Anmeldelse: T2 Trainspotting er ét stort nostalgitrip der dog aldrig forløser sig

Renton, Sick Boy, Spud og Begbie er tilbage. 20 år ældre og 20 år klogere. Men samme geniale og adrenalinpumpende niveau som den første film, når T2 Trainspotting aldrig.

2. marts 2017 af Jakob Flarup

Originaltitel: T2 Trainspotting
Instruktør: Danny Boyle
Medvirkende: Ewan McGregor, Ewen Bremner, Jonny Lee Miller, Robert Carlyle med flere
Spilletid: 117 minutter
Premiere: 2/3 2017

3/6

Sick Boy lever af at afpresse højtstående forretnings- og embedsmænd, mens han sniffer mere kokain end det københavnske natteliv til sammen, Begbie har siddet i fængsel i halvdelen af sit liv, Spud sprøjter stadig heroin ind i årerne, mens Renton er kommet ud på den anden side af misbruget - dog stadig alt andet end succesfuld. De 20 år har været hårde imod de fire drenge (mænd) fra Danny Boyles kultfilm Trainspotting fra 1996. Nu er den længe ventede 2’er så klar, som sætter en streg under, at Boyles karriere har været en kende svingende, siden han i 90’erne og start-00’erne slog sit navn fast som ham, der lavede rablende vanvittige, sjove og absurde film om skæve eksistenser.

Mark Renton (Ewan McGregor) vender tilbage til det eneste sted, han nogensinde har følt sig hjemme: I Edinburgh, Skotland. I den første film stak Renton af med en stor sum penge – en ting, hverken Sick Boy (Jonny Lee Miller) og Begbie (Robert Carlyle) har tilgivet ham for. Udover de tre sølle skæbner venter der også Renton en række gamle bekendte; nemlig temaer som sorg, tab, glæde, hævn og selvfølgelig stofferne. Alt sammen noget, der vikler ham ind i en farefuld færd imod håbet om at gøre det godt igen.

Hvor første film var en ekstremt tempofyldt film før sin tid, som selv i dag virker som en duracell-kanin på speed, har 2’eren desværre mistet noget af den gnist og vildskab, som var kendetegnende den første film. Og det er ikke bare fordi, vores hovedpersoner er blevet det ældre. 

Der er ikke tvivl om, at Boyle stadig er en mesterinstruktør. Det så man senest med forrige års fremragende Steve Jobs, mens både 127 Hours og Slumdog Millionaire ligeledes har været fine tilføjelser til den britiske instruktørs CV gennem de seneste år. Men når man ser på, hvilke type film han for alvor brød igennem med – 28 Days Later og selvfølgelig den første Trainspotting – så har han simpelthen ikke evnen længere til at bevare samme hastighed og galskab en hel film igennem. T2 Trainspotting kaster om sig med referencer til den første film og er mest af alt et nostalgi-trip. Men størstedelen af vejen er det en halvkedelig fornøjelse, hvor forløsningen udebliver, uden at der dog er tale om en fadæse. Lidt ligesom hvis Oasis blev gendannet og spillede på Orange Scene.

Men på trods af det får du da noget underholdning for pengene. Ingen tvivl om det. Når Spud (Ewen Bremner) forsøger at tage livet af sig selv og brækker sig, mens han har en plasticpose over hovedet, klukker du af det noget morbide scenarie. Det samme gør du, når Begbie får en medfange til at stikke ham i maven som et led i sin plan om at flygte fra fængslet. 

Stilistisk er det også en fornøjelse at se den dansk bosiddende Anthony Dod Mantles kameraarbejde. Grynede billeder, flashy effekter og selvfølgelig de velkendte freeze frames, du så i den første film, virker bare godt og er vel noget nær det eneste – sammen med filmens soundtrack - der holder samme høje standard. For som altid har Boyle fingeren på pulsen, når det kommer til musik, der virker på det store lærred. Udover at det lige bliver til et kort genhør med Underworlds Born Slippy (i en Slow Slippy-version), byder T2 Trainspottings soundtrack også på kunstnere som Run-D.M.C., Blondie, Iggy Pop og Young Fathers. Kunstnere med en umiskendelig og yderst effektfuld lyd.

Derudover er højdepunktet selvfølgelig Begbies iltre temperament, som ikke har ændret sig meget fra 1’eren. Han svinger stadig om sig med bandeord og er ikke bleg for at pande folk ned, han ikke kan lide.

De 20 år har dog ikke været specielt gode ved Ewan McGregor, som i min optik er alt for anonym i forhold til den første film, hvor han passede perfekt ind som udmagret heroin-junkie. Han giver mig lidt en følelse af at se en film med Jason Bateman; at rollen kunne være spillet af hvem som helst. Derudover har jeg et problem med Ewen Brenner. Han stupide fjæs får mig til at græmmes, ligesom jeg synes, at han overspiller sin rolle som Spud - mere end i den første film, hvor balancegangen var helt perfekt. Og nå ja, udover vores fire venner får du selvfølgelig også hilst på Diane (Kelly Macdonald), der dog mest af alt er med for det nostalgiske. I T2 Trainspotting har en pige ved navn Veronika (Anjela Nedyalkova) overtaget Dianes plads som gruppens kvindelige islæt. Hun bidrager ikke rigtigt med noget, andet end at hun er lækker og kommer til at spille en central rolle for filmens noget tvivlsomme sideplot, der igen inkluderer en stor sum penge.

Men hvad fanden? Havde man regnet med en efterfølger, der kunne hamle op med den første Trainspotting? Nej, vel? Så når det så er sagt, er T2 Trainspotting præcis som ventet, og går du i biffen med den indstilling, så er det sgu en alright popcorn-film.

Måske er du interesseret i...

Hvad synes kvinderne?

Mest læste