Anmeldelse: 'Snowden' giver dig lyst til at investere i en Nokia 3310

Leveret af Kultbox.dk

Originaltitel: Snowden
Instruktør: Oliver Stone
Medvirkende: Joseph Gordon-Levitt, Shailene Woodley, Scott Eastwood, Nicolas Cage, Rhys Ifans, Tom Wilkinson
Spilletid: 134 minutter
Premiere: 29/9 2016

4/6

Det kan ikke benægtes, at den Oscar-vindende instruktør Oliver Stone har en forkærlighed for alt, hvad der drejer sig om konspirationsteorier, og det er jo egentlig forståeligt nok. Det er ofte urimeligt spændende emner, og den slags indhold giver rig mulighed for at dramatisere og til tider også overdramatisere den historie, der skal fortælles. Man fornemmer tydeligt, at Oliver Stone i Snowden har været opmærksom på den troværdighed, som filmen gerne skulle bestå af, og det har blandt andet resulteret i, at der er gået langt mindre Hollywood i den, end der plejer, når det er Stone, der er bag filmrattet - og det fungerer faktisk rigtig godt.

Snowden handler om den amerikanske whistleblower Edward Snowden (spillet af Joseph Gordon-Levitt), der i 2013 formåede at lække tusindvis af fortrolige CIA-dokumenter og på den måde afslørede, at USA og Storbritannien over lange perioder havde overvåget både politikere, privatpersoner og store selskaber i hele verden. Afsløringen ledte til, at Snowden på én og samme tid blev udråbt som landsforræder såvel som en af de største helte i det 21. århundrede.

Filmen tager udgangspunkt i Snowdens personlige rejse, der tvinger ham til at forlade sit amerikanske hjem til fordel for eksil i Hong Kong og efterfølgende i Rusland. I samarbejde med en filmdokumentarist og en journalist er Snowden fra sit eksil i stand til at fortsætte de lækager, der efterfølgende skulle resultere i, at han blev den mest eftersøgte amerikaner i verden. 

Oliver Stones Snowden lægger vægt på whisteblowerens eget blik på de moralske problematikker, og det er da også tydeligt, at der er blevet kælet for både de historiske og de personlige detaljer, så publikum (næsten) føler, at de ser en (måske noget overdramatiseret) dokumentarfilm. Joseph Gorden-Levitt leverer fx en præstation, der burde være en af de bedste i hans karriere. Desværre vil den nok ikke blive husket sådan, da det er noget svært for publikum at leve sig helt ind i det, der foregår i hovedet på den noget indelukkede og lidt nørdede fyr. Snowden er nemlig langt fra de noget så sprudlende hovedpersoner, vi ellers kender fra andre af Stones store film.

Det er måske i samme omgang derfor, at filmen gør brug af en del flashbacks, hvor publikum tages tilbage til Snowdens lidt yngre dage. Her tegnes det tydeligt op, hvordan man skal forstå Snowden, og hvad der ligger til grund for de ting, han senere vælger at gøre. Det er en vellykket måde at skabe sympati for karakteren på, og man kan let forholde sig til både de moralske problematikker og hele overvågningskonceptet, som - lad os være helt ærlige - er fuldstændigt vanvittigt, når man først begynder at tænke over det. Fra et brugerperspektiv er det svært ikke at være enig med det, Snowden vælger at gøre.

Filmen er spændende og nervepirrende, og selvom man flere gange ikke kan lade være med at spørge sig selv, om det nu også kan være rigtigt, og om det nu også skete på så sensationel vis, som det bliver fremstillet af Stone, så kan man alligevel ikke lade være med at leve sig ind i filmens fortælling og derefter forlade biografen i komplet og fuldstændig ukontrollerbar paranoia. Har du fx konsekvent sørget for at have en post-it sat på dit webcam? Og burde man egentlig ikke bare overveje at gå tilbage til de gode gamle Nokia 3310-dage, hvor overvågningsprocessen var en hel del sværere for alverdens hackere?

Hvis man vil sætte pris på Oliver Stones fortælling om Edward Snowden, så skal man først og fremmest ville vide mere om manden bag det hele, for det er det, filmen sørger for at give dig. Hvis du vil have tjubang-hvor-det-går eller mere følelsesladet Hollywood-momentum, så må du nok vente på Stones næste film. Og så kan det selvfølgelig diskuteres, hvor god en idé det er at lave en film om en historie, der i princippet fortsat er i gang. Snowden er stadigvæk i eksil i Rusland og kan ikke vende hjem til USA, og digitaliseringens magt er stadigvæk altomfattende. Det betyder, at filmen i princippet ikke kan runde sig selv af, og afslutningen på historien må publikum altså selv sørge for at holde sig orienteret omkring.

Og hvis man aldrig nogensinde har hørt om Edward Snowden før, så vil filmen jo naturligvis fungere som en kæmpe øjenåbner, hvor Oliver Stone for første gang i mange år ikke er bange for at pege på, hvem han mener, der er skurken.