"It Comes at Night" kan meget vel gå hen at blive den uhyggeligste film i år

Se den skrækindjagende første trailer lige her.

18. februar 2017 af Jakob Flarup

2017 ser allerede nu ud til at blive et fabelagtigt år for gyserfans. Af film kan nævnes remakes af både Fredag den 13., Suspiria og Stephen King-klassikeren It, den franske Raw, der ved tidlige visninger har fået folk til at besvime og kaste op, Get Out, som modtog store roser på årets Sundance-festival, kvinde-horror-antologien XX samt en ny Insidious- og Alien-film.

Nu melder instruktør Trey Edward Shults, der blev skamrost for sidste års komediedrama Krisha, sig ind i kampen om, hvilken film der skal blive årets gyserfilm. Om ikke andet så i hvert fald den uhyggeligste, når man ser den første trailer til It Comes at Night.

Filmen, der efter planen får premiere 25. august, har kendte navne som Joel Edgerton (Black Mass, Warrior), Riley Keough (Mad Max: Fury Road, American Honey) og Christopher Abbott (Girls, James White) på rollelisten. Den handler om en familie, der skjuler sig på en øde gård fra en ”overnaturlig trussel”, som ”terroriserer verden”. Bum!

Traileren giver ikke meget væk, hvad angår handlingen, men det er alligevel svært ikke at blive skræmt bare en smule af teaserens ekstreme dysterhed. Vi glæder os i hvert fald enormt meget.

Måske er du interesseret i...

Hvad synes kvinderne?

Mest læste