Magasinet M!

#MeToo skaber opmærksomhed om sexchikane og voldtægter, men hvordan tackler vi det?

Det handler ikke om at være en bedre mand

#MeToo skaber opmærksomhed om sexchikane og voldtægter, men hvordan tackler vi det?

Jeg havde ikke forestillet mig, at mit første meningsstykke som chefredaktør på M! skulle handle omkring voldtægtsofre, feminisme og misforstået hensynstagen, but here we are.

Siden i søndags er #MeToo hashtagget begyndt at trende enormt - først i USA og senere i resten af verden, inklusive Danmark.

#MeToo er en opmærksomhedskampagne, der for alvor blev igangsat af skuespilleren Alyssa Milano som et træk, hvori kvinder bør skabe opmærksom omkring omfanget af kvinder, der har oplevet sexchikane og seksuelle krænkelser. Kvinderne deler tagget fulgt op af personlige historier om overgreb. Det er ikke for sarte sjæle.

Alyssas indlæg udspringer af den uhyggelige og absurde sag om filmproduceren Harvey Weinsten, der i lørdags blev smidt ud af Oscar-akademiet efter en ekstrem strøm af anklager om sexchikane og voldtægter mod tidligere ansatte og klienter.

Hashtagget er nu også begyndt at dukke op i stor stil i mit Facebook-newsfeed, både blandt kendte personer, nære og fjerne bekendtskaber og desuden nok gange til, at jeg ikke bare slår det hen med en let tanke - men derimod har gået og tænkt over, hvad fanden vi egentlig kan gøre. 

ANNONCE

Med Alyssa Milanos kickstart blev der lagt i ovnen til, at kvinder skulle dele deres oplevelser, og det har affødt mange forskellige afgreninger - og i særdeleshed en lang række indlæg, der går hånd i hånd med mange udtalte feminister. 

Tankestrøm

Mange mænd, jeg selv inklusive, er hurtige til at gå i forsvarsposition, når et problem bliver nævnt i samme åndedrag som feminisme. Den forsvarsposition kommer sig af, at den helt store skurk i selvsamme problemer oftest beskrives som hvide, privilegerede mænd; en gruppe som jeg og rigtig mange andre mænd her i Danmark falder under.

Det er frustrerende, fordi feminisme i det henseende skaber tanker til et kvinder vs. mænd mindset - en bevægelse der kæmper for, at kvinder får så meget magt som muligt og ikke en mere objektiv sag, som VI mener, ligestilling handler om.

Det afføder frustrerede indlæg fra mænd, der proklamerer, at det ikke kun er kvinder, der bliver udsat for sexchikane, og at #MeToo bør gælde for alle. Eller at mænd skal tage til modtræk og fortælle deres gyserhistorier ud fra tagget #MenToo.

Andre lejre af mænd begynder at bruge tagget ironisk eller jokende, fordi de gerne vil skabe debat eller afskyde en kontrabold til de stride feminister.

En helt tredje gruppe af mænd skynder sig at like og kommentere sympatisk til kvinderne med de udtalte #MeToo-historier for ligesom at understrege, at DE i hvert fald ikke støtter op om en voldtægtskultur. "Tænk, hvis det skete for din mor, søster eller kæreste?" - Tænk, at det sker for nogen! 

Guess what.

Ingen af os støtter op om voldtægtskultur. Det her er ikke en 'kvinderne mod mændene'-situation - det er et menneske-problem. Det handler ikke om at forklare, at jeg aldrig kunne finde på at gøre den slags, og det handler bestemt ikke om, at kvinderne gerne vil trøstes. Vi er enige om, at det skal stoppe.

Men altså #MeToo gør det netop nu helt åbenlyst for mange flere, at sexchikane og voldtægt, og alt det der ligger i spændfeltet mellem de to, er meget mere udbredt, end vi gerne ville tro. 

Vi er opmærksomme nu, men hvad gør vi så?

Det skal ikke være en historie om magtesløshed og ofre. Det skal være en historie om, hvordan vi alle bliver bedre til at hjælpe hinanden. Person til person. Ven til ven. Fremmed til fremmed.

Hvis du ser en person, der udøver fysiske eller psykiske overgreb mod et andet menneske - så træd til i stedet for at kigge den anden vej. Hjælp din veninde ud af den situation med den slibrige fyr, der står og bager lidt for hårdt over hende i toiletkøen. Forklar din lidt for fulde makker, at det ikke er cool, at han er gået på ass-grabbing-jagt på klubben.

Det handler ikke om at være den bedre mand. Det handler bare om at være et godt, nej, et endnu bedre menneske. 

Har du tanker om emnet, som du har lyst til at dele? Er du totalt enig, eller er jeg helt forkert på den? Hop ind på Facebook og kommenter indlægget direkte:

ANNONCE
Del

Seneste nyt

Annonce