspiller mere, end Ulf Pilgaard nogensinde har gjort i Cirkusrevyen. Og skurken Akans russisk-engelske accent er mere irriterende end førnævnte Pilgaard x 90. Derudover har Tim Roth måske sin mest ligegyldige birolle til dato.

Som du sikkert har kunnet fornemme er jeg en kende ambivalent omkring Hardcore. For på den ene side er det en film, der sjældent keder, på den anden er handlingen og skuespillet lige til at lukke op at skide i. Men det har sikkert også været Naishullers mission; at lave en højintens actionfilm, der undersøger de visuelle muligheder, samt hvor mange mennesker man kan nå at slå ihjel i løbet af halvanden time. Alt andet er så kommet i anden (eller niende) række. Med et større budget havde det sandsynligvis været muligt at rette op på det. Dermed ikke sagt på, at jeg håber og tror, at der kommer en 2'er. For Hardcore er én stor gimmick.