Magasinet M!

Nu kan du besøge Westworld med Virtual Reality

Sidder du også klinet til skærmen, når det nye afsnit af Westworld rammer HBO Nordic hver mandag? Nu kan du selv besøge den barske western-verden via HBOs nye virtual reality-oplevelse.

Indtil videre har HBOs Westworld vist sig at være en af produktionsselskabets største succeser nogensinde. I hvert fald når vi taler om første sæson. For i gennemsnit har 11,7 millioner amerikanske seere fulgt med, når et nyt afsnit har ramt TV-skærmen hver søndag ovre i Guds eget land. Og det er bedre, end hvad både Game of Thrones og True Detective kunne præstere i deres debut-sæsoner, skriver tech-sitet Digital Trends.

Derfor er det heller ikke nogen overraskelse, at Westworld allerede er blevet forlænget med minimum en sæson. Men hvis du hører til super-fansene, er der faktisk en anden måde at opleve Westworld-universet på.

HBOs nye, interne Virtual Reality-afdeling har det seneste år arbejdet sammen med Westworld-skaberne, Jonathan Nolan og Lisa Joy, om at skabe en eksklusiv HTC Vive (HTCs VR-briller) virtual reality-oplevelse. En ting, som fans på dette års TechCrunch Disrupt (tech-messe i San Francisco, der fandt sted i september) og New York Comic Con (der fandt sted i oktober) kunne opleve verdenspremieren på.

ANNONCE
HBO - Nu kan du besøge Westworld med Virtual Reality HBO

Egentlig begyndte HBO deres VR-rejse for fem år siden, hvor den første oplevelse var i Game of Thrones-universet tilbage i 2014. Her indgik produktionsgiganten et samarbejde med Framestore VR Studio and Relevant, som skabte Game of Thrones: Ascend the Wall-oplevelsen, der efterfølgende turnerede verden rundt.

Og eftersom det blev godt modtaget, investerede HBO tungt i deres virtual reality-afdeling. Da holdet besluttede sig for at udvikle denne specifikke Westworld-oplevelse, krævede det det nyeste udstyr inden for virtual reality.

- Vores primære mål var at maksimere teknologien for at gøre det muligt at opnå Jonathans og Lisa vision for oplevelsen. De havde begge nye og udfordrende idéer, som vi virkelig gerne ville bringe til live. Vores sekundære mål var så at lære så meget som muligt og tilegne os den viden til vores fremtidige projekter, siger Ryan Wilkerson, HBOs vicepræsident for oplevelsesdesign, til Digital Trends.

Virtual reality-produktionen foregik parallelt med optagelserne af den egentlige serie, hvilket gjorde det muligt for teamet at skyde på eksempelvis Melody Ranch sammen med Westworld- og Breaking Bad-instruktør Michelle MacLaren, som også instruerede den original VR-historie. Nolan og Joy var involveret i brainstorming-processen, og seriens forfattere hjalp med at få oplevelsen narrativ i den rigtige retning.

ANNONCE
HBO - Nu kan du besøge Westworld med Virtual Reality HBO

Slutresultatet er blevet en oplevelse, der fortæller en original historie, mens du selvfølgelig får mulighed for at besøge Westworld-forlystelsesparken og vælge våben og ammunition, før du begiver dig ud i det vilde vesten. Selvfølgelig, når vi nu snakker Westworld, er der glitches, men vi vil ikke ødelægge oplevelsen for de fans, der endnu har til gode at prøve det. Vi kan dog godt afsløre, at nøgle-lokationer - både i og uden for parken - spiller en rolle i virtual reality-oplevelsen. Det er også muligt for spilleren at træffe valg, der vil have indflydelse på selve oplevelsen.

- Når nu det er meningen, at det skal ses i sammenhæng med et fysisk miljø, var vores fokus at gøre oplevelsen unik og overbevisende. Vi nåede til slut en balance, som vi er virkelig glade for; du kan både være helt og skurk, men du er også en del af vores historie på en måde, der ikke er set før, siger Wilkerson og fortsætter:

- Vi tror, der er fordele i både 360 graders-video og real-time CG virtual reality (computerskabt virtual reality, red.), og vi var glade for at parre dem i Westworld-oplevelsen. Evnen til at påvirke verden skulle integreres i ideen for fantasi-fyldestgørelsen i Westworld. Og teknologien og vores oplevelse passede perfekt sammen, sådan at det kunne ske.

ANNONCE
HBO - Nu kan du besøge Westworld med Virtual Reality HBO

Den investering, HBO har gjort i VR, har gjort Westworld-oplevelsen til en milepæl i selskabets historie. Wilkerson fortæller, at HBO altid vil undersøge mulighedens kunst, og at VR er en naturlig del af den rejse.

- VR-universet udvikler sig så vanvittigt hurtigt, og det er spændende at se mediet blive gjort mere og mere mainstream. Vi annoncerede for nyligt på den store Google IO-messe HBOs tilstedeværelse på Google Daydreams platform og arbejder i øjeblikket på højtryk for at få vores apps og indhold ud til publikum denne vinter. Selvfølgelig er vi stadigvæk tidligt i stadiet, men vi har langsigtede planer for VR, så HBO-fans skal helt sikkert holde sig opdateret for at se, hvordan det udvikler sig over tid og bliver mere og mere fordybende, siger Wilkerson til Digital Trends.

VR-oplevelsen vil fortsætte med at gå hånd i hånd med HBOs overordnede vision. En vision, der stræber efter 'ikke at skabe shows, som alle kan lide, men at skabe shows, som nogen elsker' ifølge Wilkerson, der dog siger, at VR ikke passer til alle shows.

- Men for de shows, hvor det virker, tilføjer det et overbevisende lag til historien, siger han.

Basen for VR-briller til både smartphones, PC og spilkonsoller vokser stødt, og med det i mente vil der nok ikke gå lang tid, før fans får mulighed for at træde ind i HBOs mange universer på helt nye måder.

Lyder det fristende? Så bør du anskaffe dig et par HTC Vive-briller, selvom det i øjeblikket er en dyr fornøjelse. De kan købes her for ca. 5.600 kroner og fungerer sammen med din PC.

ANNONCE
Del

Seneste nyt

Annonce