© SF Film

Anmeldelse: Stor, større, Kong: Skull Island

Det kunne være så skidt, men det er det faktisk ikke. Kong: Skull Island er overraskende god underholdning, hvis man tager filmen for det, den er.

9. marts 2017 af Jakob Flarup

Originaltitel: Kong: Skull Island
Instruktør: Jordan Vogt-Roberst
Medvirkende: Tom Hiddleston, Brie Larson, Samuel L. Jackson, John C. Reilly med flere
Spilletid: 118 minutter
Premiere: 9/3 2017

4/6

Hvor stor kan en abe blive? Kong: Skull Island giver dig svaret. I det nyeste take på King Kong-sagaen vrimler det med gigantiske monstre, kreaturer og insekter, lige som instruktør Jordan Vogt-Roberts svinger om sig med referencer til den oprindelige historie. Og det er der kommet et gedigent og yderst underholdende actionbrag ud af. En film, der ikke tager sig selv alt for seriøs og forstår at skabe grin på de helt rigtige tidpunkter. Ikke ulig med store genre-klassikere som eksempelvis Predator, selvom Kong: Skull Island formentlig hurtigt vil gå i glemmebogen. Det ændrer dog ikke på, at du forlader biografen med en tilfredsstillende fornemmelse. 

Plottet helt kort: Kaptajn James Conrad (Tom Hiddleston) bliver hyret af et par videnskabsmænd til at samle en gruppe eksperter til en hemmelig ø-ekspedition i Stillehavet. Eksperter, der udover forskeren Randa (John Goodman) blandt andre består af fotografen Mason Weaver (Brie Larson), oberstløjtnant Packard (Samuel L. Jackson) og en flok tungt bevæbnede militærfolk. Da de ankommer til øen, finder de hurtigt ud af, at øen gemmer på en række naturkræfter, som ingen i deres vildeste fantasi havde set komme, ligesom det går op for dem, at de uden tvivl er sidste led i fødekæden. Og så går der ikke lang tid, før det viser sig, at hver enkelt person har deres helt egen dagsorden for missionen.

Ja, plottet er ret dumt. Men det skal det næsten også være, når vi har med popcorn-action at gøre. Undertegnede er egentlig også ligeglad med plottet i denne genre, så længe det bare har en snert af sammenhæng. For det skal i min optik bare underholde. Og det gør Kong: Skull Island. Så snart vores personer er kommet i sikkerhed fra ét monster, møder de et andet. Du når på ingen måde at få pusten, og det er sådan, det skal være. Alt imens smider karaktererne, der i øvrigt har lige så meget dybde som et stykke A4-ark, om sig med dumme replikker og oneliners. Men det er fuldstændig lige meget. Det er jo ikke et karakterbårent drama, du er vidne det.

© SF Film

I det hele taget er det bare imponerende at se det cast, som Jordan Vogt-Roberts har formået at samle sammen, når man tænker på, at han blot har én tidligere biograffilm på sit CV. Brie Larson, der vandt en Oscar for ’Bedste Kvindelige Hovedrolle’ sidste år, Tom Hiddleston, der vel er et af Hollywoods hotteste navne pt., legender som Samuel L. Jackson og John Goodman og et helt hold af andre kendte ansigter som Thomas Mann (Blood Father), Corey Hawkins (The Walking Dead), Toby Kebbell (Dawn of the Planet of the Apes) og Shea Whigham (Boardwalk Empire). Selvom det er svært at fremhæve noget særligt ved præstationerne, er der alligevel en skuespiller, der skal have credit, og som stjæler billedet fra første gang, han viser sig på skærmen. John C. Reilly. Han spiller en tidligere 2. Verdenskrig-officer, der har tilbragt 28 år på øen. Fra sjove og skarpe bemærkninger til en mimik, der er svær ikke at forelske sig i. Han er filmens comic relief. Et comic relief, der på mærkværdigvis fungerer.

Som skrevet er filmen tro mod King Kong-universet og refererer lystigt til den originale historie. Eksempelvis er det filmens kvindelige islæt, der finder ud af, at Kong måske ikke er så ond som første antaget. Der er den obligatoriske kvinde-rører-Kong-scene, Kongs ”bryst-buldren”, lige som Kong også på et tidspunkt skal bryde ud af nogle store jernkæder. Det bliver aldrig for søgt og virker egentlig blot som en kærlighedserklæring til både den første King Kong fra 1933 og Peter Jacksons version fra 2005.

© SF Film

Visuelt er der heller ikke at sætte en finger på. Og det burde også være svært, når filmen har haft et budget på mere end 1,3 milliarder kroner (okay, G.I. Joe: The Rise of Cobra formåede alligevel at fucke det op med et milliardbudget). Kong er mesterligt animeret, og dens ansigtsmimik har det hele – fra ekstremt pissed til forstående og sørgmodig. Og så giver filmens slutsekvens, der selvfølgelig byder på et monstrøst showdown mellem Kong og en anden af øens farer, jeg ikke vil komme yderligere ind på, både Transformers, Pacific Rim og Jurassic World kamp til stregen. En kamp, som Kong: Skull Island nemt vinder, hvis du spørger mig.

Måske er du interesseret i...

Hvad synes kvinderne?

Mest læste