Jagten på Eichmann

"Hvert tog, som rummede 1.000 mennesker, og som anklagede sendte til Auschwitz eller ethvert andet udslettelsescenter, betød, at anklagede var direkte involveret i 1.000 overlagte mord," startede dommer Moshe Landau domsafsigelsen ved retten i Tel Aviv 15. december 1961. Han sluttede med ordene: "Denne domstol dømmer Adolf Eichmann til døden." Det var den første dødsdom i Israels historie. Og stadig den eneste i det jødiske land.
Men hvis ikke Adolf Eichmann havde fortjent dødsstraffen, havde ingen mennesker i verden fortjent den. Eichmann var ansvarlig for transporten af jøder til kz-lejrene under Anden Verdenskrig - og dermed delvist skyldig i op mod seks millioner drab på jøder. Mange af de andre ansvarlige var blevet dømt ved Nürnberg-processen kort efter krigens afslutning. Det var lykkedes Eichmann at flygte, men han var ikke glemt. Da den israelske efterretningstjeneste Mossad i 1959 fandt ud af, at han gemte sig i den argentinske hovedstad, Buenos Aires, blev en af historiens mest vovede operationer og menneskejagter sat i værk. Jagten på Eichmann.

Flugten til Argentina
I 1932 var den dengang 26-årige Adolf Eichmann blevet opfordret til at søge ind i nazisternes elitekorps SS (SchutzStaffel). Opfordringen var kommet fra familievennen Ernst Kaltenbrunner. Men da Eichmann ved krigens afslutning i 1945 flygtede fra Ungarn, hvor han havde sendt 400.000 jøder i døden, og opsøgte vennen igen, ville Kaltenbrunner intet have med ham at gøre. Nu, hvor krigen var slut, havde de allierede indledt en klapjagt på de tyske krigsforbrydere, og som leder og koordinator af deportationen af jøder til fangelejre var Eichmann en af de helt store fisk. Han var med andre ord farlig at være i nærheden af.
Der gik heller ikke lang tid, før amerikanske soldater fik fingrene i Eichmann, men under det falske navn Otto Henninger lykkedes det ham at flygte. I et par år opholdt han sig i skjul i Tyskland, før han - via et netværk, der hjalp tidligere nazister til at flygte via Italien - fik udstedt et falsk pas i navnet Ricardo Klement. 17. juni 1950 gik han om bord på skibet SS Giovanni C, som fragtede ham til Buenos Aires i Argentina. Eichmann troede nu, at han var uden for rækkevidde. Men han havde ikke tænkt på Mossad.

Svinet bliver genkendt
Under Nürnberg-processen 1945-1949 blev 20 af de 24 højestrangerende nazister dømt ved en retssag ført af de allierede. Men jøderne, som havde fået deres eget land, Israel, i 1948, vidste, at der var mange flere, der havde været medvirkende til de mange drab på deres trosfæller. Ikke mindst Eichmann. Mossad blev dannet i 1949, og en af efterretningstjenestens første opgaver blev at spore Adolf Eichmann, så han kunne komme for en domstol. De opgav dog ret hurtigt missionen, fordi de hverken kunne finde frem til hans opholdssted eller for den sags skyld, hvad hans dæknavn var.
Men allerede i 1954 fik de deres første ledetråd. Den berømte nazijæger Simon Wiesenthal, der sidenhen har lagt navn til et center, som undersøger forbrydelser mod jøderne, modtog et postkort fra en bekendt i Argentina. På kortet stod: "Jeg så det beskidte svin Eichmann. Han bor i nærheden af Buenos Aires og arbejder på et vandværk."

Operation Eichmann
Af en eller anden grund fik det ikke Mossad til at reagere, selvom Wiesenthal videregav oplysningerne. En af grundene var formentlig, at de stadig manglede Eichmanns dæknavn og adresse. Det fik de tre år senere. En mand ved navn Lothar Hermann - en tysker af jødisk afstamning - var flygtet til Argentina i 1938, da han var sluppet ud fra fangelejren Dachau, hvor Eichmann havde været administrator. Lothars datter, Sylvia, begyndte i 1957 at date en ung mand ved navn Nick Eichmann. Da Hermann samme år læste en artikel om tyske krigsforbrydere, der var flygtet, fik han mistanke om, at Nick kunne være søn af den berygtede nazist. For at være helt sikker sendte han sin datter hjem for at besøge kæresten, som ellers havde forbudt hende at komme forbi. Da hun blev inviteret indenfor på kaffe, kom en tynd, lille mand med briller ind i stuen: "Er De hr. Eichmann?" spurgte hun. Intet svar. "Er De Nicks far?" fortsattehun. "Nej, jeg er hans onkel," lød svaret. Sylvia var dog ikke i tvivl; manden var Adolf Eichmann.
Lothar Hermann videregav oplysningerne til en statsadvokat i Tyskland. Men da han var bange for, at den tyske regering ikke ville gøre nok for at pågribe nazisten, sendte han oplysningerne videre til Israel. Her diskuterede myndighederne længe, hvorvidt man skulle sende en henrettelsespatrulje af sted, prøve at få ham udleveret, eller om man skulle kidnappe ham og bringe ham for en domstol i Israel. Derfor kunne Mossad først i 1960 påbegynde Operation Eichmann. Nu skulle han stå til ansvar for sine grufulde handlinger.

Forberedelsen
1. marts 1960 landede Mossad-agenten Zvi Aharoni i Buenos Aires. Han havde fået til opgave at lave en sikker identifikation af, at manden, som kaldte sig Ricardo Klement, i virkeligheden var Eichmann. Men det gik ikke så nemt. Familien boede ikke længere på den adresse, hvor Sylvia Hermann havde besøgt dem. Så Aharoni fik en lokal hjælper til at levere en pakke til Nick Klement på adressen i håb om at få en ny adresse. Tricket virkede. Det viste sig nemlig, at den unge mand, der nu boede i huset, var en anden af Eichmanns sønner, og han gav dem en ny adresse. Med fornyet håb kørte Aharoni til forstaden San Fernando, og på Calle Garibaldi fandt han det usle et-plans-hus, som skulle være Eichmanns nye opholdssted. Efter et par dages overvågning bestak Aharoni et par lokale arbejdere til at kontakte manden, der gik i haven og arbejdede, så de kunne tage billeder af ham med et skjultkamera. Det lykkedes. Aharoni sendte billederne til Israel, hvor Mossad-agenter nærstuderede dem. De havde fundet Eichmann. Men nu skulle han hentes til Israel.

Holdet ankommer
Chefen for Mossad, Isser Harel, satte straks hjulene i sving. Det var en ulovlig operation, da Eichmann skulle kidnappes i et andet land, så de måtte træde varsomt. I slutningen af april 1960 ankom de første fem agenter til Buenos Aires, hvor de begyndte overvågningen af huset for at få en idé om Eichmanns daglige rutiner. I løbet af de næste par uger ankom yderligere fem specialister, heriblandt en læge, en forfalsker og en tekniker, der var ekspert i safe houses. Og da april blev til maj, var Isser Harel selv klar til at tage af sted, efter han havde modtaget en sidste briefing fra Israels premierminister David Ben Gurion. Ordren var simpel: "Fang Eichmann og bring ham til Israel. I LIVE!"

Eichmann er væk
Holdet i Buenos Aires havde gjort deres arbejde godt. De havde indlogeret sig i et hus, hvor de kunne føre Eichmann hen, når de havde kidnappet ham. Og de havde fundet ud af, at krigsforbryderen hver aften ankom med bussen fra sit arbejde klokken 19.40. Derfra gik han ad en øde hjem til sit lille hus. Det var her, de ville slå til.
11. maj var gruppen klar. To hold agenter i to forskellige biler ventede på den øde strækning mellem busstoppestedet og huset, mens de i mørket spejdede efter det store transportmiddel. Og ganske rigtigt; 19.40 stoppede bussen og satte passagerer af. Men der var ingen Eichmann blandt dem. I de tre uger, de havde overvåget deres mål, havde han været med bussen på dét tidspunkt hver eneste gang. Hvad nu? Isser gav ordre til, at de ventede.

Kidnapningen
20 minutter senere ankom den næste bus. Denne gang steg den lille, bebrillede mand ud og begyndte at gå mod sit hjem. Det var nu eller aldrig. Mændene i den ene bil lod som om, de havde motorstop, og da Eichmann passerede dem, gik en af agenterne hen til ham og sagde de eneste ord, han kendte på spansk: "Un momentito, señor." Eichmann stivnede. Og da agenten tog fat i ham, fattede han mistanke og begyndte at løbe. De to mænd endte i håndgemæng i en grøft, mens nazisten råbte og skreg. Hurtigt kom de andre agenter til, og kort efter lå Eichmann foran bagsædet i bilen. Bagbundet og med mørklagte motorcykelbriller for øjnene. Han blev dækket med et tæppe, og da han med en pistol blev truet til ikke at gøre yderligere modstand, sagde han stille: "Jeg har allerede accepteret min skæbne." Han vidste, hvad der ventede. Men for agenterne lå den størsteudfordring stadig foran dem: Eichmann skulle ud af Argentina.

Den berusede steward
I det sikre hus begyndte Isser Harel straks at udspørge Eichmann. De ville have ham til at indrømme, hvem han var, og samtidig skrive under på en erklæring om, at han accepterede at komme for retten i Israel. Efter et par dage med løgne gav Eichmann op. Han tilstod sin sande identitet. Nu skulle han bare ud af landet.
20. maj om aftenen bedøvede lægen Eichmann, som blev iklædt en steward-uniform. Et fly fra det israelske selskab El Al havde dagen før bragt et stort antal diplomater til Buenos Aires, så de kunne tage del i fejringen af den argentinske nationaldag. Flyet skulle flyve hjem kun med personalet om bord. Eller - det skulle de argentinske myndigheder i hvert fald tro. Personalet blev nemlig behændigt skiftet ud med Mossad-agenterne og ikke mindst Adolf Eichmann, der bedøvet blev sat i et sæde. Kort før afgang kom en argentinsk politimand om bord. Da han så den sovende Eichmann, gik han hen og ruskede i ham, men han vågnede selvfølgelig ikke. "Hvad er der galt med ham?" spurgte han. Agenterne smilede og lavede fagter, som om de holdt en flaske sprut for munden. Politimanden grinede. Og kort efter lettede flyet. Operationen var lykkedes.

Galgen kalder
Under hele retssagen nægter Eichmann sig skyldig. Han mener blot, at han har pareret ordre. Men dødsdommen står ved magt, da Eichmanns appel også er blevet afvist. Klokken 23.30 31. maj 1962 bliver han ført ind i et rum. Over et hul i gulvet har man bygget et skafot, som nazisten bliver ført op på. Fra en bjælke i loftet hænger et reb med en løkke, som bliver ført rundt om halsen på den spinkle mand. "Længe leve Tyskland. Længe leve Argentina. Længe leve Østrig. Jeg måtte adlyde krigens love og mit flag. Jeg er rede," siger han. Præcis på slaget tolv åbner en lem sig under Eichmann, der falder tre meter ned. Hans nakke brækker, og rebet skærer sig ind i halsen. Vagter bærer liget til en ovn, hvor det bliver forvandlet til aske, ligesom mange millioner jøder blev det under krigen. Asken bliver samlet op i en spand, sejlet ti kilometer udpå havet og spredt i det mørke vand. Eichmann er væk.