Den kvindelige Usain Bolt er fundet og hun er kun 12 år - se hendes vanvidsløb her

Ville du kunne løbe fra hende?

8. april 2017 af Jakob Flarup

En ny jamaicansk løbestjerne er født – og hun er kun 12 år gammel. Navnet er Brianna Lyston, og hun satte en sindssyg rekord ved sidste uges 2017 Boys and Girls Championships i Jamaica.

I 200-meter-finalen vandt hun overlegent over sine konkurrenter med tiden 23,72 sekunder – blot lidt mere end to sekunder langsommere end legendariske Florence Griffith Joyners verdensrekord fra OL i Seoul i 1988. En rekord, hun satte som 28-årig.

Det skriver Daily Mail.

Lyston, som går på St Jago High School i byen St Catherine sluttede hele 0,88 sekunder foran sin nærmeste rival, Oneika McAnnuff (og det er altså en del, når vi snakker sprint).

Den unge fartdjævel vandt også 100-meter-finalen i sin U13-klasse med en tid på 11,86 sekunder.

For at sætte det i perspektiv er Danmarks-rekorderne i både 100- og 200-meterløb mere end 30 år gamle og tilhører Dorte Wolfsberg, som i 1983 løb henholdsvis 100 meter på 11,42 sekunder og 200 meter på 23,36 sekunder. Så det er vist kun et spørgsmål om tid, før Brianna Lyston ville kunne kalde sig for den hurtigste i Danmark nogensinde – hvis hun velsagtens var fra Danmark.

Det er ingen overraskelse, at hun øjeblikkeligt er blevet sammenlignet med landsmanden Usain Bolt. Selvom Lyston blot er 12 år gammel, har man kendt til hendes løbefærdigheder i noget tid. Som 10-årig løb hun 300 meter på 42,41 sekunder ved Caribbean Union Teachers Championships i Trinidad og Tobago – mere end et sekund hurtigere end vindertiden i drengenes løb.

Brianna Lyston er uden tvivl et navn, vi kommer til at høre meget mere til i den nærmeste fremtid.

Se hendes 200-meter-løb herunder.

Måske er du interesseret i...

Hvad synes kvinderne?

Mest læste