The Rain bliver den første danske Netflix-producerede serie - og den lyder VANVITTIGT dyster

Hvordan ville Danmark se ud, hvis en dødelig virus havde udslettet størstedelen af befolkningen? Det vil den kommende Netflix-serie The Rain forsøge at give dig svaret på.

2. juli 2017 af Hans Lauring / Inputmag.dk

Som lovet satser Netflix, på mere egenproduceret europæisk indhold. Nu begynder produktionen af The Rain i Danmark og Sverige. Det bliver den første danske originale serie fra Netflix.

Af manuskriptforfatteren til Borgen og Bedrag

Serien, som foregår i et skandinavien lagt stort set øde af en pandemi, er skabt af Jannik Tai Mosholt (Borgen, Rita, Bedrag), Esben Toft Jacobsen (Den kæmpestore bjørn, Fjerkongens rige) og Christian Potalivo (The New Tenants, Lang historie kort). Serien er skrevet af Jannik Tai Mosholt, som også fungerer som showrunner på serien sammen med producer Christian Potalivo. Miso Film producerer serien sammen med Jonas Allen og Peter Bose, der begge fungerer som executive producers.

Danmark lagt øde af virus

Seks år efter en brutal virus har udslettet størstedelen af den skandinaviske befolkning, slutter et ungt søskendepar sig til en gruppe unge overlevende og begiver sig afsted for at finde ud af, om civilisationen findes et andet sted. De håber alle, at søskendeparrets far er et sted derude med svar. Udenfor det civiliserede samfunds regler har hver af de unge medlemmer af gruppen frihed til at være, den de vil. Men de kæmper med sig selv og det faktum, at der selv i en post-apokalyptisk verden er kærlighed, jalousi, overgangen fra barn til voksen og alle de problemer, som de troede, de havde efterladt, da civilisationen forsvandt (beskrivelsen er ikke vores men pressemeddelelsens).

I hovedrollerne er Mikkel Boe Følsggard (En kongelig affære), Alba August (Gidseltagningen), Lucas Lynggaard Tønnesen (Tidsrejsen) og Lars Simonsen (Broen, Broderskab). Derudover medvirker Iben Hjejle (Dicte, High Fidelity).

The Rain vil blive instrueret af Kenneth Kainz (Dicte, Skammerens datter) og Natasha Arthy (Forbrydelsen, Fightgirl Ayse).

Fra det kontrollerede nord til et post-apokalyptisk Skandinavien

“Civilisationen er skrøbelig. Den er skabt over tusinder af år baseret på ren overlevelse. Og nu, efter en pludselig indskydelse af inspiration, tror vi mennesker, at vi har alt under kontrol. Jeg vil undersøge, om dette er sandt. Hvad er der tilbage af os, når civilisationen forsvinder på et øjeblik. Hvordan overlever vi? Går vi tilbage til at være dyr, eller træder vi i karakter og insisterer på at bringe humanitet ind i en umenneskelig verden. Jeg glæder mig til at sætte dem ind i et post-apokalyptisk Skandinavien, hvor alle de lige linjer i det kontrollerede nord er fjernet, og den ukontrollerede natur tager over,” siger seriens skaber Jannik Tai Mosholt.

Endnu et post-apokalyptisk teenagedrama

Post-apokalypsen er in på tv (The Walking Dead, The 100) og skorter heller ikke på teenagedrama i film og ungdomslitteraturen (The Hunger Games, Divergent, The Maze Runner), og rejsen gennem et land lagt øde af en virus så vi første gang i miniserien baseret på Stephen Kings The Stand. Så ud fra beskrivelsen i pressemeddelelsen kan man ikke beskylde folkene bag The Rain for at tænke dybt originalt – omvendt så er The Walking Dead verdens mest sete tv-serie, selv om den ikke tilføjer zombiegenren voldsomt mange nye ideer, så man kan håbe på, at The Rain har noget oppe i ærmet og at den danske tilgang giver en unik serie.

Netflix er ikke ene om at satse dansk. HBO har sat gang i produktionen af fortsættelsen til Pelle Erobreren som tv-serie, der også tidligst ser dagens lys i 2018. Og både Viaplay og C More satser på de hjemlige produktioner.

The Rain får global premiere på Netflix i 2018, og vil være tilgængelig verden over.

Leveret af Inputmag.dk

Måske er du interesseret i...

Hvad synes kvinderne?

Mest læste