Taken genopstår på det lille lærred: 20 nye serier du ikke må gå glip af i 2017

Et nyt år er lig med nye serier. Vi giver dig her vores bud på de 20 serier, du skal holde øje med i år.

15. januar 2017 af Jakob Flarup

Taboo

Premiere: De to første afsnit kan ses på HBO Nordic – læs vores anmeldelse her

Tom Hardy med tophat, tatoveringer, ar og en hævntørst stærkere end en kantstenspytter?

Det kan vist kun blive godt.

Med miniserien Taboo får du otte afsnit, hvor Tom Hardy spiller rollen som den hårdkogte eventyrer James Keziah Delaney, der vender tilbage til London i 1800-tallet og opdager, at hans far har efterladt ham en faldefærdig virksomhed.

Men lige så meget er han drevet for at hævne East India Company, som seriøst har jokket ham over tæerne - samtidig med, at han spiller de krigende nationer, England og Amerika, ud mod hinanden. 

A Series of Unfortunate Events

Premiere: Hele serien kan ses på Netflix nu

Barney Stinson alias Neil Patrick Harris er tilbage. Denne gang ikke som damehungrende, succesfuld bro, men derimod som den onde grev Olaf, der er ude efter et par forældreløse børns formue, de har arvet efter forældrenes død. Serien bygger på Daniel Handlers bog-serie af samme navn og så egentlig dagens lys i filmformat i 2004, hvor det var Jim Carey, der tog sig af rollen som den lede greve. Men nu har Netflix altså grebet bolden og lavet en Netflix Orginal. De første anmeldelser af serien er allerede tikket ind, og skal man tro dem, er der noget helt særligt i vente.

Sneaky Pete

Premiere: Hele serien kan streames nu via Amazon Prime

Egentlig havde pilot-afsnittet premiere helt tilbage i 2015, men blev droppet af CBS og lagt på køl. Heldigvis – for os – har Amazon samlet Sneaky Pete op. Her har vi at gøre med en vaskeægte crime-serie med Giovanni Ribisi (Friends) i hovedrollen som en eksfange, der er på flugt fra en vanvittig gangster. Han stjæler sin tidligere cellekammerat Petes identitet og søger tilflugt hos Petes dysfunktionelle familie. Her må han dog sande, at han på ingen måde er mere sikker end tidligere, da familien trækker ham med ind i en verden, der er lige så farlig, som den han prøver at flygte fra. Det bedste af det hele ved Sneaky Pete er dog, at den er skabt af Bryan ”Say My Name” Cranston, som også selv spiller en fremtrædende rolle i serien.

Six

Premiere: 19. Januar

Godt nok er det ikke HBO selv, der står bag produktionen af dette nye militær-drama, men derimod History Channel, der har haft stor succes med deres første originale serie, Vikings. Det er den Oscar-nominerede Vietnam-veteran William Broyles (Jarhead, Cast Away, Apollo 13) og hans søn, militærveteranen David, der har skrevet Six, så det må forventes, at autenticiteten er helt i højsædet.

I Six følger du Navy SEAL Team Six på mission i Afghanistan, 2014. Her skal de eliminere en etableret Taleban-leder, men da de finder ud af, at en amerikaner samarbejder med terroristerne, ændrer missionen i den grad karakter. Med de tidligere HBO-succeser, Generation Kill, Band of Brothers og The Pacific, er der især grund til at tro, at Six kan blive en af årets helt store mini-serier.

Legion

Premiere: 8. Februar

Kan der komme flere superheltefilm og –serier? Svaret er ja. Men skaberne af Legion har tilkendegivet, at den bliver helt anderledes end noget, du har set tidligere. Du følger den telepatiske mutant David Haller (Legion i X-Men-tegneserierne), som tror, at han er psykisk syg og ikke blot har superkræfter. Du skal altså ikke forvente, at Legion disker op med store superhelte-showdowns, der som regel er obligatorisk for enhver film inden for genren. Dan Stevens (The Guest) spiller hovedrollen, mens også Aubrey Plaza (Parks and Recreation) medvirker. Yderligere er det Fargo-skaber (serien) Noah Hawley, der har skrevet Legion. Så der er grund til at tro, at noget godt er i vente.

Crashing

Premiere: 19. Februar

Mens Girls’ sidste sæson er lige om hjørnet, har stjerneproduceren Judd Apatow selvfølgelig noget nyt i støbeskeen. Nemlig endnu en HBO-komedieserie. I Crashing spiller komiker Pete Holmes hovedrollen som en godhjertet komiker, der bliver nødt til at crashe på sofaen hos andre New York-komikere, efter hans kone har forladt ham. Udover at være omdrejningspunkt har Holmes også skrevet serien, som han yderligere har fortalt er semi-baseret på egne erfaringer.

Taken

Premiere: 27. Februar

Der er allerede kommet tre mere eller mindre heldige Taken-film med Liam Neeson i den hårdtslående, hævntørstige hovedrolle, Bryan Mills. Men de store spørgsmål har vi endnu ikke fået svar på: Hvordan bliver hans elskede ved med at blive kidnappet? Og hvordan har han tilegnet sig sine fighting-skills? Men de svar bliver nu røbet i denne nye serie, som selvfølgelig er skabt af legendariske Luc Besson, manden bag hele Taken-universet, og Alexander Cary, der tidligere har skrevet flere afsnit til den anmelderroste Homeland. Heldigvis for Mills er der ikke nogen fra hans familie, som kommer i fare her, eftersom serien følger ham, før han møder sin kone. Mills spilles dog ikke af Neeson selv, men derimod Clive Standen, du sikkert kender som Rollo i Vikings.

When We Rice

Premiere: 27. februar

Her er der tale om endnu en af de der politiske historietimer på det lille lærred. Skaber Dustin Lance teamer igen op med Gus Van Sant, som de gjorde i Oscar-vinderen Milk fra 2008, og giver dig her en miniserie, der følger LGBT-bevægelsen helt tilbage fra Stonewall-protesterne i 1969. Guy Pearce (Memento) spiller Cleve Jones - aktivisten, hvis erindringer også har dannet grobund for serien.

Feud

Premiere: Marts

Ryan Murphy har allerede haft stor succes med antologi-serierne American Horror Story og American Crime Story. Nu er han så klar med endnu en. Feud kommer til at handle om berømte fejder, og i første sæson er omdrejningspunktet rivaliseringen mellem de klassiske Hollywood-skuespillerinder Joan Crawford – spillet af Jessica Lange – og Bette Davis – spillet af Susan Sarandon. De to teamede i 1962 op i den makabre What Ever Happened to Baby Jane?, på trods af at de ikke kunne udstå hinanden. En ting, der ikke er svær at overse, hvis man har set filmen.

Joan Crawford (tv) og Bette Davis (th)

© What Ever Happened to Baby Jane? pressebillede

Iron Fist

Premiere: 17. Marts

Netflix fortsætter deres sejrsgang i Marvel-universet. Iron Fist følger op på Daredevil, Jessica Jones og Luke Cage og handler om Daniel Rand (Game of Thrones), et forældreløst barn, som indbyggerne i den mystiske by K’un-Lun tager til sig. Her lærer han ’martial arts’ og vender som voksen tilbage til New York for at hævne sig på de folk, der var skyld i hans forældres død. Iron Fist kommer du til at se meget mere til i en serie, der er at finde lidt længere nede på listen.

Shots Fired

Premiere: 22. Marts

Det kan godt være, at instruktør Gina Prince-Bythewood er bedst kendt for at have lavet romantiske dramaer, men denne miniserie ser dog yderst interessant ud. I Shots Fired er der vendt op og ned på den virkelige verden, da en hvid mand bliver skudt af en sort betjent i en lille by i North Carolina. To efterforskere går ind i sagen, alt imens byens guvernør – spillet af Helen Hunt (As Good as it Gets) – bekymrer sig mere om, om hun bliver genvalgt.

The Handmaid’s Tale

Premiere: 26. April

Streaming-sitet og produktionsselskabet Hulu ser ud til at være kommet for at blive. Og The Handmaid’s Tale er højst sandsynligt deres mest ambitiøse projekt til dato. Det er serie-versionen af Margaret Atwoods 1985-roman af samme navn, der foregår i en postapokalyptisk fremtid, hvor kvinder overhovedet ingen rettigheder har. Serien har Mad Mens Elisabeth Moss, Gilmour Girls’ Alexis Bledel, Orange is the New Blacks Samira Wiley og Shakespeare in Loves Joseph Fiennes i hovedrollerne. 

Star Trek: Discovery

Premiere: Maj

Hannibal-skaber Bryan Fuller er manden bag endnu et reboot af det famøse Star Trek-univers. Og det faktum, at Star Trek efter nogle års stilstand er tilbage på det lille lærred, er godt nyt til de fans, som mente, at de tre forrige film ingen sjæl havde. Fuller har tilmed lovet, at dette Star Trek-take bliver endnu mere alsidigt og mangfoldigt end forgængerne. En ting, der især kommer til udtryk, når du ser på Discoverys besætning, der blandt andet består af en kvindelig kaptajn og en homoseksuel løjtnant.

The Defenders

Premiere: September

Yes! Så sker det endelig. Som vi nævnte længere oppe, er det her kulminationen på Netflix’ Defenders-univers, hvor både Daredevil, Jessica Jones, Luke Cage og Iron Fist teamer op for at bekæmpe kriminalitet i New Yorks gader. Vi ved kun, at serien kommer til at bestå af otte afsnit, men vi tror på, at det her bliver det helt store superheltebrag på seriefronten i år.

Inhumans

Premiere: 1. september

Nu vi er ved superhelte, så er der heller ikke så meget at rafle om her. Inhumans er endnu en serie baseret på Marvel-universet. En serie, der kommer i kølvandet af, at ABC så sig nødsaget til at tage Agent Carter af skærmen på grund af seertallene, ligesom ABC også har udtalt sig negativt om Agents of S.H.I.E.L.D.s fremtid, da det også har svigtet med både ratings og seere. Men hvad fanden? Hvorfor ikke prøve alle gode gange tre? I Inhumans er det dog super-menneskerne, der er i fokus, hvilket burde være et større trækplaster end at se på almindelige mennesker, der gør heroiske ting sæson efter sæson.

American Gods

Premiere: Sent på året

TV-versionen af Neil Gaimans populære roman af samme navn ligner et guddommeligt take på Black Mirror-universet. Heri kæmper traditionelle og mytologiske guder mod nye guder skabt af det moderne samfunds besættelse af penge, berømmelse, stoffer og teknologi. I American Gods følger du Shadow Moon, en eksforbryder, der får sig et job som bodyguard for Mr. Wednesday - en svindler, der i virkeligheden er en af de gamle guder. Igen er det tidligere nævnte Bryan Fuller, der står bag. Vi glæder os.

Maniac

Premiere: Sent på året

Maniac er et amerikansk remake af den norske 2014-serie af samme navn. ”Hvorfor skal vi bekymre os om et remake?” tænker du sikkert. Jo, det skal du, fordi det er selveste Cary Fukunaga, der står bag – skaberen af True Detective. I Maniac lever en mand i en fantasiverden, mens han er indlagt på et psykiatrisk hospital. I den altoverskyggende hovedrolle finder du Jonah Hill (Wolf of Wall Street, Superbad), mens Emma Stone (Superbad, La La Land) spiller en kvinde, der også er indlagt på institutionen. En skøn genforening af de to skuespillere.

Jonah Hill (th) og Emma Stone (tv)

© Wikimedia

The Last Tycoon

Premiere: Sent på året, men første afsnit kan ses allerede nu på Amazon Prime

Er du til æstetiske fortællinger à la Mad Men, tror vi på, at The Last Tycoon er sagen for dig. Baseret på F. Scott Fitzgeralds roman følger man de tidlige dage i 30’ernes Hollywood, mens diktatorer skyder op rundt omkring i Europa. Det er historien om mand, der leder et blomstrende filmstudie og hans magtkamp med sin mentor – direktøren af studiet. Og selvfølgelig er det Mad Mens Janie Bryant, der står for kostumedesignet.

The Deuce

Premiere: Sent på året

Nu går der porno i den. The Deuce tager dig med ind bag tæppet i New Yorks blomstrende sexindustri i 70’erne. Og castet er fabelagtigt. James Franco (127 Hours) spiller et hold tvillinger, hvis forretning bliver opsnappet af mafiaen, mens Maggie Gyllenhaal (The Dark Knight) og Ralph Macchio (ja, drengen fra den første Karate Kid-film) ses i de andre roller. Yderligere er forfatterne bag top-notch og inkluderer blandt andet The Wire-trekløveret Richard Price, David Simon og George Pelecanos. Der er ingen grund til at tro, at det kommer til at fejle.

© Still fra settet på The Deuce

Mindhunter

Premiere: Sent på året

Hvis du kun skal se en serie i år, så er der ingen tvivl om, at det skal være Mindhunter. Serien er skrevet af Joe Penhall (The Road), mens selveste David Fincher (Se7en, The Social Network) er producer på serien og instruerer også to afsnit. Og der er ingen tvivl om, at Mr. Fincher er tilbage, hvor han er bedst; i seriemorder-universet. Mindhunter er baseret på bogen Mind Hunter: Inside FBI’s Elite Serial Crime Unit og kredser om to FBI-agenter, der interviewer fængslede massemordere (hvem sagde Ondskabens Øjne?) for at forsøge at komme til bunds i nogle af deres andre igangværende sager. I rollerne som de to agenter ses Jonathan Groff (Looking, Frozen) og Holt McCallany (Fight Club)

Måske er du interesseret i...

Hvad synes kvinderne?

Mest læste