De vildeste danske OL-præstationer: Her er historien bag Lasse Norman Hansens guldmedalje

Da Lasse Normann Hansen styrtede og gled ned ad cykelbanen i London for fire år siden, var det hele tabt. Men den menneskelige maskine nægtede at give op. Han gik dybt og fandt nogle kræfter, som ingen af modstanderne havde set lignende. Og så vandt den danske tempospecialist OL-guld.

19. august 2016 af Uddrag fra "Store drømme" // Casper Fauerholdt og Jakob Balthazar Munk

Det var skuffende. Det unge, talentfulde danske cykellandshold havde kørt for langsomt i 4.000 meter forfølgelsesløb, og nu skulle de ud i en kamp om femte- og sjettepladsen mod Spanien. Det var ikke, hvad man havde forventet, da man var ankommet til London, eller da man en uge før droppede at deltage i åbnings-ceremonien for at forberede sig til løbet. I træningen havde der været fuld fokus på at cykle de tre kilometer i den nybyggede, olympiske velodrome.

Den 20-årige Lasse Norman Hansen var holdets motor, og da det blev klart, at man ikke skulle køre om medaljer, traf danskerne en beslutning. Lasse Norman Hansen skulle ikke køre forfølgelsesløbets sidste 4.000 meter. Han mente, han kunne vinde omnium-disciplinen, som skulle finde sted de næste to dage. Landstræneren Casper Jørgensen pillede ham af holdet, og fokus var nu på den helt nye OL-konkurrence, som blev kaldt cyklingens svar på atletikkens sekskamp.

Casper Jørgensen vidste godt, at Lasse Norman Hansen var stærk nok til et få medaljer i disciplinen. Han vidste, at den 20-årige fynbo havde kræfterne til det.

Det var tidligt lørdag morgen den 4. august, da Lasse Norman Hansen og Casper Jørgensen stod op. Cirka tre timer inden første konkurrence, ringede vækkeuret. Halvanden time inden tog de ud til velodromen. Det var ren rutine. Landstræneren kunne mærke på sin rytter, at han var vildt motiveret. Lasse Norman Hansen var på vej ind i sig selv.

Omnium-konkurrencen er seks forskellige discipliner, som hver tæller lige meget. Derfor tænkte de overhovedet ikke på andet end den første udfordring. Og det var 250 meter flyvende start.

Casper Jørgensens opgave var at sørge for, at Lasse Norman Hansen var tændt, og at han ikke blev unødvendig nervøs.

Taktikken er stort set den samme ved hver omnium-disciplin: Kør så hurtigt, du kan.

Lasse Norman Hansen skulle på cyklen efter den 37-årige Cho Ho-sung fra Hong Kong. Den erfarne asiatiske rytter havde kørt en dårlig tid, og nu var det den 17 år yngre danskers tur. Rundt på velodromens hældende bane tog han nogle dybe vejrtrækninger og en runde, inden han krydsede startlinjen, og den ringende klokke signalerede, at hans løb var igang.

Han hev kroppen ind over styret, den spidse aerodynamiske hjelm lagde sig langs hans ryg, og hans ben og fødder pumpede cyklen rundt. Efter 12 sekunder og 236 hundrededele kørte han igen over stregen, og 250 meter var tilbagelagt. Det blev gjort i den foreløbigt bedste tid. Og så hurtigt havde Lasse Norman Hansen ikke før kørt i den her disciplin. Da de 18 ryttere havde været igennem, blev det klart, at Lasse Norman Hansen endte på en fjerdeplads. Allerede nu havde han gjort det bedre end ved VM tidligere på året. Det lovede godt, tænkte Casper Jørgensen inde i midten af velodromen.

Samme eftermiddag skulle Lasse Norman Hansen på cyklen igen. Anden disciplin var 30 kilometer pointløb. 120 runder med 12 indbyggede spurter. Alle deltagere på banen på samme tid i samme løb. Lasse Norman Hansen sad på sin cykel, og Casper Jørgensen stod og holdt den ved siden af. Efter en tur rundt om banen lød startskuddet. Den danske rytter slog op i banen og lod andre føre. Han lå i midten af feltet, bevægede sig op til de første og slog ud igen. Ved den første sprint blev han nummer tre, og han fik dermed et point. De tre første svingede ud. Lasse Norman Hansen stak af sted. Han holdt konkurrenterne bag sig indtil næste sprint, hvor han overlegent blev nummer et og fik fem point. Men der var stadig 100 omgange tilbage.

Knap en halv time senere havde rytterne spurtet den tiende gang. Lasse Norman Hansen lå samlet nummer et med 54 point. Franskmanden Coquard var nummer to med 49. Efter sprint 11 lå tyskeren Kluge nummer et. Ti omgange endnu.

Lasse Norman Hansen slap styret, rejste sig op og jublede. Han var kommet først over målstregen. Han havde ikke fået flest point. Det havde Kluge, men det var ligemeget. Lasse Norman Hansen lå samlet nummer et.

Casper Jørgensen kunne se, at det så godt ud. At målet om medaljer var realistisk. Men han vidste også, at man bare skal kikse i én disciplin, og så kan alt se håbløst ud. Derfor svingede det danske holds humør heller ikke. Lasse Norman Hansen og Casper Jørgensen var koncentrerede og fokuserede.

Det var blevet lørdag aften, og dagens sidste disciplin skulle afvikles. Udskillelsesløbet. Den sidste af deltagerne efter hver omgang skulle forlade banen. Lasse Norman Hansen vidste, at det var hans svageste del af omniumkonkurrencen.

Da de bedste 13 ryttere begyndte på sjette omgang, lå han nummer et i feltet. Columbianske Arango blev sidst og trillede ind i midten og ud af banen. Lasse Norman Hansen fortsatte som nummer et. Hurtigt røg han ned igennem feltet, og da de kom ind på langsiden og kunne se stregen, kiggede han omkring sig og konstaterede, at han pludselig var sidste mand i feltet. I hans spejlvisir kunne man se 11 andre rytteres rygge. Han bøjede hovedet og trådte sig roligt ind som nummer 12.

Det var en skuffende følelse at tage tilbage til hotellet med. Lasse Norman Hansen havde forladt sin midlertidige førsteplads og byttet den ud med en femteplads. Det gjorde ham lidt bekymret. Han havde stadig muligheden, tænkte Casper Jørgensen. De skulle stadig tage en disciplin ad gangen, og der var tre endnu.

Lasse Norman Hansen er god til at ramme det rigtige spændingsniveau og være i zonen, når han skal. Men han er også god til at slappe af. De brugte aftenen på at snakke og joke med hinanden. I OL-byen gennemgik han og Casper Jørgensen også den lavpraktiske del omkring morgendagens tre kilometer individuel forfølgelsesløb. Hvilket tidsskema han skulle køre efter, og de satte det sådan, at hvis han fulgte det, ville han sætte en ny dansk rekord i disciplinen.

Søndagen begyndte, som lørdagen begyndte.

Det var tyskeren Kluge, der sad på sin cykel på den modsatte side af velodromen. I tre kilometer skulle de to ryttere kæmpe individuelt på den samme bane, og når alle var igennem, skulle det afgøres, hvem der havde kørt tre kilometer hurtigst. Det var en disciplin, Lasse Norman Hansen var god til. Den ligger perfekt til hans fysik, vurderede Casper Jørgensen inde fra midten. Fire kilometer stiller ikke så store krav til teknik, men til udholdenhed. Og det passede Lasse Norman Hansen godt.

Han stod få centimeter oppe på cyklen. Han var klar til at trampe, når signalet kom. Det gjorde det der. Han rejste sig helt op. Det var nogle tunge omdrejninger for at få cyklen igang.

Hurtigt kunne alle se, at Lasse Norman Hansen kørte stærkt. På TV-billederne kunne man se, hvordan han halede ind på Kluge. Begge havde de lagt sig langt ind over cyklerne med deres underarme hvilende på aerobarstyret. De skar igennem velodromen. Casper Jørgensen kunne se på både sin rytter og på sit ur, at det blev en god tid, og da Lasse Norman Hansen bankede forbi ham, råbte han motiverende til ham. Der manglede 500 meter.

250 meter. Nu ringede klokken. Det var sidste omgang. Og nu var han inde. 4,20 minutter efter han begyndte. Det var dansk rekord, han havde aldrig kørt så hurtigt før, og han var tilbage på førstepladsen.

Casper Jørgensen og Dansk Cykle Unions sportschef Lars Bonde talte efterfølgende sammen. Det kan faktisk blive rigtig godt det her, blev de enige om. De kunne se på stillingen, at det begyndte at ligne noget. Det begyndte at lugte af noget stort. Det var ikke noget, de snakkede med Lasse Norman Hansen om. Han skulle stadig tage en disciplin ad gangen, og den næste var scratch, hvor alle ryttere starter på samme tid, og så handler det om at komme først i mål efter 15 kilometer.

Men Casper Jørgensen vidste, at Lasse Norman Hansen er god, når det er tæt, og når han kan se, han kan vinde. Så er der kun én vej. Erfaringen sagde ham, at når det er lige ved, går det sjældent galt med ham.

Men så lå han der. Han gled hen ad gulvet og endte inde i midten udenfor banen. Efter 4 minutter og 40 sekunder og 44 omgange tilbage ramte Lasse Norman Hansens forhjul ind i britten Clancys baghjul, og cyklen forsvandt under ham. Det var et kritisk tidspunkt. Et afgørende moment i løbet, hvor en gruppe lige havde revet sig fri.

Der røg det hele, tænkte Lasse Norman Hansen. Samme tanke fik Casper Jørgensen. Det var ærgerligt, men han havde da fået vist potentialet, nåede landstræneren at spekulere over, mens han løb over mod Lasse Norman Hansen, der var blevet hjulpet op. Hans dragt var hullet, og det blødte fra store hudafskrabninger, faldet og rutsjeturen havde givet ham.

Han ville ud på banen igen. Han insisterede. Han ville have fat i sin cykel, men den var også blevet medtaget af styrtet. Hurtigt fik han sin reserve, og han kom op på den.

En fra det danske hold skubbede ham i gang, og han kom ud på banen. Han kiggede bagud, hvor de andre kom buldrende, han rejste sig og trådte i pedalerne.

Casper Jørgensen troede stadig ikke på det. Det så sort ud. Den store gruppe var næsten en omgang foran. Han betragtede Lasse Norman Hansen, der sad og tydeligvis havde det skidt.

Men så skete der noget. Det her var et afgørende øjeblik. Han fandt sig selv igen. Og i fronten var mange af rytterne blevet trætte. Lasse Norman Hansens mund stod på vid gab, da han kom op og slap væk. Og han fik en omgang. Casper Jørgensen stod inde i midten og kunne betragte, hvordan Lasse Norman Hansen kunne lugte en sejr. At når han først var på det niveau inde i sig selv, kunne han trampe som ingen andre.

Inde bag visiret var det sløret for ham. Da han nåede i mål, anede han ikke, hvilken placering han havde fået. Så han opgav. Han sagde til Casper Jørgensen, at det var slut. Han ville hjem. Men landstræneren tog fat i Lasse Norman Hansen og sagde, at han skulle holde sin kæft. Han lå på en delt førsteplads.

Det var blevet aften søndag den 5. august 2012 i den engelske hovedstad. Velodromen var fyldt op, og der var 1.000 meters spurt mellem Lasse Norman Hansen og en OL-guldmedalje. Casper Jørgensen vurderede, at hans rytter var bedre end både franskmanden og britten, der også bejlede til den samlede førsteplads. Og i 90 procent af tilfældene ville Lasse Norman Hansen vinde i den her disciplin. Men hvordan ville styrtet og sårene spille ind?

Han var helt væk. På den gode måde. Casper Jørgensen vurderede sin rytter, der var i en helt anden verden. Under opvarmningen havde han kun givet Lasse Norman Hansen de allervigtigste informationer. Intet skulle forstyrre. Om et minut ville vi vide, om der var dansk omnium-guld. I den her disciplin kan man ikke spare sig i begyndelsen, men Lasse Norman Hansen startede langsomt. Det gør han altid, tænkte Casper Jørgensen. Efter den første omgang blev det klart, at han havde kørt for langsomt. Så han blev nødt til at sætte tempoet op. Meget op. Og det gjorde Lasse Norman Hansen så. Til sidst kunne han se italieneren, han startede samme tid med, på den samme langside, lige inden han kørte i mål. Han kørte den hurtigste 1.000 meter, han nogensinde havde kørt. Et minut og 2 sekunder tog det Lasse Norman Hansen at sikre sig guldmedaljen.

Han rejste sig, knyttede sine næver og brølede ud i velodromen. På sidelinjen stod Casper Jørgensen med næven i vejret. Og Peter Bonde havde begge sine arme oppe.

En OL-guldmedalje er altid stort, men det var, som om styrtet om eftermiddagen gjorde følelsen endnu vildere. Det var først, da han stod på skamlen og hørte nationalmelodien, at han forstod, hvad han havde præsteret de sidste to dage. 

Det var kæmpestort. Tilbage i den danske lejr blev Danmarks anden guldmedalje fejret. Men Lasse Norman Hansen kunne ikke tage med de andre danskere hjem. Inden OL havde han sagt ja til at deltage i U23-EM på landevej i Holland, og det lå få dage senere. Det skulle han i gang med at motivere sig til med en guldmedalje om halsen.

Store drømme

Historien om Lasse Norman Hansen er et kapitel i bogen "Store drømme", der er skrevet af Jakob Balthazar Munk og Casper Fauerholdt. Her kan du læse mange flere beretninger om nogle af de største danske OL-præstationer. Bogen kan købes lige her.

Måske er du interesseret i...

Hvad synes kvinderne?

Mest læste