© A24

Nu er den her: Traileren til historien om verdens DÅRLIGSTE film

James Franco spiller manden, der for mere end 10 år siden lavede filmen, vi i dag kender som den dårligste film, der nogensinde er blevet lavet. Og ja, den ER så dårlig.

14. september 2017 af KULTBOX.dk

Det er mere end 10 år siden, at verdens dårligste film fik premiere i de amerikanske biografer for første gang. Når en gennemsyret amatør-instruktør beslutter sig for at lave en film, der i dag er kendt som Citizen Kane-filmen over dårlige film, så er en loyal fanbase nok ikke lige noget, man som udgangspunkt regner med vil dukke op. Helt absurd lyder det jo så også, at man på noget tidspunkt overhovedet har overvejet at lave en film om instruktøren. 

Men det har man altså gjort. Den ikoniske film, vi snakker om, og som du muligvis har hørt om, er The Room, og manden bag projektet er Tommy Wiseau. Nu har han fået sin egen biopic i form af The Disaster Artist, og han bliver portrætteret af ingen ringere end James Franco.

En Oscar-nominering i sigte?

The Disaster Artist fortæller historien om, hvad instruktøren, skuespillerne og alle folkene bag gennemgik for at få lavet den ikoniske film, der blev noget af en katastrofe - mildest talt.

Filmen vil også give et helt unikt indblik i, hvilken form for kreativ proces der skulle til for at færdiggøre The Room. Fans af den oprindelige film vil på den måde få en masse bonusinfo om alle deres yndlingsøjeblikke. Og det gælder alt lige fra den fuldstændigt latterlige dialog til sexscenen mellem Johnny (Tommy Wiseau) og Lisa (Juliette Danielle) og naturligvis også teorien om, at Johnny faktisk er en all-American vampyr.

Ironisk nok har filmen om filmen fået gode anmeldelser, og der er endda buzz om en smule Oscar-opmærksomhed senere på året. Ikke nok med at filmen har 93% på Rotten Tomatoes (det er godt!), så modtog den også stående bifald efter visningen til årets South by Southwest-filmfestival. Flere har efterfølgende sagt, at det er en af James Francos bedste roller i hele sin karriere. 

Franco, der også selv har instrueret The Disaster Artist, spiller i filmen sammen med sin bror, Dave Franco, Ari Graynor som Juliette Danielle og Josh Hutcherson som Philip Haldiman. Og naturligvis også Seth Rogen som Sandy Schklair. 

Det er endnu ikke bekræftet, om The Disaster Artist får premiere i Danmark, men mon ikke? Filmen har premiere den 8. december i USA.

Leveret af KULTBOX.dk.

Måske er du interesseret i...

Hvad synes kvinderne?

Mest læste