Anmeldelse: Hold nu kæft, hvor er den nye Star Wars-film fed!

Originaltitel: Rogue One: A Star Wars Story
Instruktør: Gareth Edwards
Medvirkende: Felicity Jones, Diego Luna, Ben Mendelsohn, Forest Whitaker
Spilletid: 2 timer 13 minutter
Premiere: 14/12 2016

6/6

Der var nok en hel del, der sukkede meget opgivende, da det tilbage i 2012 blev annonceret, at Disney havde opkøbt Lucasfilm for den nette sum af 28 milliarder kroner. Især efter Disney gjorde det klart, at man absolut havde planer om at tjene pengene ind igen, kunne de hurtige hjerner godt regne ud, at det ville betyde masser af nye Star Wars-film. Ikke nok med at fans fik endnu en trilogi om Skywalker-familien, så kunne vi også forvente en række nye spin-offs om en galakse langt langt væk. Men mon de nye film ville kunne leve op til de gamle?

Sidste år fik vi lov til at smage på første bid af Disneys Star Wars-kage, og de fleste anmeldere var enige om, at den smagte rimelig godt. J.J. Abrams brillierede i at lave en film, der på én gang fejrede de originale film og samtidig omfavnede en helt ny generation af Star Wars-fans. I år er det så blevet Gareth Edwards tur til at instruere det, der bliver første galakse-spin-off, og det lykkes ham mindst lige så godt som Abrams - hvis ikke bedre.

I Rogue One: A Star Wars Story møder vi den unge Jyn Erso spillet af Felicity Jones (Inferno). Hun er en modig oprører og datter af Galen Erso, den geniale videnskabsmand, der står bag planerne til Imperiets største våben; Dødsstjernen. Han er selvfølgelig spillet af ingen ringere end vores helt egen Mads Mikkelsen, der gang på gang hiver den mest vidunderlige form for danglish ind i enorme Hollywood-produktioner. Fred være med det, men altså.. [?st??d?st], Mads! 

Det bliver datterens opgave at finde faderens gamle tegninger over det dødbringende våben, så Oprørerne én gang for alle kan få gjort kål på Imperiet. Men da jagten på planerne til Dødsstjernen går i gang, og Jyn teamer op med Cassian Andor spillet af Diego Luna (Elysium) og den skarpe (men særdeles underholdende) droid K-2SO, viser det sig, at det måske ikke er alle på holdet, der har samme agenda. 

På Imperiets side møder vi administratoren Orson Krennic, der spilles af Ben Mendelsohn (Bloodline), og som leverer en god præstation på trods af at dække lidt for meget over den skurk, vi allesammen jo egentlig helst vil se. 

Overraskende få referencer

Historien er jo egentlig ret lige til: Datter søger sin tabte far, teamer op med en rebelsk gruppe, der er klar på det værste og kaster sig ud i jagten på faderen og planerne til det farlige våben. Det er set og gjort før på hundredevis af måder, men for Rogue One er det måske alligevel en fordel, at man ikke har forsøgt sig med et ekstra kreativt fortælleforløb. Universet er nemlig stort nok til, at man ikke behøver at bruge lang tid på at introducere karakterer, motivationer eller planeter. 

Publikum kender princippet. Der er jo ingen af os, der er i tvivl om, hvem Lord Vader er, og hvad han kan. Og alligevel føles det som om, at Rogue One trækker overraskende lidt på mulighederne, der ligger i at referere til de tidligere Star Wars-film. Der er selvfølgelig en masse af det, vi kender, men samtidig er det hele nyt og anderledes. Det er en fornøjelse, at man ikke har forsøgt at genskabe de tidligere film, men i stedet har haft nok i at fange sproget og de overordnede detaljer.

Når Rogue One med stor succes bevæger sig hen ad en lidt anden rute end de tidligere film, så er det også, fordi man har valgt at give den et touch af noget mørke, som ikke er set i lige så stort et omfang i de tidligere. Det er en mørkere tone, der i den grad klæder filmen, og som man kun kan håbe på vil give genlyd i de kommende spin-offs. 

Det gør filmen enormt sofistikeret, når den tør gå helt ud over kanten og helt sikkert også skubber til den hårde kerne af fans. Det er forfriskende og fornyende, at man ikke bare har gjort som i The Force Awakens og hyldet episode 4, 5 og 6 i stor stil. Det er der selvfølgelig lidt af - hvis der ikke var, ville man nok føle sig en smule skuffet - men det fylder så lidt, at når det kommer, har man nærmest lyst til at rejse sig fra biografsædet i ren og skær begejstring. 

Vi skal nok afholde os fra at komme med konkrete eksempler, men vi kan afsløre så meget, at det nok er de færreste, der før til sidst har formået at slå helt fast, hvornår i tid vi befinder os i forhold til de syv forrige Star Wars-film. Men når vi så får det forklaret, så giver det også enormt god mening, at man overhovedet har valgt at fortælle lige præcis den her historie.

Ingen vattet kærlighedshistorie

Ja, det mandlige publikum må desværre undvære Daisy Ridley, og det kvindelige må undvære Oscar Isaac, men Felicity Jones er noget i nærheden af den perfekte hovedrolle. Hun er for det første fuldstændigt afseksualieret (sorry, boys!), og det samme er Diego Luna (sorry, ladies!). Det giver karaktererne et drive og en autenticitet, der går smukt hånd i hånd med den mørkere side af universet, som Rogue One skildrer. 

For det andet er det hele ikke pakket ind i en eller anden vattet kærlighedshistorie, som man accepterer delvist, fordi man føler, at man skal. Filmen er ikke drevet af impulsive handlinger fra karakterernes side, men har konstant et grundlag, vi på den ene eller den anden måde har fået et indblik i. 

Det er med motivation og frygt, at filmens karakterer kaster sig ud i et rebelsk oprør mod Imperiet, og det resulterer i, at man faktisk tager deres eventyr ret alvorligt. Det hjælper selvfølgelig også på det, at man tilføjer en kampsekvens, der er så lang, at man i et øjeblik spekulerer på om Saving Private Ryan er blevet til en rumfilm.

Inkarnerede Star Wars-fans vil utvivlsomt være de første til at protestere mod det, men jeg kan simpelthen ikke holde mig tilbage. Rogue One leverer varen, jeg er kæmpe fan, og det er den bedste Star Wars-film, jeg har set! Det bliver simpelthen ikke bedre.

Rogue One: A Star Wars Story har verdenspremiere i Danmark d. 14. december 2016.

Leveret af KULTBOX.dk.