Magasinet M!

Nokia relancerer Nokia 3310 - og vi har aldrig været mere begejstrede

Er du klar til at genfinde dine Snake 2-skills? Det er vi!

Nokia relancerer Nokia 3310 - og vi har aldrig været mere begejstrede

Længes du også efter de glade tider, hvor din telefons batterilevetid var en lille uge? Eller hvor telefonen kunne holde til, at du smed den ud fra femte sal? Så har vi noget, der ligner verdens bedste nyhed til dig. For nu gør Nokias banebrydende, 17 år gamle 3310-telefon nemlig comeback.

Det skriver tech-sitet VentureBeat.com

Telefonen, der erstattede den næsten lige så legendariske 3210 i 2000, vil igen blive solgt som en telefon med masser af batteritid i en næsten uforgængelig krop. Og det bedste af det hele er, at den nye Nokia 3310 ikke kommer til at koste andet end små 450 kroner.

Meningen med relanceringen er, at den højst sandsynligt skal fungere som en reservetelefon ved siden af ens smartphone - altså så man aldrig løber tør for strøm eller altid har en telefon i baghånden, hvis man skulle komme til at smadre sin primære telefon. En relancering, der efter alt at dømme bliver afsløret på Mobile World Congress i Barcelona fra 27. februar til 2. marts.

Og jo, vi ved godt, at du kan finde en Nokia 3310 på sider som Amazon og eBay, men du kan ikke længere købe modellen fra Nokia selv. Altså lige indtil nu. Spørgsmålet er så bare, hvordan den nye Nokia 3310 kommer til at se ud, eller om vi kommer til at se en forbedret udgave af den slidstærke telefon. Der er nemlig ingen detaljer ude endnu. Men så længe der bare er Snake II og Space Impact på, er vi glade.

ANNONCE
Del

Seneste nyt

Annonce