© Warner Bros.

Anmeldelse: 'Kong Arthur: Legenden om sværdet' er fucking episk

Guy Ritchies nye film om kong Arthur skuffer på ingen måde, og hvis du er klar på den ultimative kombination, hvor 'Ringenes Herre' møder 'Snatch', så vil du elske 'Kong Arthur: Legenden om sværdet'.

11. maj 2017 af Mariah Leitisstein / KULTBOX.dk

Originaltitel: King Arthur: The Legend of the Sword
Instruktør: Guy Ritchie
Medvirkende: Charlie Hunnam, Jude Law, Astrid Bergés-Frisbey, Aidan Gillen
Spilletid: 2 timer 6 minutter
Premieredato: 11/05 2017

5/6

Kong Arthur: Legenden om sværdet

Kong Arthur er stadigvæk en meget ung dreng, da vi møder ham. Hans onkel, Vortigern, har tiltvunget sig magten over kongeriget og har i samme omgang brutalt slået den unge drengs far ihjel. Overladt til sig selv vokser han op under hårde omstændigheder i byens mørkere og mere skumle dele. Og den unge Arthur bliver stærkere og stærkere og ikke mindst modigere og modigere uden at kende til sin oprindelige familie eller sin ret til tronen.

Men da vandet omkring det store slot pludselig forsvinder, dukker der noget meget mystisk op på bunden. Alle byens mænd forsøger at trække det ikoniske sværd op af stenen, men uden held. Det er dog kun lige, indtil den unge (men nu også ret så fuldvoksne) Arthur dukker op og giver det et forsøg. Og ganske som i den klassiske fortælling om ridderne ved det runde bord, trækker Arthur sværdet op af stenen. Og herfra kan det ellers kun gå for langsomt med at finde tilbage på det rigtige spor og besejre kong Vortigern – hvad enten Arthur vil det eller ej.

© Warner Bros.

'Ringenes Herre' møder 'Snatch'

Med den engelske instruktør Guy Ritchies version af Camelot skal du ikke på nogen måde nøjes med den gamle fortælling i folkesagnsversion, som bedstefar ville have foretrukket det. Næh nej, denne gang får du Ringenes Herre i en helt genial kombination med Snatch, hvor både sværd, uniformer, elefanter og effekter er ret vilde og med til at skabe et univers, du helt sikkert gerne vil have lov til at udforske på traditionel nørdet vis (og det bliver der rig mulighed for, hvis Warner Bros. beslutter at lave alle seks film – det er indtil videre planen).

Men hvis du ikke er typen, der synes, at Ringenes Herre rykker helt vildt, så vil du alligevel ikke blive skuffet. Guy Ritchie har nemlig givet filmen en skarp kant, hvor humor og tempo er kastet sammen og sikrer, at du på intet – absolut intet – tidspunkt kommer til at kede dig. De heroiske taler og de voldsomme kampscener kombineres, så det hele nærmest er syltet ind i ironisk distance. Men er det så meningen, at publikum skal forholde sig distanceret til fortællingen? På ingen måde. Det er blandt andet filmens helt fantastiske musik, der er med til at sikre, at du ikke kan gøre andet end at kaste dig ind i Camelot-eventyret. Det gør samtidig, at du bliver fuldstændigt fascineret over, hvordan man kan skrue et stykke film sammen, der hele tiden leverer elementer, som med fede drejninger og små detaljer giver dig eventyr og action, som du kender, men som du alligevel aldrig helt har set det før.

© Warner Bros.

Jude Law stjæler showet

Charlie Hunnam (Arthur) kunne man ganske enkelt ikke kræve mere af. Tilstedeværelsen er absolut, og det er tydeligt, at det må have været en fornøjelse for skuespilleren at indspille filmen. Også Jude Law (Vortigern), der er filmens skurk, formår gennem ganske få scener at gøre karakteren en anelse mere avanceret, og det klæder den. Det er nemlig en meget fin detalje at give publikum et lille indblik i Vortigerns beslutninger, der (næsten) ikke kun er gennemførte koldblodige. Et par ting, man måske er hoppet en anelse let og elegant henover, og jeg er sikker på, at Guy Ritchie sidder på et director’s cut, hvor Jude Law får lov til at brillere endnu mere. Men det er nok med fare for at stjæle showet fra Charlie Hunnam, og det duer jo selvfølgelig ikke.

Filmens største udfordring er den samme udfordring, som alle filmfranchises lider under. Man skal for det første støbe en film sammen, der fortæller noget med en start, en midte og slutning. Det er jo vigtigt, publikum ikke føler sig snydt, når de forlader biografen. Filmen skal give mening, og filmen skal slutte. Men for det andet skal der også opbygges et helt nyt univers, der peger i så mange retninger som muligt og gør klar til kommende film, så franchisen som helhed også giver mening. Og selvom det er klart for enhver, at Guy Ritchie har taget sig god tid og primært fokuseret på fortællingen som uafhængig af kommende film, så lykkes det alligevel ret fint for både Ritchie og Joby Harold (manuskriptforfatter) at støbe en karakter sammen, der utvivlsomt vil kunne bære fem film mere. Historien om Kong Arthur er blevet til en moderne genfortælling, der ikke kræver, at du har gravet i historiebøgerne – men det giver jo naturligvis altid pote, hvis du har.

Ridderne om det runde bord er der ikke meget af i denne omgang, men hvis folk beslutter sig for at gå i biografen og se Kong Arthur: Legenden om sværdet på trods af de lunkne engelske og amerikanske anmeldelser, så er jeg sikker på, at det sagtens kunne blive titlen på film nummer to (eller tre, fire, fem eller seks).

Kast dig ud i det, og lad dig overvælde af alt, hvad den her film har at byde på. Den er ganske enkelt fucking episk.

Og gør dig selv en tjeneste, og lyt til filmens soundtrack. Ge-ni-alt!

Leveret af KULTBOX.dk.

Måske er du interesseret i...

Hvad synes kvinderne?

Mest læste