Magasinet M!

Historien om FBI

De aflivede USA's mest berygtede gangstere, men de sov i timen, da Al Qaeda angreb. Få hele historien om FBI - USA's nationale efterretningstjeneste.

SÅDAN STARTEDE BUREAUET
Det var nemt at være kriminel i USA i starten af 1900-tallet. Begik du kriminalitet, kunne du bare hoppe over grænsen ind i den nærmeste delstat - for der fandtes ikke noget politi, der opererede på tværs af delstatsgrænserne.

Dén fest fik justitsminister Charles Joseph Bonaparte sat en stopper for 26. juli 1908, da han oprettede Bureau of Investigation (BI) - forløberen til FBI. 12 agenter, alle hentet fra Secret Service, var nu klar til at forfølge kriminelle over hele USA. Deres første opgave: At forhindre handel med prostituerede fra én stat til en anden. Det var dog ikke ludere, men derimod gangstere, der gjorde 'bureauet' berømt.

I 1930'erne anholdt FBI-agenter storgangsteren Al Capone og nedskød de næsten ligeså berygtede mobsters George 'Machine Gun' Kelly og John Dillinger. Siden har FBI fået faste jurisdiktioner, hvor de naturligt træder til og overtager efterforskningen. Det gælder 200 typer af kriminalitet, som for eksempel ødelæggelse af statens ejendom, bankrøverier og kidnapning.

Desuden træder FBI til, når en kriminel opererer i forskellige stater. 30.847 agenter udgjorde i 2009 USA's efterretningstjeneste inden for landets grænser. De har kontorer i samtlige delstater foruden en række specialenheder, der kan hjælpe det almindelige politi med opklaringen af forbrydelser.

ANNONCE
Historien om FBI

J. EDGAR HOOVER - DEN MÆGTIGSTE MAND I USA?
Hvis der er en mand, der er synonym med FBI, er det John Edgar Hoover. Han var FBI's øverste chef fra 1924 til sin død i 1972. Hoover var bare 29 år, da han blev forfremmet fra vicedirektør til chef for BI, men fik hurtigt vist sit værd. Han var hovedkraften bag oprettelsen af det FBI, vi kender i dag - og med til at indføre efterforskningsmetoder som fingeraftryk og retsmedicinske studier.

Men Hoover havde sine skeletter i skabet. Ifølge flere kilder var han skingrende homoseksuel, glad for at gå i dametøj og havde efter sigende ikke sex med sin kone en eneste gang i løbet af deres 40 år lange ægteskab. Hoover selv afkræftede ikke ligefrem rygterne, når han truede alle, der omtalte hans seksualitet.

Men kritikken af Hoover drejer sig ikke kun om privatlivet. Siden hans død er det kommet frem, at FBI-direktøren lå inde med tykke sagsmapper på adskillige præsidenter og deres seksuelle sidespring. Hoover havde med andre ord masser af materiale, han kunne afpresse præsidenterne med, og dét gav ham nærmest uindskrænket magt. Af samme grund var der mange, der anså ham som USA's mægtigste mand.

Og så alligevel ikke. For mafiaen havde en klemme på Hoover i form af noget presserende materiale. Præcis hvilke af Hoovers hemmeligheder, mafiaen kendte til, blev aldrig opklaret. Men resultatet var, at Hoover gav mafiaen frit spil til deres kriminelle aktiviteter i 50'erne, 60'erne og 70'erne.

Som mafiabossen Joseph Bonnano udlagde det: "Man brugte aldrig vold mod en lovhåndhæver. Men vi havde andre metoder mod Edgar." For at forhindre lignende skandaler og magtmisbrug kan en FBI-direktør i dag kun bestride jobbet ti år ad gangen - mod Hoovers 48 år.

ANNONCE
Historien om FBI

DE STØRSTE SMUTTERE

9/11
Terrorangrebet 11. september 2001 kunne være undgået, hvis FBI havde været på stikkerne. Dén holdning deler flere ansete medier, heriblandt avisen Washington Post.

FBI missede mindst fem chancer for at opdage, at to af terroristerne, Nawaf Alhazmi og Khalid Almihdhar, var på amerikansk grund og i færd med at forberede terroraktionen. Ligeledes så FBI stort på tyske advarsler om en af hovedmændene, Mohammed Attas tilstedeværelse i USA. 

Dobbeltagent Hanssen
Selvom Sovjetunionen kollapsede i 1989, var Moskva stadig meget interesserede i, hvad USA foretog sig. Heldigvis havde de FBI-agent Robert Hanssen på lønningslisten.

Hanssen modtog gennem 22 år omkring 1,4 millioner dollar for fortrolige oplysninger, han på grund af FBI's elendige computersikkerhed kunne skaffe via en simpel, bærbar computer. FBI stod på bar bund, indtil en russisk dobbeltagent i 2001 afslørede Hanssen.

Den falske terrorist
Efter terrorangrebet i Madrid 2004 fandt det spanske politi et fingeraftryk på en af de poser, der var blevet opbevaret sprængstof i. Fingeraftrykket blev straks sendt til FBI, som på trods af aftrykkets sørgelige forfatning skyndte sig at anholde den konverterede muslim Brandon Mayfield i Oregon.

17 dage sad han i fængsel, før FBI opdagede, at Mayfield ikke havde været udenlands i to år og derfor næppe var gerningsmanden. FBI måtte hoste op med to millioner dollar i erstatning.

ANNONCE
Historien om FBI

FBI'S STØRSTE SUCCESER

Mafiabossens fald
John Gotti var en af de sidste store mafiabosser i New York. FBI havde ham under mistanke for flere brutale mord - heriblandt på sin nabo, der ved et uheld i 1980 dræbte Gottis søn i en trafikulykke. Naboen forsvandt sporløst tre måneder efter og blev aldrig fundet.

Efter en årrække med telefonaflytninger ramte FBI guld i 1990, hvor Gotti i en telefonsamtale afslørede sin medvirken til en række mord. To år senere blev Gotti dømt for 13 mord samt afpresning, skattesvindel og en række andre anklagepunkter.

World Trade Center
I 1993 forsøgte Al Qaeda for første gang at få bugt med tvillingetårnene i New York. Seks mennesker døde, da en bilbombe smadrede en god del af parkeringskælderen under bygningskomplekset.

Efter en grundig undersøgelse af flere ton murbrokker og bilstumper fandt FBI til sidst et spor: En lillebitte metalstump med et hemmeligt registreringsnummer, de fleste biler har. Stumpen var dækket med rester af dynamit, og ved hjælp af nummeret fandt FBI frem til et biludlejningsfirma, der havde udlejet bilen til en Ramzi Yousef. Han og fem medsammensvorne blev alle dømt inden for fire år.

Springfield-attentatet
24. september i år parkerede 29-årige den konverterede muslim Michael Finton en varevogn foran domhuset i Springfield, Illinois - en varevogn, han selv troede var fyldt med sprængstof.

Derefter løb han over til en ventende bil, hvor hans kumpan sad og ventede. Kumpanen viste sig at være en FBI-agent, der anholdt ham lige så snart, han prøvede at antænde 'sprængstoffet' via en mobiltelefon.

ANNONCE
Del

Seneste nyt

Annonce