Magasinet M!

Fra brutalt metal til sommerlig indie-pop: 5 bands du SKAL se i Roskilde Festivals opvarmningsdage

Roskilde Festival starter for alvor i dag, når både Rising- og Apollo Countdown-scenen åbner og byder på musik til og med tirsdag. Vi giver dig her overblikket over, hvilke bands du ikke må gå glip af.

Fra brutalt metal til sommerlig indie-pop: 5 bands du SKAL se i Roskilde Festivals opvarmningsdage

Orm

Genre: Death/Black Metal

Hvor: Rising

Hvornår: Søndag kl. 18.30

Om: Selvfølgelig snakker vi metal, når vi har at gøre med et band, som hedder Orm. Det er et relativt nyt band, som indtil videre kun har udgivet to sange. Ingen ved, hvem bandet består af, men det er i hvert fald fire musikere fra andre respekterede bands på den danske metalscene. Stilen lægger sig et sted imellem old school dødsmetal og atmosfærisk black og er brutal, kold, men også melodisk. Kom og få rystet dine indre organer, for det bliver uden tvivl årets vildeste Rising-koncert.

ANNONCE

Palace Winter

Genre: Indie/Rock

Hvor: Rising

Hvornår: Søndag kl. 20.00

Om: Hvis du er til The War on Drugs, har du ikke problemer med at høre, hvor Palace Winter henter deres inspiration fra. Navnet har de fået fra et hotel i Sydfrankrig, og deres debut-EP Medication har allerede høstet flere internationale roser. Det er mediterende og fyldt med monotone guitar - på den gode måde - og trommer, der drøner derudad som en motor, der aldrig går i stå. Duoen har lige udgivet deres debutalbum Waiting for the World to Turn, som de helt sikkert kommer til at spille en masse fra søndag aften på Rising-scenen.

ANNONCE

Shy Shy Shy

Genre: Indie/Pop

Hvor: Rising

Hvornår: Mandag kl. 15.30

Om: Denne catchy duo har charmeret den danske indie-scene, siden de for snart to år siden for alvor slog igennem med fløjtehittet Do Not Ask. Stilen er let tilgængelig indiepop med en 80'er-vibe og unisone vokaler. Live er de kendt for at være enormt energiske, da besætningen foruden de to frontfigurer består af både trommer, synths og bas. Især sangerinde Astrid Cordes skinner igennem og er kendt for sit virkelig høje register. Shy Shy Shy er i det hele taget altid garant for en virkelig solid liveoplevelse.

ANNONCE

Virgin Suicide

Genre: Indie/Pop/Rock

Hvor: Rising

Hvornår: Mandag kl. 17.00

Om: Københavnerbandet har for alvor fået deres gennembrud i 2016. For nyligt blev de 'band of the week' i britiske The Guardian, og efter koncerter på branche-festivalerne Spot Festival og by:Larm i Oslo kulminerer det hele nu med en koncert på Roskilde Festival. Virgin Suicides sprøde janglepop dufter af sommer, og er du fan af musik i samme tråd som The Smits - dog knap så mørkt - går du ikke skuffet fra deres koncert. Humøret er altid højt hos de fem drenge, hvilket i den grad smitter af på publikum.

ANNONCE

First Hate

Genre: Synth-pop

Hvor: Apollo Countdown

Hvornår: Mandag kl. 22.30

Om: First Hate lyder som om, at de ville have befundet sig bedst med at leve i 80'erne. Men deres lyd - tænk tidlig Depeche Mode - egner sig rigtig godt til den københavnske undergrund i øjeblikket, hvor bands som Lust for Youth og Iceage har haft stor succes. For ligesom førnævnte grupper, hvis genrer dog er vidt forskellige, er First Hate mørke og dramatiske, og du kan forvente elektroniske beats blendet med synthesizers. Det er et perfekt miks af det melankolske og dansable.

ANNONCE
Del

Seneste nyt

Annonce