Nu er skræmmende sextrend nået til Danmark

Dét her er fandeme bare ikke i orden!

20. maj 2017 af Jakob Flarup

Nej! Det er altså ikke okay at tage kondomet af, uden hun er klar over det, hvis I har aftalt at gøre det med. Ikke desto mindre er der flere og flere unge mænd, der både gør det og nærmest ser det som leg. Fænomenet kaldes ’stealthing’ og grænser ifølge eksperter til voldtægt.

For få uger siden beskrev vi den nye, skræmmende sextrend, og nu er det så nået til Danmark.

Det skriver bt.dk.

Hos Everyday Sexism Project Danmark lyder det nemlig, at de i stigende grad modtager flere og flere henvendelser fra danske kvinder, som har oplevet det.

- Det er stærkt underrapporteret - dels fordi kvinderne, selvom de føler sig krænkede, ikke ved, hvordan de skal reagere, og hvor de skal gå hen med deres oplevelser, siger Maria Vicki Lindbaum, der er forperson i Everyday Sexism Project Danmark, til BT.

En af de kvinder, der har været udsat for den skræmmende trend, er 19-årige Camilla (opdigtet navn). Hun havde mødt en fyr i byen og taget med ham hjem, hvor de aftalte, at han skulle bruge kondom, da hun ikke dengang var på p-piller.

- Under samlejet hører jeg ham pludselig sige, at 'det føles godt at knalde mig uden kondom', hvilket kommer som en ubehagelig overraskelse, da jeg vidste, kondomet var på, inden vi gik i gang. Han tog altså kondomet af uden at sige noget til mig, siger hun til bt.dk og fortsætter:

- Jeg blev efterfølgende nødt til at købe en fortrydelsespille, og da jeg skrev dette til fyren, var hans svar bare, at 'han havde da gjort flere piger gravide'. Jeg ved ikke, om det var en syg joke.

Hos Everyday Sexism Project Danmark mener man, at ’stealthing’ bør behandles som overgreb og altså burde være strafbart.

- Vi har at gøre med situationer, hvor det ikke sker som uheld, men hvor manden med fuldt overlæg aftager kondomet uden samtykke. Derfor skal 'stealthing' også betragtes på linje med andre overgreb. Vi ser også, at mange kvinder får de samme reaktioner efterfølgende, som man ser ved andre slags overgreb, ligesom man jo også udsætter kvinden for sundhedsmæssige risici i form af forskellige kønssygdomme, siger Maria Vicki Lindbaum.

I Schweiz har man allerede en straffesag i forbindelse med ‘stealthing’. I januar blev en mand nemlig dømt for voldtægt, efter han havde taget sit kondom af uden at have fortalt sin partner om det. Retten konkluderede, at kvinden ville have sagt nej til sex, hvis hun vidste, at manden ville have taget sit kondom af.

Måske er du interesseret i...

Hvad synes kvinderne?

Mest læste