Anmeldelse: Smarter Coffee Maker

Dumt eller smart? Torben fra Inputmag.dk giver dig sit bud på, hvorvidt du skal erhverve dig en ny wifi-opkoblet kaffemaskine.

29. juli 2017 af Torben Vognsen / Inputmag.dk

Alt skal ikke nødvendigvis være koblet på wifi. Nogle gange er det faktisk endda bare dumt. Med Smarter Coffee Maker kan vi ikke rigtigt beslutte os til, om det er dumt eller en rigtigt god ide. Én ting er sikkert – det er højst nice-to-have og bestemt ikke need-to-have.

Pæn kaffemaskine

Smarter Coffee Maker er faktisk ganske pæn, og føles generelt solid. Man kan selv skifte fronten ud på maskinen så den har den farve, man har lyst til – der medfølger fronter i plastik. Man kan vælge imellem en creme-hvid, en sort og en rød. Det er let at skifte de to paneler der sidder på fronten, og det ændrer virkelig designet mærkbart. Udover plastikcoveret er resten af maskinen stort set bygget i metal, med en helt klassisk glaskolbe og en gennemsigtig beholder til bønner i toppen.

Friskmalet kaffe

En kæmpe fordel ved Smarter Coffee Maker er netop beholderen til hele bønner i toppen der leverer bønner til en indbygget kværn der har plads til en lille pose (250g) kaffebønner. På den måde får du altid friskmalet kaffe, og smagen er bare lige en smule mere raffineret. Du kan dog også vælge at bruge almindeligt formalet kaffe – så skal du bare huske at fylde kaffen på inden du går i seng hvis du vil bruge timerfunktionen eller starte kaffemaskinen fra sengen. Men det fungerer fint.


Underlig vandtank

Vandtanken har plads til 12 kopper. Det er, underligt nok, en del mindre end kolben og det kan give udslag i problemer. Fylder man, uden at tænke over det, kolben op og hælder det hele på maskinen, kan det faktisk godt være der – men et hul i bagsiden af beholderen gør, at det “overskydende” vand (Der jo faktisk slet ikke ER overskydende!) vælter ud på bordet. Dummere design skal man simpelthen lede længe efter. Der er præcis NUL chance for, at det ville blive et problem at kunne fylde hele kanden og hælde den på – der er jo, af gode grunde, plads til alt vandet i kanden. Virkelig mærkeligt.

Wifi giver muligheder

“Smart”-delen af Smarter Coffee Maker består i, at maskinen kan kobles på dit wifi og dermed styres via mobiltelefonen – også når du ikke er hjemme. I praksis er det lidt ligesom en vaskemaskine der kan fjernstyres; det er fint nok, men det kræver jo stadig, at man fylder tøjet i og tager det ud og hænger det op. Lidt det samme her. Man kan gøre kaffemaskinen klar til at lave kaffe og vil så kunne sætte den igang når man tager hjem fra jobbet eller når man vågner – uden at stikke poterne ud af sengen før man kan dufte friskbrygget kaffe. Men man kan ikke lave kaffe flere gange i træk uden at tømme filteret for grums – og der er kun vand til 12 kopper, så der skal også fyldes på ganske ofte. Med andre ord; det eneste, man reelt får ud af wifi opkoblingen er en lidt mere avanceret timer der kan slås til selv om man ikke er i nærheden af kaffemaskinen.

Udmærket app

Appen der følger med Smarter Coffee Maker er for så vidt okay – designet er pænt og setup er ganske simpelt. Menuerne er intuitive og lette at finde rundt i. Det tog lidt tid før jeg fandt ud af, hvordan man indstiller maskinen til at holde kaffen varm i op til 40 minutter fordi den menu har forputtet sig under “product defaults”. Og selv efter jeg satte den til 40 minutter virker det ikke rigtigt til at fungere – og det er ikke muligt at gøre det manuelt på maskinen, så vidt jeg kan finde ud af.

Udover det er funktionerne dog hvad man kan forvente – man kan sætte brygning i gang og man kan sætte et geofence op, så maskinen starter brygning når man er i nærheden af sit hjem. Man kan også indstille maskinen til at lave en enkelt kop ad gangen, hvilket dog kræver at man fjerner den lille fjeder der stopper kaffen fra at løbe ud når kolben ikke er til stede.

Dyrt legetøj

Prisen for Smarter Coffee Maker er ca. 2000 kr. Det er for så vidt rimeligt nok når man tænker på, hvor relativt avanceret den er. Men du kan få en “analog” kaffemaskine, der kan lave betydeligt bedre kaffe for færre penge, så spørgsmålet er, om de ekstra funktioner er prisen værd? Vi har svært ved at synes det.

Leveret af Inputmag.dk

Måske er du interesseret i...

Hvad synes kvinderne?

Mest læste