Mother! er som at se en Von Trier-film på narko – men betyder det også at den er god?

ANMELDELSE: Instruktøren bag Black Swan, Darren Aronofsky, har skabt ét langt, surrealistisk mareridt, der er tung på symbolik og nok må betegnes som årets vildeste biograffilm hidtil.

14. september 2017 af Jakob Flarup

Originaltitel: Mother!
Instruktør: Darren Aronofsky
Medvirkende: Jennifer Lawrence, Javier Bardem, Ed Harris, Michelle Pfeiffer med flere
Spilletid: 2 timer 1 minut
Premieredato: 14/9 2017

3/6

Lad det være sagt med det samme. Jeg var ikke ubetinget begejstret for Darren Aronofskys nyeste bibel-epos, Mother! Det på trods af, at det nok er den vildeste og mest kontroversielle film, jeg har set i biografen i år. For den irriterede mig grænseløst.

I Mother! lever mor (Jennifer Lawrence) og Ham (Javier Bardem - ja, ingen bliver aldrig nævnt ved navn) en idyllisk tilværelse i et gigantisk hus ude på en øde mark langt væk fra alting. Det er deres paradis. Mor har indfundet sig i rollen som muse for Hams digterkunst. Hun elsker alt, han skribler ned på papiret, og er den underdanige i deres forhold; alt drejer sig om ham. Men en dag afbrydes deres stille liv, da det banker på døren. Først en mand (Ed Harris), dernæst en kvinde (Michelle Pfeiffer) og kort tid efter deres to voksne sønner (Domhnall og Brian Gleeson, der også er brødre i virkeligheden). Ham er den gæstfri, mens mor blot kan se på, at deres lykke krakelerer, alt imens besøgene eskalerer. Hvor kommer alle de mennesker fra, og hvad vil de?

Som du måske kan læse på ovenstående, har Mother! på ingen måde et stringent og lineært handlingsforløb. Det hele er som ét langt, surrealistisk mareridt, du bare gerne vil have til at stoppe. Egentlig ikke, fordi det er jammerligt og uinteressant, men mere fordi det er hamrende ubehageligt. Mor kan blot se på, at hendes tilværelse styrter i grus uden at forstå, hvad det præcist er, der sker omkring hende. Og det samme kan du. Selvom om Mother! på én gang er psykologisk horror, fristes du også til at kalde den for destruktivt arthouse. Fancy? Tja… Innovativt? Tjo... men det er også bare vanvittigt irriterende.

Du så med Aronofskys seneste film, Noah, at han er velbevandret i bibeluniverset. Og det kan man roligt sige, at han beviser igen med Mother!. Symbolikken er tung, og filmen er én lang bibel-allegori. Og er du ikke selv bibel-kyndig, får du svært ved at fange hele den gigantiske metafor, Aronofsky sætter op. Jeg vil ikke begynde at kede jer med længere fortolkninger, men en ting som Skabelsesberetningen vil være værd at stifte bekendtskab med, inden du sætter dig til rette foran Mother!.

Det er som sådan ikke, fordi jeg har noget imod symboltunge film. Tværtimod. Jeg elsker David Lynch og Lars Von Trier, og jeg har slugt det meste af Aronofskys tidligere arbejde råt (Requiem for a Dream er eksempelvis min yndlingsfilm). Men det her bliver så prætentiøst, at det lige er før, det giver mig kvalme. Darren Aronofsky skal have respekt for at være den visionære instruktør, han er (se bare på The Fountain, som jeg faktisk godt kan lide, selvom den også er ekstremt prætentiøs), men Mother! er simpelthen slet og ret for meget. 

Den er allerede blevet kaldt for årets mest kontroversielle film. Og kontroversiel, det er den fandeme også. Særligt filmens sidste 20 minutter forarger og forfærder, og har du sarte nerver, så bør du lukke øjnene. Selv en hærdet gyserfanatiker som mig sad og tænkte: ”What the fuck just happened?” Ikke fordi jeg ikke fattede det, men mere på grund af den ekstremt udpenslede gorefaktor, der pludselig får filmen til at eksplodere. Og nu er vi er ved gysergenren, så lad os lige vende Aronofskys inspirationskilder. For der er ingen tvivl om, at der er blevet skelet til Rosemary’s Baby, hvilket især filmens slutning bærer præg af. Men du kan også drage en parallel til eksempelvis en anden klassiker, The Wicker Man. Og så alligevel… at sammenligne Mother! med noget andet vil alligevel være ret ”off”. For Mother! er sgu sin egen. Det er lidt som at se en Lars Von Trier-film på en overdosis coke, hvilket gør det til den klart vildeste biografoplevelse, jeg har haft i år. Men – som sagt – på ingen måde den bedste.

Hvis vi lige skal vende skuespillet, så synes jeg faktisk ikke, at stjerneskuespillerne – Javier Bardem, Ed Harris og Michelle Pfeiffer – får lov at skinne igennem. Det er ganske ordinært, hvilket måske også hænger sammen med, at dialogen til tider virker forceret og klichéfyldt. Men jo, filmens altdominerende hovedrolle, Jennifer Lawrence, er god – også på trods af at hun blot stønner, jamrer og hyperventilerer, mens kameraet er i close-up på J-Laws ansigt, en god portion af filmen. Det vil dog alligevel undre mig, hvis rollen her fører til en Oscar-nominering. Det er Akademiet simpelthen for konservative til.

Selvom Mother! som skrevet er ret unik, kan du godt se, at det er Aronofsky, der står bag. Og jeg fristes alligevel til at kalde det et miks af hans tidligere film, Black Swan, The Fountain og Noah. Men ikke et specielt vellykket miks. Mother! er en film, jeg helt vildt gerne ville kunne lide, men som jeg bare har det alt for svært med. Den har allerede delt vandene i USA, og det vil ikke undre mig, hvis det samme sker herhjemme. Alligevel bør du tage ind og se den, da der altså venter dig en meget anderledes biografoplevelse.

Måske er du interesseret i...

Hvad synes kvinderne?

Mest læste