Anmeldelse: En afklædt Blake Lively kæmper for livet i ny haj-fiaskofilm

Originaltitel: The Shallows
Instruktør: Jaume Collet-Serra
Medvirkende: Blake Lively, en haj, en måge med flere 
Spilletid: 87 minutter
Premiere: 18/8 2016

Blake Lively surfer rundt på en mexicansk strand. Hun ser hamrende godt ud i den bikini. Blake Lively bliver angrebet af en haj. Hun ser stadig hamrende godt ud. Blake Lively kæmper for at nå ind til bredden. Selvom hun kæmper, råber, skriger og pruster, ser hun sgu godt ud. Så kort kan instruktør Jaume Collet-Serras The Shallows opridses. En tam fornøjelse, der er godt lavet, men fyldt med klichéer, grinagtige scener og seksuelle undertoner.

Okay, for lige at beskrive handlingen i The Shallows kort: Den medicinstuderende Nancy har netop mistet sin mor og er taget til Mexico for at bearbejde sin sorg. Hun tager ud til en øde, hemmelig strand, der var hendes mors yndlingssted. Stik imod al fornuft vælger hun at tage en tur i bølgerne. Alene. Tror hun. For under overfladen venter en gigantisk hvidhaj, der har gjort krav på bugtens uudtømmelige spisekammer og har udset Nancy som sit næste bytte. Efter at være blevet angrebet, redder Nancy sig op på en klippe, som lige rækker op over overfladen et par hundrede meter fra bredden. Hun vil ikke have en chance, hvis hun prøver at svømme, og det er derfor nu op til Nancy at snyde monsteret ved hjælp af sin intelligens, vilje og ikke mindst held.

Overlevelses-film er noget af det, Hollywood elsker. En genre, der tidligere har haft store succes som eksempelvis Buried, hvor Ryan Reynolds skulle redde sig ud af en kiste begravet dybt nede i jorden, i Gravity, hvor Sandra Bullock skulle komme sikkert ned til jorden langt oppe fra rummet og i All Is Lost, hvor Robert Redford gjorde comeback som skibbruden, der var helt alene på det store ocean. The Shallows forsøger at løfte arven, men fejler på de fleste parametre. 

Gudesmukke Blake Lively gør det fint som den altoverskyggende hovedrolle, men der er alligevel svært at tage hende seriøst. En ting, der ikke er Livelys skyld. Nej, for her havde man endelig chancen for at give en kvindelige skuespiller sit store gennembrud og vise, at hun altså kunne andet end at spille lækker i chick-flick-serien Gossip Girl. Men ak, når instruktøren så vælger at have sit fokus på, hvor pæn Lively nu engang er, falder det pladask til jorden. Udover at Lively har verdens mindste bikini på, fokuseres der på hendes bryster og røv i stor stil, mens lydbilledet mest af alt fyldes med Livelys stønnen og jamren, som var det taget fra en pornofilm. Men igen, det er ikke Livelys skyld - det er sgu bare under lavmålet, kære Jaume Collet-Serra.

Manuskriptforfatter Anthony Jaswinski fortjener absolut heller ingen medalje. The Shallows præges hele vejen igennem af klichéer, overgjorte budskaber og delvist uforståelige scener, der grænser til det pinlige. Eksempelvis som en fulderik, der vågner op på stranden (hvor fuck kom han fra?) og vælger at stjæle Nancys ting på stranden for derefter at svømme ud for at hente hendes surfbræt (undskyld mig, men han ligner ikke just en, der ved, hvordan man benytter sig af et surfbræt, eller i det hele taget har brug for et) til hans store fortrydelse (læs: hajen tager ham). Nå ja, så er der også en måge med. En måge, hvis vinge er gået af led, men som Nancy - som den gode medicinstuderende hun jo er - hjælper. Og uden at afsløre for meget har mågen en alt for stor rolle filmen igennem. Jeg er med på, at den måske fungerer som en slagsskytsengel og som et symbol på Nancys døde mor, men det hele bliver bare ALT for udtalt og i det hele taget bare dumt. Mågen, der i virkeligheden hedder noget så sejt som Sully Seagull, skal dog have ros for sit skuespil (seriøst, skrev jeg lige det?), som er roligt og afdæmpet.

Når alt det så er sagt, så er The Shallows ikke så jammerlig, som jeg måske har givet udtryk for. Hajen, filmens tredje hovedperson, er skræmmende godt lavet, uden at det er for tydligt, at der er tale om CGI-effekter. Det gør, at man ikke bare kun sidder og krummer tæer eller leer. Slutscenen - med hajen i fokus - er dog så komisk, at hele salen til pressevisningen grinede højlydt, hvilket, jeg ikke just tror, var meningen.

En anden ting, hvor filmen ikke fejler, er på spilletiden. Det er altid en udfordring at instruere en film med bare én skuespiller, men holder man sig på den rigtige side af halvanden time (læs: under), kan det aldrig gå helt galt, når det kommer til at bevare publikums interesse. Og sådan er det også i The Shallows, der trods alt formår at underholde til en vis grad.

Jeg tror dog, at The Shallows - med et ordentlig manuskript og mindre fokus på hovedpersonens bryster - kunne have været en god film. Desværre er det bare ikke tilfældet.