Magasinet M!

Sportens hårdeste negle

Otte sportsmænd, der næsten er ligeså badass som Lord Bendtner. Men også kun næsten.

Zenon Konopka, Ishockey

Canadiske Zenon Konopka spildte sandelig ikke tiden, da han introducerede sig selv for de store drenge i verdens hårdeste hockeyliga, NHL. I sin rookie-sæson 2009-2010 scorede han ganske vist kun to gange - til gengæld førte den benhårde center ligaen i både strafminutter (265) og slagsmål (33). I 2010/2011-sæsonen var han sandelig endnu en gang i toppen af statistikkerne med 307 minutter i boksen og 25 slagsmål.

Badass-bonus: Fritiden fordriver Zenon Konopka som medejer af henholdsvis en vinhandler og en ølbar. Det er en mand med prioriteringerne i orden.

ANNONCE

Wayne Shelford, Rugby

Rugby er som bekendt ikke en sport for tøsedrenge. Det kan newzealandske Wayne Shelford mere end nogen andre - i verden! - skrive under på. 20 minutter inde i sin debutkamp for New Zealand mod Frankrig havnede Shelford nederst i en bunke spillere, fik fire tænder sparket ud af munden og blev ramt i skridtet på en måde, så - åh, det gør ondt bare at skrive om det - pungen blev flået op og venstre testikel hang udenfor. Her ville ingen have bebrejdet ham, hvis han tog sig en ordentlig tudetur og begyndte at spille bordtennis i stedet, men Shelford insisterede på at blive nødtørftigt lappet sammen af lægen og spille videre. Så snart han kom på banen igen, blev han ramt af en tackling i hovedet og fik hjernerystelse. Så syntes træneren alligevel, det var bedst, hvis han så resten af kampen fra sidelinjen.

Badass-bonus: Fik vi nævnt, at HAN FIK LØGPOSEN FLÅET OP UNDER EN KAMP OG SPILLEDE VIDERE ALLIGEVEL?

ANNONCE

Vinnie Jones, Fodbold

Engelsk fodbold har fostret mange psyko-typer, du ikke har lyst til at møde i en mørk gyde - men ham, vi har allermindst lyst til at rende ind i, er Vinnie Jones. Medmindre vi var i selskab med Chuck Norris. I så fald kunne det faktisk være ret spændende... Nå, Vinnie Jones huserede i mange år på Wimbledons midtbane og uddelte tacklinger, der kunne høres oppe på bagerste række. I løbet af sin karriere fik han 12 røde kort og flere gule kort, end nogen kan overskue at tælle. Faktisk har han stadig Premier League-rekorden for hurtigste advarsel efter at have fået et gult kort i en kamp mod Chelsea i 1992 efter tre sekunder.

Badass-bonus: Vinnie Jones blev i 1997 sigtet for at have overfaldet, sparket og bidt(!) sin nabo. Jones' forsvarer fremførte det myndige argument, at hvis Vinnie Jones havde bidt og sparket manden, ville han næppe være i stand til at møde op i retten for at fortælle om det.

ANNONCE

Tank Abbott, Ultimate Fighting

Alle, der frivilligt stiller op til Ultimate Fighting, er pr. definition hårde i filten. Tank Abbott er måske ikke det største talent, sporten nogensinde har set, men han er dæleme badass. I modsætning til de fleste af sine konkurrenter har Abbott ikke det sorte bælte i noget som helst, men indrømmer åbent at have perfektioneret sin teknik ved at være med i virkelig mange værtshus-slagsmål. Sin første UFC-kamp vandt Abbott ved at knockoute sin 200 kg tunge modstander efter 18 sekunder, og første gang, Abott tabte en kamp, måtte modstanderen - altså vinderen - bæres fra ringen.

Badass-bonus: Abbott har været aktiv i over 15 år - med en kort pause, hvor han ernærede sig som wrestler.

ANNONCE

Tyler Hamilton, Cykling

Tyler Hamilton var egentlig skiløber, men skiftede sport, da han smadrede to knoglehvirvler i rygsøjlen efter et styrt. Så valgte han den mindst lige så farlige sport landevejscykling, hvor han i 2002 brækkede skulderen under femte etape på Giro D'Italia, men dog fuldførte løbet og endte som nr. 2. Året efter styrtede han på første etape i Tour de France og brækkede kravebenet to steder - en skade, der normalt får rytterne til at pakke pænt sammen og forlade løbet. Hamilton blev dog siddende på cyklen i samfulde tre uger. Han noterede sig oven i købet for en etapesejr efter 142 km soloridt og en samlet fjerdeplads.

Badass-bonus: Hamilton skar tænder af smerte så voldsomt, at han efter Touren måtte have ny krone på 11 tænder.

ANNONCE

Joe Grim, Boksning

Boksesporten har fostret utallige legender fra Muhammed Ali til Mike Tyson. Saverio Giannone med boksenavnet Joe Grim er en af de oversete. Grim var ikke verdens mest talentfulde bokser - langt fra, faktisk - men helt sikkert en af de hårdeste. Han boksede 127 kampe, vandt 12, havde 12 uafgjorte og tabte 103! Til gengæld var han stort set umulig at knockoute. Grim var kendt for at rejse sig efter selv de mest læsterlige klø og slutte alle sine kampe med at hænge i tovene, ligne et trafikuheld og råbe "I'm Joe Grim! Nobody can knock me out!". I mandens måske mest legendariske kamp mødte han den senere verdensmester Jack Johnson. Johnson sendte Grim i gulvet 18 gange i løbet af kampen, men fik ham aldrig til at blive liggende.

Badass-bonus: Joe Grim tabte også sin første professionelle kamp, men først efter at hans modstander - den senere Hall Of Fame-bokser Jack O'Brien - havde brækket knoerne på sin højre hånd. Uden dog at knockoute Grim af den grund.

ANNONCE

Eddie 'The Eagle' Edwards, Skihop

Det virker måske besynderligt, at verdens mest kiksede skihopper kan snige sig med på en liste over hårde negle i sportsverdenen. Men tænk lige over det. Eddie Edwards fra England stillede op til OL i skihop i 1988 uden sponsorer og stort set uden træning. Ydermere var Edwards ekstremt nærsynet og blev nødt til at bære briller under sine skihop, selvom de duggede. Så for lige at repetere: Eddie 'The Eagle' stillede sig op på toppen af 90 meter høje og umanerligt stejle skibakker, kørte ned og fløj 70 meter gennem luften uden synderlig træning, uden noget særligt talent og uden egentlig at kunne se noget. Det kræver alligevel nosser.

Badass-bonus: Der er en spillefilm om Eddie 'The Eagles' liv på tegnebrættet. Eddie selv har insisteret på, at hovedrollen spilles af enten Tom Cruise eller Brad Pitt.

ANNONCE

Brett Favre, Amerikansk fodbold

Den tidligere Packers-quarterback har utallige rekorder i NFL. Den sejeste er nok hans 297 kampe som startende quarterback - i træk. Til sammenligning havde Chicago Bears 23 startende quarterbacks i samme periode. Sådan en rekord får man kun, hvis man er: 1) dygtig og 2) fuldstændig ligeglad med skader.
Brett Favre har spillet hele kampe med en skadet lårmuskel, en forstuvet hånd, en forstuvet tommelfinger, en skulder, der gik af led i tide og utide og en hjernerystelse, der tvang ham af banen - indtil han gik tilbage på banen og kastede en touchdown. Det var i 2004-sæsonen... I stort set alle af Favres sæsoner har han spillet og vundet kampe med skader, der ville gøre det besværligt for andre mennesker at gå på toilettet uden hjælp.

Badass-bonus: I 1990, da Brett Favre spillede college football, sad han i en bil, der rullede rundt tre gange, inden den ramlede ind i et træ. Favre blev hasteopereret og fik bl.a. fjernet et stort stykke af tyndtarmen. Seks uger senere førte han sit hold til en sejr i overtiden.

ANNONCE
Del

Seneste nyt

Annonce