Mel Gibson gør comeback med storslået krigsdrama: 5 fede biograffilm du skal se i november

Mel Gibson er tilbage efter 10 års pause fra instruktørstolen. Og hans nyeste film ser ud til at være hans mest interessante siden Braveheart. Se den her - sammen med fire andre!

27. oktober 2016 af Jakob Flarup

The Girl With All The Gifts

Premiere: 3/11

Med: Gemma Arterton, Glenn Close, Paddy Considine med flere

Derfor skal du se den: Ud af ingenting kommer denne britiske zombiefilm, der allerede har høstet godt med roser i USA, og som blandt andet blev kaldt den bedste zombie-film i årevis af filmmagasinet Empire. Det er en coming-of-age-historie, der foregår i en nær, dystopisk fremtid, hvor en forsker og en lærer møder pigen Melanie, der besidder nogle særlige kræfter. Det er instruktør Colm McCarthy, der instruerede hele anden sæson af Peaky Blinders, som står bag filmen. Og hvis bare The Girl With All The Gifts er halvt så god som Danny Boyles mesterværk, 28 Days Later, fra 2002, er vi yderst intrigued. 

Girl Asleep

Premiere: 10/11

Med: Bethany Whitmore, Harrison Feldman, Matthew Whittet med flere

Derfor skal du se den: Det ligner en af de bedste debutfilm i lang tid, når man ser på de amerikanske anmeldelser af Rosemary Myers Girl Asleep. En film, der handler om en teenagepige, der ikke kan klare tanken om, at hun snart er voksen. At dømme ud fra traileren ligner det noget, Wes Anderson lige så godt kunne have lavet. Og det er i vores øjne slet ikke en dårlig ting.

Hacksaw Ridge

Premiere: 10/11

Med: Teresa Palmer, Andrew Garfield, Vince Vaughn

Derfor skal du se den: Så er der patriotisme på programmet, når Mel Gibson blænder op for sin første film som instruktør i 10 år. Hacksaw Ridge er den sande fortælling om militærlægen Desmond T. Doss, der under 2. Verdenskrig tjente sit land under Slaget ved Okinawa. Men Doss var ikke som mange andre af de purunge og håbefulde amerikanske mænd, da han nægtede at bære våben og dræbe folk. Doss spilles af Andrew Garfield, der for alvor fik sit store Hollywood-gennembrud som Peter Parker i The Amazing Spider-Man tilbage i 2012. Forhåbentligt er der tale om Gibsons bedste film siden Braveheart – hvilket selvfølgelig heller ikke siger så meget (jo, Apocalypto var latterlig, og The Passion of the Christ mere pinefuld end det, Jesus måtte gå igennem).

Fantastiske Skabninger… Og hvor de findes

Premiere: 17/11

Med: Ezra Miller, Eddie Redmayne, Colin Farrell med flere

Derfor skal du se den: Øhh, behøver vi at give en ordentlig grund til det? Det er filmatiseringen af JK Rowlings bog af samme navn, og handlingen finder sted i samme univers, som Harry Potter slår sine folder i. Det er fortællingen om forfatter Newt Scamander og hans eventyr i den magiske verden, 70 år før Harry Potter læser hans bog på Hogwarts. Selvfølgelig instruerer David Yates – manden bag fire af Harry Potter-filmatiseringerne. Filmen her er dog blot den første i en trilogi, men vi glæder os alligevel så meget, at det kilder lidt i tryllestaven. Ikke mindst takket være den episke trailer.

Little Men

Premiere: 17/11

Med: Greg Kinnear, Jennifer Ehle, Paulina García med flere

Derfor skal du se den: Iri Sachs er manden, der blandt andet lavede det fremragende 2012-drama Keep the Lights On med Thure Lindhardt i hovedrollen. Forrige år instruerede han den fine Love is Strange, og nu er indie-instruktøren så tilbage. Denne gang med et vaskeægte familiedrama. To drenge, Jake og Tony, bliver venner, da Jake flytter ind i den bygning, hvor Tony bor. Jakes far planlægger at hæve huslejen i bygningen, da han har arvet skødet dertil. Det resulterer i stigende spændinger mellem Jakes forældre og Tonys mor, som de to drenge, selvom de ikke har lyst til det, bliver en del af. Filmen har allerede fået fine ord med på vejen af de amerikanske anmeldere, hvor flere har kaldt Little Men for Sachs’ bedste film til dato.

Måske er du interesseret i...

Hvad synes kvinderne?

Mest læste