© Huawei

Anmeldelse: Huawei Honor 9

Læs alt om Huaweis nye flagskibsmodel.

30. juli 2017 af Torben Vognsen / Inputmag.dk


Huawei er efterhånden ved at have flyttet sig op i de “voksnes” rækker som brand når det kommer til mobiltelefoner. Dermed er deres kvalitet også blevet bedre, og prisen er steget som følge af, at kunderne er villige til at betale mere for deres telefoner. Men eftersom Huawei også tjente ganske fint på de lidt billigere telefoner har de set en fidus i at lave et såkaldt subbrand, der så kan producere de billigere telefoner – og sådan blev Honor født.

Honor telefonerne er fuldt på højde med Huaweis andre telefoner på næsten alle måder. Der mangler bare Huawei mærkatet – og på de nyeste telefoner også Leica brandingen af kameraet, som de dyrere Huawei telefoner har. Faktisk minder Honor 9 på mange områder om Huaweis seneste telefon, P10 – dog med et par markante undtagelser, som jeg kommer til senere.

Topmodel til budgetpris

Prisen for en Honor 9 ligger på ca. 3.700 kr. lige nu – og det er vel at mærke lige efter den er blevet tilgængelig. I løbet af et par måneder vil prisen formentlig være faldet en del, men allerede ved de 3.700 kr. får du faktisk rigtigt meget for pengene. Det er dog altid værd lige at kigge på de lidt ældre topmodeller som alternativ – for eksempel er Huaweis egen P10 efterhånden faldet til lige under 4.000 kr. Men vores gæt er umiddelbart, at Honor 9 kommer under 3.500 kr. meget snart – og så er det virkelig et godt køb.

Design der skiller sig ud

Honor 9 er måske nok en budgettelefon hvis man kigger på prisen, men den ligner ikke et billigt stykke hardware. Vores testudgave er sølvgrå, og den er aldeles smagfuld. Udformningen er for så vidt meget traditionel, for her er ingen overstørrelse skærm – som vi har set fra Samsung, LG og formentlig snart Apple – men i stedet “blot” en helt traditionel 16:9 skærm med kanter over og under.

Generelt føles telefonen som rigtigt god kvalitet – bagsiden er glas, der reflekterer lys på sådan en lidt bling måde, men om man synes det er lækkert er en smagssag – en ting der er sikkert er til gengæld, at byggekvaliteten er i orden. Når begge sider er i glas, og kanten rundt er i aluminium virker det hele generelt bare ret stabilt.

Udmærket skærm

Huawei har valgt at “spare” lidt på skærmen og har brugt en LCD skærm i stedet for OLED, som er noget dyrere. Ikke desto mindre er jeg faktisk overrasket over, at kvaliteten er så ganske udmærket. Selv i højt sollys er det muligt at se hvad der foregår på skærmen. Med en opløsning på “kun” fuld HD er Honor 9 ikke specielt egnet til VR, men i dagligt brug er der ingen problemer, og den relativt lave opløsning sammenlignet med eksempelvis Samsung S8, betyder i praksis ikke ret meget. Det er ikke muligt at se enkelte pixler med mindre du holder telefonen få centimeter fra ansigtet – og hvem gør det?

Ekstremt flydende oplevelse

Et kæmpe plus på Honor 9 er, at telefonen kører ekstremt flydende. Godt nok har telefonen den samme processor som Huawei P10 og Huawei Mate 9 – men det virker lidt som om, den er endnu hurtigere end de to, og det siger ikke så lidt. Processoren er Huaweis egen Kirin processor, der er en ottekernet en af slagsen, og den blæser afsted. Selv tunge 3D spil klarer telefonen uden brok, hosten eller stønnen, og al navigation i menuerne sker flydende – som det i øvrigt også skal i 2017. Under alle omstændigheder er der ikke en finger at sætte på ydelsen, der er fantastisk – især holdt op imod prisen.


Kamera på det jævne

Jeg skal være ærlig; mine forventninger til mobilkameraer er efterhånden ganske store. Næsten hver eneste gang, vi ser en ny telefon blive lanceret er kameraet en af de store salgspointer – men sådan var det faktisk ikke rigtigt med Honor 9 – og det er der en grund til; det er simpelthen bare sådan lidt middelmådigt. Bevares, det tager ikke direkte dårlige billeder – det ville være meget mærkeligt i disse tider, hvor mobilkameraer over en kam er blevet glimrende kameraer. Men hvor P10 fra Huawei har et fabelagtigt kamera lavet i samarbejde med Leica – ja, så er der intet Leica mærkat at finde på Honor 9. Reelt er det formentlig ligegyldigt, for kameraet er stort set det samme alligevel – men med et par ganske store minusser.

Det største problem er, at der ikke er optisk billedstabilisator. I dagslys er det ikke det store problem, for der kommer nok lys ind til at billederne alligevel bliver skarpe. Men tager man billeder i tusmørke vil det være ganske tydeligt, at de let bliver slørede og ikke står nær så skarpt som billeder taget med eksempelvis P10 eller Samsungs Galaxy S8, som måske er den allerbedste mobil til at tage billeder i tusmørke eller mørke.

Selv om kameraet – eller i virkeligheden kameraerne, for der er to – på papiret ligner det, der sidder i P10, er der alligevel også forskel på billedkvaliteten. Ser man billederne på skærmen er de egentlig pæne nok – men zoomer man ind, eller skriver man billederne ud, kommer kameraet i Honor 9 til kort; de er simpelthen mere pixellerede end de billeder, man kan tage med P10 eller de andre topmodeller på markedet.

Stort batteri holder ikke længe

Honors batteri er på papiret egentlig ganske udmærket med dets 3200 mAh. Det burde normalt være fint på en telefon på omkring 5″, men det virker bare som om, der ikke rigtigt er så meget kraft på det som man kunne håbe – alternativt er der en lille soft- eller hardware bug der trækker for meget på strømmen. I praksis er det ikke lykkedes at komme igennem en hel dag uden at være helt død midt på aftenen. Nu er jeg måske heller ikke gennemsnitsbrugeren, og jeg bruger min telefon meget. Ikke desto mindre skuffer Honor 9, for de fleste andre nye telefoner kan godt komme igennem en dag på en opladning.

Køb den – om to måneder!

Kigger man på pris, ydelse, design og funktionalitet er der ikke nogen vej udenom at konkludere, at Honor 9 er en rigtigt god telefon til prisen. Om to-tre måneder er toppen taget af den pris, og Honor 9 er en endnu bedre telefon til prisen. Men kan du ikke vente går du ikke galt i byen med Huaweis nye “billige” topmodel.

Leveret af Inputmag.dk

Måske er du interesseret i...

Hvad synes kvinderne?

Mest læste