Terror i Mumbai

FORHISTORIEN

10 terrorister går i land
Mørket har sænket sig over Mumbai, verdens næststørste by og Indiens rigeste.
En lille fiskekutter tøffer ubemærket ind i havnen og sætter ti mænd af. Mændene er i starten af tyverne, ser godt ud og er afslappet klædt i t-shirts og cargobukser.

De ligner almindelige backpackere - men deres store rygsække gemmer ikke på Turen Går Til Mumbai og ekstra boksershorts. Tidsindstillede bomber? Tjek. Håndgranater? Tjek. AK-47'ere? Tjek. Ammunition? Tjek. De ti backpackere er pakistanske terrorister, og om lidt vil de udsætte Mumbais millionbefolkning for et af de mest velplanlagte, veludførte og grusomme terrorangreb, verden har set.

I tre måneder har de forberedt angrebet i træningslejre i nabolandet Pakistan. De er udsendt af terrorgruppen Lashkar-e-Taiba, der kæmper for at oprette en islamisk stat i Sydøstasien - og synes, at Indien ligger lidt i vejen.

Gennem hele aktionen vil terroristerne modtage ordrer fra deres overordnede i Pakistan via mobiltelefoner. Den indiske efterretningstjeneste har luret, at noget er i gære, og aflytter samtalerne. Men både de og politiet vil vise sig at være magtesløse, da aktionen går i gang.

Terroristerne deler sig op i fem grupper á to personer. Planen er, at de skal slå til fem steder på samme tid. Over telefonerne får de deres sidste instrukser: "I er hellige krigere. I skal dræbe, indtil I selv bliver dræbt."

ANGREB NR. 1

Blodbad på banegården
Terrorist nummer 1 og 2 prajer en taxa og stiger af ved Chhatrapati Shivaji-terminalen, en togstation lidt nord for landgangsstedet. De efterlader en tidsindstillet bombe i taxaen.

I flere minutter vandrer terroristerne rundt blandt de uskyldige rejsende, de snart vil skyde til måls efter. Omkring klokken 21:30 trækker de deres våben. En kvinde bliver skudt gennem hovedet. Hendes mand ser hende falde, før en kugle slår ham til jorden.

Mens han ligger på stationens stengulv, ser han sine to små børn kravle rundt på deres mor, sølet ind i hendes blod. Han trækker dem hen bag en søjle, lægger sig oven på dem og spiller død.

Imens fortsætter gerningsmændene deres henrettelser. De går afslappet rundt og vælger deres ofre. Gamle mænd, kvinder, børn. Snart sejler gulvene i blod.

Der er 15-20 politimænd på togstationen. Overvågningskameraer viser, hvordan flere af dem går i panik og springer i skjul. Tre betjente får sneget sig ind på den ene terrorist, men deres første skud misser, og kort derefter ligger alle tre på banegårdens gulv - to døde, den sidste hårdt såret.

Efter en time er banegården tømt for mennesker. De øvrige politifolk dukker frem fra deres flyverskjul med pistolerne trukket, men det er alt, alt for sent. 58 mennesker er døde. De to terrorister har forladt stationen uden en skramme og er forsvundet ud i mørket.

Panik!
På politistationen få hundrede meter derfra hersker ren panik. Det vælter ind med chokerende meldinger om attentater over hele byen.

Snart kommer der en alarm fra Cama-hospitalet, der praktisk talt ligger i politigårdens baghave. Terrorist nr. 1 og 2 har stormet hospitalet og vandrer op og ned ad gangene på jagt efter ofre. De når 'kun' at dræbe fem, før personalet får låst alle patientafdelingerne af.

Fem højt dekorerede betjente rykker ud til hospitalet - og foran hovedindgangen står de pludselig ansigt-til-ansigt med de to terrorister. Efter en vild ildkamp ligger tre politiofficerer, inklusive chefen for antiterror-enheden, døde på asfalten. Terroristerne kaprer deres politibil. På bagsædet ligger den fjerde betjent, hårdt såret, under den femte, som er stendød.

Da bilen kort derefter støder på en politibarrikade, starter endnu en vanvittig ildkamp. Denne gang er terroristerne chanceløse; politiet gennemhuller den ene Jihad-kriger og kaster sig over den anden. De tæver ham halvt ihjel, slæber ham på hospitalet og afhører ham, så snart lægerne har lappet ham nødtørftigt sammen. Han hedder Ajmal Amir.

Da rædslerne i Mumbai er overstået mere end 50 timer senere, er han den eneste af de ti overlevende terrorister.

Billedet her viser én af de formodede terrorister ved Cama-hospitalet.

ANGREB NR. 2

Gidseltagningen på Trident Oberoi
Kl 21:30, mens blodet flyder på banegården, ankommer terrorist nummer 3 og 4 til det femstjernede Trident Oberoi-hotel. De spilder ikke tiden. Så snart de har sat fod i lobbyen, trækker de deres automatrifler og nedskyder de ni ansatte og tre gæster, der tilfældigvis er i rummet.

Herfra spadserer de videre til stedets velbesøgte sushi-restaurant og myrder 13 gæster. De sårede får lov at ligge og bløde i 16 timer, før hjælpen når frem. Terroristerne sprænger en bombe i hotellets te-salon, før de begynder at tage gidsler. 15 af gidslerne bliver tvunget ud øverst i en trappeopgang og brutalt mejet ned bagfra.

Den indiske nationalgarde stormer hotellet om morgenen 27. november - men først den næste dag lykkes det soldaterne at nedkæmpe de to terrorister. Da den ene terrorist bliver skudt, forskanser den anden sig i et badeværelse.

Her sidder han, da bagmændene ringer ham op fra Pakistan. De ønsker ham tillykke med hans martyrium og beder ham om at have telefonen tændt, mens han bryder ud af badeværelset og kæmper til sin død.

ANGREB NR. 3

Rædslerne i det jødiske hus
Klokken 21:30 vandrer terrorist nummer 5 og 6 gennem smalle gyder mod et særligt mål: Chabad House, et jødisk borgerhus. Over telefonen minder bagmændene de to hellige krigere om, at en død jøde tæller 50 gange så meget som et ikke-jødisk offer.

Da terroristerne trænger ind i huset, konfronteres de af husets 29-årige rabbiner, amerikanske Gavriel Holtzberg og hans gravide kone. Gennem væggen kan naboerne høre skrig og slagsmål.
"Skyd os!", hører naboerne rabbineren og hans kone råbe.

Og dét gør terroristerne. Men først efter at have taget tøjet af dem, bundet dem og tortureret dem på den allermest bestialske måde. Politiets retsmedicinere finder stiksår i ofrenes kønsdele. To af husets gæster lider samme skæbne som rabbineren og hans kone, mens to andre - begge jødiske kvinder - bliver taget som gidsler.

Omkring midnat finder bagmændene i Pakistan ud af, at en af deres hellige krigere, Ajmal Amir, er blevet fanget af politiet. De forhandler nu med de indiske myndigheder om at udveksle de to jødiske gidsler for Amir.

Men efter et døgn går forhandlingerne i hårdknude, og om natten mellem 27. og 28. november mister bagmændene tålmodigheden. De ringer til terrorist 5 og 6 og giver dem besked på at dræbe gidslerne.

Terroristerne tøver i over en time. Bagmændene har lydt fuldstændig rolige på alle aflytningsoptagelserne - men nu hæver de stemmerne for første gang: "Gør det," kommanderer de. "Sæt gidslerne op og skyd dem i baghovedet. Gør det. Jeg lytter. Gør det!". En pause. Så to høje brag.

ANGREB NR. 4

Håndgranaten på Leopold Café
Kl. 21:30 stiger terrorist nummer 7 og 8 ud af en taxa ved Leopold Café, en af Mumbais mest populære restauranter. Taxachaufføren kører videre - uvidende om, at de to hellige krigere har efterladt en bombe, som en time senere vil sprænge ham og hans næste passagerer i luften.

Terroristerne går indenfor. De snakker, griner og smiler og ligner bedste venner under en glad aften i byen. Efter at have hygget sig i baren i ti minutter trækker de et eller andet op af deres rygsække og smider det fra sig. Det er en håndgranat. En eksplosion flænger gennem luften.

Røg fylder lokalet. Folk skriger - nogle i smerte, andre i panik - mens de flygter fra det ragnarok, der er brudt ud. Terroristerne har trukket deres AK-47'ere og går målrettet efter alle overlevende fra eksplosionen. Da magasinerne er brugt op, tager de sig tid til at lade deres våben, så de kan dræbe alle de sårede, der ikke er i stand til at undslippe.

Kort efter er terroristerne også væk. De har sat kursen mod Mumbais fornemmeste hotel, The Taj Mahal Palace And Tower, hvor de snart vil mødes med to af deres kolleger og fortsætte nedslagtningen af byens indbyggere. Foreløbig har de efterladt 11 sønderskudte ofre på Leopold Café.

ANGREB NR. 5

Taj-hotellet brænder
The Taj Mahal Palace And Tower er Indiens fornemmeste hotel - og terroristernes vigtigste mål.
Klokken 21:30 planter terrorist nummer 9 og 10 en bombe ude foran hotellet og spadserer ind i lobbyen. Det er meningen, at de skal fyre løs med det samme, men de går i stå, da de ser, hvor luksuriøse omgivelserne er.

"Det er meget storslået," måber de over telefonen til deres bagmænd i Pakistan. Efter fem minutter tager de sig sammen og skyder lobbyen, inklusive hotelpersonale og gæster, i stykker.

Derfra vandrer de ned til poolen, hvor de dræber en sikkerhedsvagt og hans hund - og er lige ved at pløkke terrorist nummer 7 og 8, der netop er ankommet fra Leopold Café. Sammen bevæger alle fire terrorister sig op til sjette etage, hvor de rigeste af hotellets ufatteligt rige gæster bor.

"I skal bryde ind på nogle værelser og tænde ild," instruerer bagmændene. De ved, at hvis det lykkes dem at sætte Taj-hotellet i flammer, vil billederne gå hele verden rundt - ligesom billederne af de brændende tårne i New York gjorde det 11. september 2001.

Igen går terroristerne i stå af bar benovelse over de luksuriøse omgivelser. "Se, de har 30" monitorer til deres computere," udbryder én af dem vantro.

De overordnede bliver frustrerede: "Tænd så de brande. Og smid et par håndgranater ud af vinduerne. Hvor svært kan det være?", siger de i telefonen.

En australsk forretningsmand optog fra sit værelse under terrorangrebet på hotellet. Se den uhyggelige video her under.

Terroristerne lystrer. Og snart viser alle verdens nyhedskanaler billeder af det brændende Taj-hotel. Bagmændene jubler. Operationen er en succes. Og situationen bliver kun bedre for terroristerne - og værre for gidslerne på hotellet.

For politiet og hæren viser sig ude af stand til at stoppe de fire terrorister. De første politimænd på stedet får besked på at vente på kommandosoldater, som skal flyves ind fra New Delhi. Der går otte timer, før specialstyrkerne er fremme - og yderligere otte timer, før et angreb bliver sat ind.

Terroristerne bruger blandt andet tiden til at google deres velhavende gidsler - så de sammen med bagmændene kan afgøre, hvem der skal aflives. Først klokken otte om morgenen 29. november, 60 timer efter terroraktionens start, er den sidste af de fire terrorister nedkæmpet. Da har 32 mennesker mistet livet på The Taj Mahal Palace And Tower.

EFTERSPILLET

Den eneste overlevende
175 mennesker, herunder ni terrorister, mistede livet ved terroraktionen 26. november 2008. Ud over de dræbte ved de fem angreb mistede yderligere 17 mennesker livet ved andre bombesprængninger og skudepisoder.

Ajmal Amir var den eneste af de ti Jihad-krigere, der overlevede. Han har forklaret politiet, at han oprindeligt arbejdede som håndværker i Pakistan, men at pengene var så dårlige, at han søgte andre græsgange, først som kriminel og siden som hellig kriger.

Han har også påstået, at terrorgruppen Lashkar-e-Taiba har givet hans far en masse penge for hans medvirken i operationen - hvilket faderen benægter. Pakistans politi har anholdt syv formodede bagmænd, inklusive en operationschef fra Lashkar-e-Taiba.