De 10 bedste film i 2016 - indtil nu
Vi er lidt mere end midtvejs i 2016, hvor der stadig er masser af fede film i vente. Men allerede nu har flere opsigtsvækkende, spændende og eminente film haft dansk biografpremiere. Vi kårer de 10 bedste - og der er en del overraskelser i blandt.
Der er for det meste kutyme for, at sidste års Oscar-kandidater i USA først rammer de danske biografer i starten af det følgende år. Og det har da også været tilfældet i år. Derfor er flere af årets film da også fra 2015.
Vi lægger ud med en række gode bobler (afbilledet), som desværre ikke nåede toppen: The Hateful Eight, Youth, Junglebogen, The Conjuring 2, Dheepan, The Revenant, Steve Jobs, Anomalisa, The Diary of a Teenage Girl og Mustang.
Årets overraskelse? JA! Deadpool tog røven på alt og alle. Også vores anmelder, der i sin 4-stjernede anmeldelse skrev:
"Ryan Reynolds, der var en fadæse i The Green Lantern, og som jeg altid har haft et stramt forhold til (hvem sagde flødebolle?) er forrygende castet som den rapkæftede og dybt sarkastiske hovedperson, der bare ikke gider at være superhelt, og som er stoppet med at give en fuck for noget som helst. Hans mund står aldrig stille, og de øvrige karakterer i filmen får sjældent lov til at få et ord indført, da han fylder hver eneste pause ud med vanvittige jokes. Man kan roligt sige, at han stjæler billedet totalt."
Årets mest nervepirrende, psykologiske thriller indtil videre. 10 Cloverfield Lane er på trods af et lille cast og en klaustrofobisk kulisse (læs: I en bunker) vanvittigt underholdende og spændende lige til det sidste. Filmen deler ifølge producer J.J. Abrams blod med den fænomenale found footage-film Cloverfield fra 2008 - uden at tage udgangspunkt i samme historie på nogen måde. Michelle (Mary Elizabeth Winstead) vågner op i en kælder for at finde ud af, at verden er blevet ødelagt af et atomangreb. En ting, som en underlig mand ved navn Howard (John Goodman i topform), der har taget sig af hende, fortæller. Men taler Howard sandt? Eller er der andre kræfter på spil? Som publikum sidder du hele tiden med en uvished, der får dig helt ud på kanten af sædet, og som ikke bare fucker med Michelles, men også din psyke. En lille, i danskbiografregi,overset perle.
Klart en af de fedeste Marvel-film til dato. Så kort kan det siges. Vores anmelder var da også aldeles begejstret og uddelte fem stjerne til det storladne superheltebrag. Han skrev:
"Civil War virker på mange måder som den mest modne film i Marvel-universet hidtil. Den er både mørk og dyster og samtidig sjov og befriende. Det er én stor, episk popcorn-crowdpleaser, der ikke forsøger at give et endeligt svar på, hvem du skal holde med. Eller hvem der skal trække sig sejrsrigt ud af den store battle mellem Team Cap og Team Iron Man. For her er der kun én virkelig vinder; nemlig Team Marvel."
Et for mange overset mini-mesterværk havde tilbage i februar dansk premiere. En mavepuster af de helt store om en mand, der forsøger at finde mening med livet, alt imens han skal passe sin syge mor.
James White er en deprimerende, barsk og kynisk omgang, som giver dig en af de største emotionelle rysteture i lang tid. Christopher Abbott, der mest af alt er kendt for at have en rolle i serien Girls, fortjener al den ros og hæder, han kan få, for sit portræt af den selvdestruktive James White, hvis liv er i forfald.
Filmen er instruktør Josh Monds debut, og man må virkelig give ham kredit for at få det meste til at lykkes.
Shane Black er tilbage - stærkere end nogensinde. I sin seneste film tager han dig tilbage til 70'erne og giver dig en historie om korruption, detektivarbejde og? ja, porno. Vores anmelder mente, at det var årets sjoveste og vildeste film til dato og kvitterede med fem stjerner. Han skrev:
"Filmen balancerer perfekt imellem komedie- og film noir-genren. Den fornemme, forrygende og stilistiske 70'er-æstetik leder både tankerne hen på Paul Thomas Andersons Inherent Vice og samme instruktørs Boogie Nights. Faktisk er det svært ikke at tro på, at netop disse to film har dannet grundlag for inspiration for Shane Black (hallo, en forsvunden pige samt pornoindustrien? You bet!), men det gør intet, når det fungerer så godt, som det gør."
Brie Larson tog yderst fortjent Oscaren for 'bedste kvindelige hovedrolle' i år for sin skildring af en fortvivlet og ødelagt mor, der udover at opdrage sin fem-årige søn, Jack, også må finde sig i at fungere som sexslave for en sadistisk mand, der holder både moren og Jack indespærret i et lille rum.
Jack er født og opvokset i rummet og har aldrig set verden på den anden side. En verden, han intet begreb har om, hvor stor er. En dag beslutter moren sig for, at nok er nok, og at Jack er stor nok til at hjælpe hende med at flygte.
Room er filmatiseringen af Emma Donoghues bog af samme navn og har elementerne til at kunne blive en klassiker. Skuespillet er fantastisk - både fra Brie Larson og lille Jacob Tremblays side - og filmen er så tro imod bogen, som den kan være. Formentlig takket være Donoghue, der selv har været med til at udforme manuskriptet.
Det er en rørende og rystende fortælling om en mor og hendes søns kamp for at komme tilbage til livet. Et liv, som sidstnævnte aldrig har haft.
Af de tre mulige film, der reelt kunne tage Oscar-statuetten (de to andre var The Big Short og The Revenant) for 'Bedste Film' tilbage i februar, var Spotlight den rigtige vinder, om end det kom som en stor overraskelse for mange. Det er den sande beretning om Boston Globes optrapning af en af de største skandaler om misbrug af børn i nyere tid: Katolske, pædofile præsters systematiske overgreb, som kirken dækkede over.
Spotlight er en fabelagtig ensemble-film med stærke præstationer af både Mark Ruffalo, Rachel McAdams, Liev Schreiber og Michael Keaton. Og selvom en film om undersøgende journalistik kan lyde kedelig, så har det lige fået en godt skud med Hollywood-bøssen, der gør den både underholdende og spændende helt frem til rulleteksterne.
Brooklyn er en af de film, der ikke gør så meget andet end at fortælle en smuk, lille historie om en ung pige, der tager fra Irland til USA i 50'erne, og senere vender hjem som kvinde. Det er et fantastisk underspillet melodrama med en blændende Saoirse Ronan i hovedrollen, hvor ingen er onde, men hvor det alligevel går op i en højere enhed. Det er klart instruktør John Crowleys bedste film siden den hjerteskærende Boy A fra 2007; en film, der nok ikke vil falde i alles smag, men som du alligevel bør give en chance.
Carol er nok ikke en film, der rammer specielt meget ned i M!s målgruppe, men nogle gange er det godt at udvide sin horisont. Det er en af de bedst anmeldte film i USA fra sidste år og handler om en ung kvindelig fotograf, der indleder et forhold med en ældre kvinde i 50'ernes New York (jo, den indeholder en sexscene med Cate Blanchett og Rooney Mara!).
Det er Todd Haynes, som tidligere har stået bag melodramaerne Far From Heaven og Mildred Pierce (mini-serie-versionen), der instruerer. En ting, han gør vanvittigt godt. Carol er en stilfærdig, men bjergtagende film, der er gudesmukt skudt af Haynes' vanligt brugte kameramand, Edward Lachman.
Holocaust er aldrig blevet portrætteret på så ubarmhjertig og brutal en måde som i Son of Saul. Den er filmet i ekstremt effektfuld close-up og er som et levende mareridt, hvor både hovedpersonen og seeren forsøger at finde mening i en meningsløs verden, uden det lykkes. Det er et uafrysteligt mesterværk, som kommer til at sidde i kroppen i lang tid efter rulleteksterne.
Den ungarske film vandt helt fortjent Oscaren for 'Bedste Ikke-engelsk-sprogede Film' tilbage i februar, og akademiet ville da også have noget at forsvare, hvis det ikke var sket. Det er klart den bedste debutfilm, undertegnede har set i mange år - hvis ikke nogensinde. Alligevel er det ikke en film, du har lyst til at se mange gange i løbet af dit liv - altså medmindre din sympati ligger ved den lille mand med det trimmede overskæg.
