Den store mande-manual: Her er 20 ting, du skal lære at mestre til perfektion

Det er ikke bare din skægvækst og penis, der gør dig til en mand. Her er 20 ting, ethvert mandfolk bør kunne.

9. marts 2017 af Thomas Brunstrøm
Artiklen er bragt i M! magasinet nr. 162, men vi synes, den fortjener et gensyn.


1. Fælde et træ

Enhver med en motorsav kan få et træ til at vælte. Det er straks sværere at fælde et træ med stil. Sådan gør du:
1) Find ud af, hvilken retning du gerne vil have træet til at falde. Hvis det passer med træets naturlige hældning, er det en fordel.
2) Lav et forhug – dvs. sav en tredjedel af træets bredde vandret ind i den side, du gerne vil have træet til at falde. Sav derefter et skråt snit i ca. 60 graders vinkel, så du kan fjerne en kile.
3) Lav fældesnittet – dvs. sav i den modsatte side af træet, indtil der er ca. tre cm stamme tilbage. Sæt et brækjern ind i fældesnittet, skud nedad.
4) Træet vælter. Hvis det vælter ned over dig, har du gjort noget forkert undervejs.


2. Udføre Heimlich-manøvren

Hvis nogen er ved at blive kvalt på grund af et stykke mad, der sidder fast i halsen, rejser du ham op og stiller dig bagved ham. Læg armene om ham og lav en knytnæve med den ene hånd. Pres tommelfingeren ind mod hans navle med knytnæven og grib om knytnævn med den anden hånd. Træk kraftigt ind mod dig selv og opad. Det frembringer en kunstig hoste, der får maden løs i halsen. Sol dig i beundrende blikke.

3. Lave en perfekt Dry Martini

Der findes utallige måder at lave verdens mest klassiske drink på. International Bartender’s Association anbefaler denne måde:
1) Fyld et stort glas med is. Hæld fire dele vodka og en del tør vermouth i glasset.
2) Rør rundt, medmindre du laver drinken til James Bond, der foretrækker den rystet.
3) Hæld drinken i et afkølet cocktailglas – uden isterninger. Brug en si el. lign.
4) Dryp et par dråber presset citronskal i glasset.
5) Pynt med en grøn oliven og servér.

4. Ryge en cigar med stil

Medmindre du er Clint Eastwood, bider du IKKE enden af cigaren. En skarp kniv eller en god saks kan fungere, men hvis du har råd til en god cigar, har du også råd til en cigarklipper. Jo mindre åbning, du laver, jo stærkere smager cigaren. Tænd cigaren med cedertræ, tændstikker eller en ganske almindelig gaslighter. Det eneste, du ikke må tænde den med, er en benzinlighter. Tag et dybt sug hver halve til hele minut og rotér cigaren mellem hvert sug. Dyp aldrig cigaren i cognac, selvom nogle sikkert vil påstå, at det er sejt. Det får nemlig tobakken til at svulme op og ødelægger trækket – og er i øvrigt fattigfint på den virkelig fesne måde.

5. Bestille øl på mindst fem sprog

Hollandsk: Een bier, alsjeblieft
Fransk: Une bière, s’il vous plait
Italiensk: Una birra, per favore
Spansk: Una cerveza, por favor
Russisk: Odno pivo pozhaluista


6. Rive en telefonbog over

Det er faktisk ikke så svært og handler mere om teknik end styrke. Men øv dig lige et par gange, inden du forsøger at imponere damer:
1) Hold telefonbogen på højkant med forsiden ind mod dig selv.
2) Tag fat med begge hænder i toppen, hold godt fast, sæt tommelfingrene i midten og bøj alt, hvad du kan, ind mod dig selv. På den måde kommer der lidt luft mellem siderne, og så er det langt lettere at rive bogen over.
3) Vrid bogen fra hinanden ved at hive den ene hånd frem og den anden tilbage. Når først du har revet et par cm af bogen over, går resten som en leg.


7. Lave et jumpshot i pool

Hold køen i en vinkel på 45 grader og sigt præcis midt på den hvide ball. Giv den en ordentlig en på brillen. Det er sværere at mestre end husmandsversionen, hvor du støder nederst på ballen med næsten vandret kø – til gengæld flår du ikke filten op, hvilket poolhals-ejere plejer at være en lille smule sarte med.


8. Finde nord

Hvis du har et ur med visere, så peg timeviseren mod solen. Punktet lige midt imellem timeviseren og 12 er syd. Det modsatte er så i sagens natur nord. Hvis du ikke har et analogt ur, så tegn viserne på et stykke papir – det virker på samme måde.

9. Åbne en flaske champagne med en sabel

1) Fjern folie og metal fra toppen af flasken.
2) Hold flasken i et fast greb med en hældning på 45 grader opad.
3) Før sablen hurtigt og hårdt langs flasken mod det punkt, hvor flaskehalsen udvider sig og bliver tyk. Du skal hakke hele det øverste af halsen af – ikke kun proppen. Trykket i flasken gør, at der ikke kommer glasskår i champagnen.


10. Åbne en øl med en avis

Tag en avis – ikke en komplet søndags-Berlinger, men en enkelt sektion. Rul den på den lange led, så du har et tykt rør. Knæk røret sammen på midten, hvilket giver dig et par gode, skarpe og stærke kanter. Grib om flasken med den ene hånd, sæt avisen under kapslen og over knoen på din pegefinger og tryk ned. Voila. Hvis du er rigtig hardcore, kan du efter samme princip gøre det med en 100 kr.-seddel (men vi erstatter ikke dine penge, hvis du kommer til at flå sedlen i stykker...).

11. Kende forskel på whisky

De mest kendte whiskyvarianter er:
Malt: Lavet udelukkende på maltet byg. Single malt betyder, at hele flaskens indhold er lavet på samme whiskydestilleri og ikke blandet med andre.
Grain: Er lavet på forskellige kornsorter, f.eks. majs, umaltet byg og hvede.
Blended: En blanding af grain og malt-whisky.
Bourbon: Amerikansk whisky brygget på minimum 51 % majs.
For at en whisky må kaldes Scotch, skal den være lavet i Skotland, lagret i egefade i mindst tre år og holde en alkoholprocent på mindst 40 %. Og så er Jack Daniel’s – i modsætning til, hvad mange tror – ikke en bourbon, men derimod en Tennessee Whisky.

12. Blande beton

Grovbeton til f.eks. et kældergulv: 1 del cement, 3 dele grus, 5 dele sten. Supplér med vand, til konsistensen er god.

13. Drikke absint

Absint-kendere kan skændes i timevis om, hvorvidt denne metode er den bedste, eller om man ødelægger smagen på den måde. Men det er i hvert fald den mest smartass-agtige måde: Hæld absint i et glas. Læg en sukkerknald på en teske (eller en rigtig absint-ske, hvis du virkelig går op i det). Fugt sukkerknalden med absint og sæt ild til den. Undgå at brænde dit hår eller øjenbryn af. Lad sukkeret karamellisere og rør det i glasset. Drik.

14. Skifte et hjul på en bil

Du ved nok i store træk, hvordan man gør. Men et overset trick er: Sæt donkraften under bilen og hæv den en smule – men ikke så meget, at hjulet slipper vejen. Løsn boltene, men skru dem ikke helt af. Hæv så bilen helt op og skru boltene helt af. På den måde bruger du kun krudt på at løsne boltene frem for at dreje hjulet rundt.


15. Tænde et bål

Der findes flere slags opbygninger, men et klassisk pagode-bål giver altid respekt i friluftsmiljøet. Læg to tykke stykker træ i vindens retning og med et godt mellemrum. Læg to stykker mere parallelt den anden vej (så det ligner en firkant set ovenfra) og gentag et par gange. Læg tørre småkviste i bunden og læg tørre smågrene ovenpå med rigeligt luft. Sæt ild til småkvistene, hvorefter ilden stille og roligt breder sig, indtil bålet buldrer lystigt af sig selv. 

16. Kunne tre akkorder på en guitar

Som Lou Reed har sagt: ”Én akkord er fin. To akkorder er at stramme den. Tre akkorder, så er du på vej mod jazz.” Hvis du mestrer G, C og D på en guitar og kan skifte semi-hurtigt imellem dem, kan du spille You Shook Me All Night Long, Knocking On Heaven's Door, Wild Thing, Ring Of Fire og en røvfuld andre sange. 

17. Åbne en BH med én hånd

Det er jo ganske simpelt. Tag fat om låsen i hver sin side med tommel- og langefinger. Pres dem roligt sammen og brug pegefingeren til at styre løjerne med. Al brug af negle, tænder og/eller saks tæller kraftigt ned i det samlede indtryk. 

18. Lave mindst én god ret

Det kunne f.eks. være røræg, der er til at overkomme for selv den mest køkken-retarderede. Gordon Ramsay påstår, at han altid tester nye kokke ved at få dem til at lave røræg – her er råbe-kokkens egen opskrift:
1) Smid tre æg (uden skal, smarte!) i en kold kasserolle eller pande sammen med en gavmild klump smør.
2) Sæt kasserollen/panden på en kogeplade med god varme. Rør rundt med en spatel eller piskeris.
3) Når det begynder at blive tykt, tager du panden af varmen et øjeblik, men fortsætter med at røre rundt.
4) Hen på kogepladen igen, mens du stadig rører rundt. Når det ligner røræg, tager du panden af varmen igen, tilsætter en halv spiseske creme fraiche, salt, peber og – hvis du er en pyntedukke – en smule hakket purløg.
5) Servér straks. Gerne i selskab med bacon, pølser og andre varianter af varm gris.

19. Binde et knob

Der findes to slags mennesker: Dem, der kan finde ud af et binde et ordentligt knob – og så skvatmikler. Det er ok at bruge kællingeknuder, indtil du fylder 12 år, men så må du godt lære at binde ting sammen, så de rent faktisk sidder fast. Et råbåndsknob er glimrende, men et flagknob er knudernes Chuck Norris. Og udmærker sig ved at være særlig anvendeligt, når du skal binde reb af forskellige tykkelser sammen. Sådan gør du:
1) Lav en løkke på det tykkeste reb. Før det tynde stykke reb igennem.
2) Træk det tynde reb så langt, at det passerer det tykke rebs løse ende.
3) Før det tynde reb rundt om den tykke løkke og derefter igennem sig selv. 

20. Lave en donut

Altså i en bil. Når det kommer til de friturestegte dejtingester, er det helt i orden ikke at lave dem selv, men købe dem i en butik. Nå, men:
1) Sæt i første gear og begynd at køre i en cirkel.
2) Gør cirklen gradvist mindre og sæt farten op.
3) Træk håndbremsen og træd på koblingen samtidig.
4) Lige når baghjulet låser, og bilen begynder at skride, slipper du håndbremsen, jokker speederen i bund og løfter koblingen samtidig.
5) Med lidt held er du nu i fuld gang med at lave en donut, men det kræver øvelse, så hvis du smadrer din bil og/eller andre biler og/eller naboens havenisser, skal du ikke komme og pibe til os og foreslå at dele regningen.

Måske er du interesseret i...

Hvad synes kvinderne?

Mest læste