Idi Amin: Slagteren fra Uganda

Det er et frygteligt syn, der møder en gruppe vestlige journalister 11. april 1979. De er som de første nået frem til Makindye-fængslet i Ugandas hovedstad, Kampala, efter tanzanianske soldater har erobret byen og sendt Idi Amin på flugt efter otte års rædselsregime. En af de mest bindegale diktatorer, Afrika har set, er endelig væk. Men som en sidste, modbydelig hilsen har Amin givet sit hemmelige politi besked på at myrde alle politiske fanger i fængslet, før de selv tager flugten. Gulvene flyder med blod. På væggene hænger kæder med hovedløse lig. I de mørke celler i kælderen ligger torturerede og sønderskudte mænd. Det er et gruopvækkende syn, men blot en lille reminder om, hvorfor Idi Amin senere får tilnavnet 'Slagteren Fra Uganda'.

Supersoldaten

Idi Amin kommer til verden på et tidspunkt mellem 1923 og 1925. Det er ikke noget, man fører nøje regnskab med hos Kakwa-stammen i det nordvestlige Uganda. Hans far er muslim, og den religion tager Idi også til sig i teenageårene. Landet har været engelsk koloni siden 1894, og det er derfor den britiske hærs specialenhed The King's African Rifles, der i 1946 tager imod en 194 cm høj og hærdebred ung mand ved navn Idi Amin. På grund af sin formidable fysik, frygtløshed og kække personlighed bliver han hurtigt forfremmet til korporal, selvom han ikke er nogen Einstein. En engelsk officer beskriver ham senere som: "En fantastisk type og en god rugbyspiller, men mere eller mindre kun knogler fra halsen og op. Han skal helst have ting forklaret med enstavelsesord."

Kenyansk massakre

I 1962 er Idi Amin blevet udnævnt til løjtnant som den kun anden indfødte i The King's African Rifles. Og i dén rolle viser han et glimt af den brutalitet, der siden bliver hans varemærke. En stamme i nabolandet Kenya har i længere tid stjålet køer fra den ugandiske side, så Amin sender en gruppe soldater ud for at få styr på situationen. Det får de. Amins tropper efterlader flere hundrede lig; torturerede, banket ihjel og i nogle tilfælde begravet levende. Briterne får kendskab til sagen, men fordi Uganda få måneder senere får status af selvstændig stat, gør de ikke noget ved sagen. Ugandas nye premierminister, Milton Obote, belønner tilmed Idi Amin - i 1964 bliver han forfremmet til næstkommanderende for hæren og luftvåbnet.

Udrensningen

UDRENSNINGEN
I starten bakker Storbritannien op om den nye præsident, men i 1972 udviser Idi Amin omkring 50.000 indere og pakistanere, som briterne har bragt til landet under kolonitiden. Angiveligt fordi en pakistansk kvinde nægter at gifte sig med ham, og han har fået besked på det fra Allah i en drøm. De forviste asiater får 90 dage til at forlade landet og må kun tage de ejendele med sig, de kan bære. Resten deler han ud til sine venner og de militære ledere, som sikrer, at han sidder trygt på tronen. Idi Amin har erobret præsidenttitlen med militær magt, og nu opretholder han kontrollen med samme metoder. Enhver modstand mod hans regime bliver hårdt og brutalt knust.
I løbet af de næste fem år myrder han ministre, journalister, dommere, kristne, udlændinge, politiske modstandere og nogle gange hele stammer af rivaler, som han beordrer sit hemmelige politi og militæret til at fodre til krokodillerne i Nilen. Selv rovdyrene kan ikke følge med, så soldaterne bliver derfor nødt til at fiske de lemlæstede kroppe op igen nær en dæmning, for at sluserne ikke stopper til.

Kup og drab

KUP OG DRAB
Idi Amin er en af premierministerens tro støtter. Så da Obote to år senere vælter landets overhoved, præsident Mutesa, gør forfatningen ugyldig, anholder halvdelen af parlamentet og udnævner sig selv til præsident på livstid, sker det med opbakning fra Amin og militæret. Igen forfremmer Obote sin tro væbner, der nu bliver militærets øverstkommanderende. Det skal vise sig at være en dum beslutning.
For i 1971 har Obote ført Uganda ud i økonomisk uføre. Han er raget uklar med de tidligere koloniherrer fra Storbritannien, men ikke mindst med den nu magtbegærlige Idi Amin. Og Amin har militæret i ryggen. Så mens Obote er til møde i Singapore, marcherer hæren ind i Ugandas hovedstad med Idi Amin i spidsen og tager magten ved et ublodigt militærkup. Folket hylder ham som en helt.
Men næsten umiddelbart efter kuppet begynder den nye præsident at henrette militærfolk, som han mistænker for at støtte Obote. Han sprænger bl.a. 32 officerer i luften i deres celle i Makindye-fængslet, og i alt 6.000 soldater bliver likvideret i det første år med Idi Amin ved magten. En diktator er væk. Men en endnu værre er kommet til.

Sindssygt storhedsvanvid

SINDSSYGT STORHEDSVANVID
Idi Amin bliver mere og mere excentrisk; han hylder Hitler for drabene på seks millioner jøder, fordi "de ikke gør noget godt for verden", han lader hvide embedsmænd bære ham rundt i en stol i Kampalas gader for at ydmyge dem, og han bruger enorme summer på de vanvittige fester, han holder i sit palæ. Her spiller han enten selv harmonika og synger pivfalsk eller danser rundt med sine mange elskerinder og koner.
I 1976 gør han sig selv til livsvarig præsident. Men ikke kun det. I et radioprogram får han værten til at kalde sig Hans Excellence, Livsvarig Præsident, Feltmarskal Al Hadj, Doktor Idi Amin Dada, Herre Over Alle Dyr Og Fisk I Havet Og Erobrer Af Det Britiske Imperium I Afrika Generelt Og Specielt I Uganda. Idi Amin vurderer, at han er den mest magtfulde person i verden. Og det er nok ikke mindst derfor, han reagerer, som han gør, da Israel sidst i juni 1976 ydmyger ham på hjemmebanen.

Blodig hævn

Den palæstinensiske frihedsbevægelse PLFP har kapret et fly på vej fra Tel Aviv til Paris. Idi Amin er muslim, hader jøder og er opsat på at hjælpe sine arabiske venner, så han lader dem lande i lufthavnen i Entebbe tæt på hovedstaden Kampala. Efter at have løsladt alle ikke-jødiske passagerer, beholder PLFP resten - 105 i alt - som gidsler. Diktatoren besøger gidslerne i terminalen, sludrer med dem og prøver at charmere dem. Men han giver også gidseltagerne militær støtte til at overvåge deres fanger. Ingen ved, hvad Amins planer er, men Israel handler hurtigt. Tidligt om morgenen 4. juli 1976 lander israelske specialstyrker fra Mossad i Entebbe, og på blot 54 minutter lykkes det dem at dræbe alle gidseltagerne og en del ugandiske soldater. Alle gidsler undtagen ét bliver løsladt og fløjet hjem. Idi Amin er blevet ydmyget. Og detskalhævnes. Det gidsel, som ikke er kommet med hjem, er en pensionist, Dora Bloch, der er blevet syg og indlagt. Den rasende diktator tager efter sigende selv hen til hospitalet og skyder hende. Samtidig beordrer han 200 højtstående militærfolk dræbt, da han mener, de er skyld i fadæsen.

Makabert punktum

Mange lande har i forvejen droppet alle diplomatiske forbindelser til Uganda på grund af Idi Amins brutale styre, men da Amin hjælper PLFP og skyder et gidsel, er der ingen slet ingen støtter tilbage.
Landet er en økonomisk ruin, og i det sydlige Uganda begynder flere stammer at gøre oprør i 1978. I et fuldstændigt umotiveret og irrationelt forsøg på at fjerne fokus fra de interne uroligheder, beslutter Idi Amin i oktober at påbegynde en militær invasion af nabolandet Tanzania. Det bliver en katastrofe. Hans forkælede, men inkompetente og ofte stangstive soldater bliver hurtigt slået tilbage af de tanzanianske tropper, som sætter et modangreb i gang. 11. april 1979 er de nået til Kampala, hvor folkemængderne hylder dem. Idi Amin er over alle bjerge, da en gruppe vestlige korrespondenter går ind i det frygtede Makindye-fængsel og opdager de sidste blodige rester af hans otte år lange regime: Dusinvis af politiske fanger, der som en sidste magtdemonstration er blevet brutalt nedslagtet.

Efterspil

EFTERSPIL
Flere arabiske lande nægter at tage imod Idi Amin og hans følge af hustruer, elskerinder og børn, som han har fået fløjet ud af Kampala. Saudi-Arabien siger dog ja, men kun mod et løfte om, at eks-præsidenten ikke involverer sig i politik. Men hvorfor? Rygterne vil vide, at han har bestukket saudierne med de mange penge, han har taget med sig, men den fulde sandhed kommer nok aldrig frem. Under alle omstændigheder giver saudierne den tidligere diktator og hans familie et hus, en bil, tjenestefolk og 10.000 kr. om måneden i lommepenge. I 24 år fortsætter han med at nyde livet, indtil han dør af nyresvigt i 2003.
Det tog ham næsten 80 år at dø, men kun otte år at dræbe 300.000 mennesker.