Hacksaw Ridge byder på nogle af de mest realistiske krigsscener siden Saving Private Ryan
10 år er gået, siden Mel Gibson sidst instruerede en film. Nu er han tilbage med krigsfilmen Hacksaw Ridge, der er Gibsons bedste siden Braveheart.
Originaltitel: Hacksaw Ridge
Instruktør: Mel Gibson
Medvirkende: Andrew Garfield, Teresa Palmer, Vince Vaughn, Sam Worthington, Hugo Weaving med flere
Spilletid: 131 minutter
Premiere: 10/11 2016
4/6
- Er du såret?
- Nej, svarer Desmond Doss, der på mirakuløs vis på egen hånd lige har reddet 75 sårede soldaterkammerater i det japanske krigshelvede under 2. Verdenskrig. Uden at have båret et eneste våben på noget tidspunkt.
Og nej, Doss har måske ingen fysiske skrammer, men hans tomme blik i Mel Gibsons nye, biografiske krigsepos, Hacksaw Ridge, siger alt. For krig er noget, Djævlen har skabt, og sætter sig som et dybt ar på sjælen - også selvom du nu kan kalde dig national helt.
Desmond Doss voksede op med en alkoholisk far, der aldrig var kommet sig over at have overlevet Første Verdenskrigs skyttegrav, hvor han havde set sine bedste barndomsvenner dø på slagmarken. Som syvendedagsafventist - altså dybt religiøs - var Doss erklæret og overbevist pacifist (læs: han nægtede at røre våben). Alligevel meldte han sig som sygehjælper under 2. Verdenskrig, som han mente var en 'retfærdig krig'.
Inden han blev sendt til Okinawa, Japan, havde han kæmpet en kamp for retten til at tjene sit land uden at bære våben. En tid, hvor han blev hånet og tævet af sine soldaterkammerater, der anså ham som en kujon og kryster, men som senere skulle komme på andre tanker. For Doss var alt andet en kujon. Hans deling skulle kæmpe mod japanerne på den store klippe, der gik under navnet 'Hacksaw Ridge'. Da ordren om tilbagetrækning af de amerikanske styrker, som så at sige var blevet bombet og skudt sønder og sammen, valgte Doss at tage sagen i egen hånd. For at hjælpe sine sårede kammerater og bringe dem i sikkerhed fra den krigshærgede klippe. En ting, der i sidste ende sikrede ham en 'Medal of Honor' som den hidtil eneste 'militærnægter' i USAs historie.
Mel Gibson vender for første gang i 10 år tilbage i rollen som instruktør, efter han har været frosset ud i Hollywood på grund af en række antisemitiske udtalelser tilbage i 2006, hvor han lavede den halvfesne Apocalypto. Og det gør han med manér. For Hacksaw Ridge er, på trods af at det ikke er et mesterværk i Braveheart-stil, Gibsons bedste, siden William Wallace red sin sejrsgang over hele verden tilbage i 1995.
Uip.dk
Desmond Doss spilles af Andrew Garfield (The Social Network, The Amazing Spider-Man), der vel nok er en af Hollywoods mest hotte skuespillere i øjeblikket. Og han er god som den lidt klodsede Doss, der går fra at være lokal hillbilly til at være en af de største amerikanske helte i landets krigshistorie. Han skaber dybde i en karakter, der synes meget svær at have at gøre med, og der er næsten umulig at forestille sig, at den unge amerikaner har spillet Spider-Man. Om karakteren så er så stærk, at det i sidste ende vil skaffe ham sin første Oscar-nominering, er jeg dog i tvivl om, da feltet i hovedrolle-kategorien indtil videre ser ud til at blive enormt stærkt i år. Men ros skal han i hvert fald have.
I birollerne ses blandt andet den skønne Teresa Palmer (Warm Bodies) som Doss' kone Dorothy, der er med ham hele vejen, mens Vince Vaughn, der for alvor er trådt ind i de voksnes rækker, efter han medvirkede i True Detectives sæson 2, ses som den hidsige, men godhjertede Sergent Howell.
Men som enhver anden amerikansk heltehistorieforfalder Gibson til at blive yderst patriotisk og sentimental, hvilket Hacksaw Ridges cheasy-faktor i dén gradillustrerer. Dialogen er langt henad vejen klodset, utroværdig og klichéfyldt,mens hyldesten af Desmond Doss tager overhånd og selvfølgelig - indenrulleteksterne - ender ud i flere sekvenser med de virkelig personer. Men deter nok bare, som vi danskere tænker. Amerikanerne elsker den slags.
Uip.dk
Det religiøse spiller selvfølgelig en stor rolle, hvilket for nogen vil komme til at virke en anelse kvalmt, men set fra vores hovedpersons synspunkt synes jeg egentlig, at det er relevant nok. Mel Gibson har været nødt til at integrere den del, da Doss vitterligt bad til Gud igen og igen ude på den ødelagte slagmark. En ting, han altså ikke kunne udelade, og som i min bog heller ikke bliver for meget.
Der, hvor Hacksaw Ridge virkelig trækker sine stik hjem, er med krigsscenerne. Det er brutalt, hyperrealistisk, kynisk og in-your-face! Der er afsprængte lemmer og tarme, der vælter ud af de gennemhullede kroppe. Jeg mindes ikke at have set lignende siden Saving Private Ryan, og det giver vitterligt fornemmelsen af selv at overvære kriges barske realiteter, uden det - selvom det kan lyde sådan - bliver voldspornografisk.
Hacksaw Ridge er alt i alt et fint comeback til instruktør Gibson og en historie, der er med til at give håb i en verden, der måske er ved at løbe af sporet.
