Netflix satser på Stephen King: Hårrejsende horror på vej til streamingtjenesten

Til dig, der elsker gys og gru!

9. september 2017 af Hans Lauring / Inputmag.dk

Sidste fredag havde Netflix premiere på serien The Mist, der står som en Netflix Original, selv om den allerede har været vist på amerikanske Spike TV – men uden for USA har Netflix rettighederne til serien, der har danske Christian Torpe som showrunner. 

Gerald’s Game i september

Men også september byder på originalt Stephen King fra streamingtjenesten. Filmen Gerald’s Game baseret på Kings roman af samme navn får premiere d. 29. september – eller dvs. der får den premiere i USA, mens den ikke figurerer på listen over månedens danske Netflix-premierer. Men Netflix’ originale produktioner plejer at få samtidig global premiere, så mon ikke den kommer.

Gerald’s Game handler om en uskyldig sexlleg mellem Gerald og hustruen Jessie, der udvikler sig til Jessies desperate kamp for at overleve bundet til en seng i et tilsyneladende tomt hus. Det er en psykologisk gyser, hvor Jessie, spillet af Carla Gugino (Wayward Pines, Chicago Hope) konfronterer spøgelser fra sin fortid.

Filmen er instrueret af Mike Flanaga, der er mest kendt for at levere effektive gys for få penge f.eks. med indiegyserne Hush og Oculus.

… og 1922 i oktober

Det er dog ikke den eneste Stephen King-historie, der er på vej til Netflix – 22. oktober får filmen 1922 premiere. 1922 er en novelle på 131 sider fra novellesamlingen ’Full Dark, No Stars’ om farmeren Willfred James, der er på flugt fra sin kones spøgelse.

I historien bekender den noget utilregnelige Wilfred, hvordan han dræbte sin hustru Arlette, fordi hun ville forlade ham, og begravede hende i en brønd – kort tid efter bliver Wilfred hjemsøgt af rotter, og selvom han sælger gården og flytter flere gange, så er rotterne og hustruens spøgelse flyttet med.

Mere King på Netflix

1922 er instrueret af Zak Hilditch (These Final Hours, The Toll), og Thomas Jane, der lige nu er aktuel på Netflix med sin rolle i The Expanse, spiller Wilfred Jame. Molly Parker (House of Cards, The Road) spiller Arlette. Desuden medvirker Brian d’Arcy James (Spotlight, 13 Reasons Why) og Neal McDonough (Minority Report, Flags of our Fathers).

Kan man ikke få nok Stephen King, så har Netflix udover den nye serie The Mist også tre sæsoner af Under the Dome og filmene Hearts in Atlantis, The Shawshank Redemption, Dreamcatcher og Dolores Claiborne.

Den sidste har et direkte link til Gerald’s Game, da en bestemt begivenhed spiller en vigtig rolle i begge fortællinger.

Leveret af Inputmag.dk

Måske er du interesseret i...

Hvad synes kvinderne?

Mest læste