Her er de 17 fedeste funktioner i det nye iOS 10

Apple frigav for nyligt iOS 10 til iPad, iPhone og iPod touch. Du har måske allerede opdaget en række af de nye opdateringer, men vi tør godt love, at det ikke er alt, du har fundet ud af.

1. oktober 2016 af Simone Klindt

1. Du kan fjerne de faste Apple apps

Har du heller ikke noget Apple-ur og er irriteret over, at du alligevel SKAL have appen? Så er løsningen endelig kommet! Du kan nemlig slette alle de faste Apple apps, så du ikke kan se dem på din hjemmeskærm. 

MEN, vi har fundet ud af, at nok kan du slette appen, men den vil stadig optage lagringsplads på din telefon. I det mindste er vi da nu fri for at lave en mappe, der hedder “apps, vi aldrig bruger”.


2. Du kan nu skifte sprog uden at skulle skifte keyboard

Nu behøver du ikke længere at skifte keyboard for at skifte sprog, når du skriver til din kinesiske WOW-ven. Nu kan du nemlig - i selve beskeden - skifte sproget ved blot at holde globussen ned. Foruden det, så kan keyboardet ord for ord forudsige, hvilket sprog du skriver på, og vil give dig forslag til ord, du er ved at skrive, hvis du eksempelvis skriver på flere sprog i din besked. På den måde kan du hurtigere sende dine beskeder.

OBS, du skal selvfølgelig huske at tilføje de enkelte sprog til dit keyboard, før du kan skifte imellem dem når du skriver beskeder. Det gør du således: Indstillinger - Generelt - Sprog og område - Under "Foretrukken sprogrækkefølge", tilføj sprog

3. Du kan åbne ubegrænsede Safari-sider

Førhen kunne du kun have 36 Safari-sider åbne. Nu er der INGEN begrænsninger. Du ved jo aldrig, hvornår du får brug for at have 500 sider åbne på en gang...


4. Din kalender finder automatisk begivenheder 

Nu er der snart ikke nogen undskyldning for at glemme mormors fødselsdagsfest. Nu kan din iPhone nemlig selv skrive det ind i din kalender OG den kan også regne ud for dig, hvornår du skal tage af sted hjemmefra for at være der til tiden. 

Kalenderappens nye funktion kan søge igennem dine beskeder og mails for at se, om der er nogle begivenheder, du deltager i eller er inviteret til. Herefter kan den selv oprette begivenheden i din kalender. 

OBS: Det afhænger selvfølgelig af, hvor meget information den kan finde om de forskellige begivenheder og invitationer.

5. Samtalevisning i dine mails

Har du en iPhone 6 Plus, har du muligheden for hurtigt at scrolle igennem dine mails, så du nemt kan finde et specifikt svar i en ellers lang tråd. Du vil få en tre-kolonnes-visning frem - i stil med hvordan det ser ud på et skrivebord - når denne feature er slået til


6. Du kan nemt sortere dine mails

Der er kommet en ny filterknap i bunden, i venstre hjørne, af din mail. Den gør det nemmere for dig at finde forsvundne mails, som fx er markeret med flag eller er ulæste. Den kan også finde mails, som er sendt direkte til dig, som du er CC på, eller mails med vedhæftninger. 

Så hvis du ikke lige kan finde det frække billede, som kæresten har sendt i en mail, så gør denne funktion det meget nemmere for dig!

Mail - lille ikon i venstre hjørne - tryk på "filtreret efter", og denne kommer frem
Mail - lille ikon i venstre hjørne - tryk på "filtreret efter", og denne kommer frem

7. Skift indstillingerne for ”Læst”-kvitteringer 

Har du også den irriterende ven, som forventer et svar senest to minutter efter, at der står, at du har læst beskeden? Så fat mod. Nu kan du nemlig ændre indstillingerne, så du ikke længere kommer i bad standing hos din kæreste eller venner. Og så tænker du - jamen det er jo ikke noget nyt? JO, det er det.

Du kan nemlig skifte indstillingerne for læst-kvitteringen til hver ENKELT kontaktperson. Det betyder, at du kan gøre sådan, så din mor ikke kan se, du har læst hendes beskeder- Ja, så er du fri for at svare lige med det samme uden at få en rykker. Det er altså noget, vi kan lide! 

8. Du kan tegne og sende animerede beskeder

I iOS 10 får dine beskeder et nyt digitalt touch. Du kan sende alt fra et hjerte til en ildkugle, eller du kan skrive med dine fingre og sende beskeden til alle, der bruger iMessage. 

Så hvis et emoji-hjerte ikke længere er nok, så kan du nu sende et bankende hjerte til kæresten.

9. Send håndskrevne noter i dine beskeder

For at denne funktion virker, så skal du gå ind i dine beskeder og vende telefonen vandret. Herefter kommer der er nyt ikon i det nederste højre hjørne. Det kan du trykke på, og så kommer denne nye funktion frem. 

10. Søg efter dine billeder - vildt nemt!

Der er kommet en ny søgefunktion til dine fotos, så du ret nemt kan finde det lækre billede fra Italien i sommer frem. Du skal blot søge på det, du gerne vil se, og så kommer der forskellige billeder frem, der møder de kriterier, du søger på! 

11. Lav video-collager med dine billeder

Du kan lave video-collager af dine billeder ved at trykke på den nye knap Minder, som ligger i bunden, når du går ind i dine fotos - hvis du altså har en iPhone 6 eller derover. 

Når du trykker på den knap, har den automatisk lavet collager, som er baseret på steder, du har været - fx din tur til Alanya med drengene sidste sommer, som jo selvfølgelig ikke er fyldt med andet end damer og sprut - har vi ret? Udover det så har den lavet en collage, der hedder "Bedst i de sidste 3 måneder". 


Hvordan laver jeg mine egne collager? Her er guiden:

- Søg på en kategori, eksempelvis 'Alanya'

- Tryk på en af mapperne, der kommer frem efter din søgning, så du kommer ind i mappen 

- Tryk på et specifikt billede i mappen

- Tryk på oplysninger i øverste højre hjørne, og de beslægtede mapper kommer frem

- Tryk på en af de beslægtede mapper

WUPTI, så er der lavet en video collage

Foruden det kan du også vælge musik til dine collager samt bestemme, hvor lange de skal være. Når du så har lavet den fedeste film med alle minderne og scoringerne fra Alanya-turen, kan du jo lige sende den til alle drengene og mindes en fed tur!

12. Brug home-knappen for at låse dine Apple-produkter op

Med iOS 10 forsvinder swipe-funktionen for alvor. Nu skal du trykke på home-knappen for at kunne indtaste din kode eller bruge touch-ID. Hvis du ikke er mega fan af den nye funktion, så kan du stadig låse din telefon op blot ved at bruge Touch ID – du skal bare lige ændre det i dine indstillinger:

Indstillinger

Generelt

Tilgængelighed

Knappen Hjem

- 'Hvil fingeren for at åbne' skal herefter slås til


13. Glem bare, hvor du parkerede din bil - Apple Maps husker det for dig

Ja, den er god nok. Vi har vist alle sammen gået og ledt efter vores bil, fordi vi ikke liiiiige kan huske, hvor vi parkerede den. Men iOS 10 har løsningen til dig, for Apple Maps kan nemlig nøjagtig se, hvor du parkerede din bil, og herefter vise dig vejen tilbage. Det eneste, du skal gøre er at trykke på den notifikation, som kommer frem på din låseskærm, hvor der vil stå parkeret bil. Ved at trykke på notifikationen godkender du, at du parkerer din bil, og Apple Maps vil huske placeringen for dig.

OBS: For at denne feature virker, så skal du forbinde din iPhone til din bils Bluetooth eller til CarPlay!


14. Lad din iPhone være ansvarlig for din søvn

Din alarm-app har fået en stor opgradering efter iOS 10. Den vil teoretisk set hjælpe dig med at få al den søvn, som du har brug for. 

Og hvordan kan den så det, tænker du? Du skal selv indtaste, hvor mange timers søvn, du skal have, og hvornår du skal vækkes – så klarer din iPhone resten. Den fortæller dig nemlig, hvornår du skal gå i seng. Faktisk minder den dig måske også lidt om din mor, for den kan nemlig holde øje med, om du nu får sovet, det du skal.

15. Mørkt tema på din Alarm-app

Du behøver ikke længere blive blændet, når du ligger i din seng søndag aften efter en vild weekend og prøver at sætte din alarm til mandag morgen. Der er nemlig lavet et mørkt tema til Alarm-appen. 

16. Nyt design til dit stopur

Når du skal tage tid på, hvor lang tid du og vennerne er om at tage en ølbong, så kan du nu gøre det lidt mere autentisk. Du kan nemlig få et stopur, som er lidt mere virkeligt og fedt!

Hvis du ikke kan lide det nye design, så kan du blot swipe til højre for at bruge det gamle stopur.

17. Nem adgang til 'Night Shift'

Om aftenen, når du ligger i sengen og skal se en video af din kat, eller hvad du nu ser, kan du slå 'Night Shift' til. 

Så bliver du ikke blændet i øjnene, og det hele bliver bare lidt mere behageligt...

Måske er du interesseret i...

Hvad synes kvinderne?

Mest læste