Det ultimative cosplay-kostume: Virkelighedens Batman-dragt kommer med røggranater og strømpistol

Her kan du se alle de gadgets, der følger med sådan en hidsig dragt.

27. januar 2017 af Jakob Flarup


Vi er nok ikke de eneste, der har drømt om at være i besiddelse af et fuldt funktionelt superheltekostume. Eller rettere sagt: Vi ved, at vi ikke er de eneste. For en fyr ved navn Julian Checkley, manden bag workshoppen Order 66 Creatures and Effects, blev nemlig for nylig optaget i Guinness’ Rekordbog for at have kreeret det cosplay-kostume med fleste funktionelle gadgets.

Og Julian kan en ting eller to med at skabe realistiske kostumer. Siden han var barn, har han været besat af forskellige tegneserier og filmkarakterer. Så besat, at han har gjort det muligt at leve af sin passion. I dag er hans job nemlig at skabe dragter og special-remedier, som blandt andet har figureret i den nyeste Star Wars-film. Men vi tvivler på, at han nogensinde kommer til at lave noget så sejt som dette Batman-kostume. 

3D-printet læder

Inspireret af kostumet i konsolspillet Batman: Arkham Origins kommer dette Batman-vidunder nemlig med 23 anvendelige gadgets og er lavet ud af 3D-printet og –støbt fleksibelt uretan-læder. 

Nogle af de fede gadgets i Batman-dragtens ”værktøjskasse” inkluderer en ’grapnel gun’ (du ved, den pistol, der skyder et kabel af sted, så Batman kan svinge sig fra bygning til bygning), UV-lampe, ’bat respirator’ (så Batman kan beskytte sig imod eventuelle kemiske udslip), flash bang, røggranater og vores favorit – en Batman-lommelærke.

Julian har sågar arbejdet sammen med en elektriker for at inkorporere en 2000 Watt EMP-strømpistol. 

Måske er du interesseret i...

Hvad synes kvinderne?

Mest læste