Manden der væltede Hells Angels

Mens Lars baksede med at starte motoren med en skruetrækker, tog Frej pistolen op og sad og kiggede på den. Han vejede den i hånden og kom til at tænke på, at han i virkeligheden ikke vidste en skid om pistoler. Nu skulle han så skyde en mand, og han anede ikke engang, hvilket mærke pistolen havde.

Han kunne se, at den var sort, og det var så det.
Nu var det virkelighed.
Det forekom som en evighed - måske fordi Lars tog fejl af gaderne og kørte forkert et par gange trods den korte tur, men nok også fordi de kørte rundt iført elefanthuer. Det måtte virkelig se suspekt ud, at et par unge fyre kørte rundt i sådan en mundering en lun efterårsaften. Til sidst nåede de frem til Skelbækgade. De trillede ned forbi indgangen til Kødbyen og standsede foran Stationskiosken. Bare en lillebitte kiosk.

Frej tog ladegreb. Adrenalinen pumpede i hans årer. Han skulle måske alligevel have røget en joint? Det var virkelig anderledes end de andre gange, når man selv skulle affyre pistolen. Han tænkte tusind tanker. Hvad mon Simone lavede nu? Hvornår kom sådan noget her egentlig i avisen? Tænk, hvis han ikke ramte nogen?

Nej, han kunne ikke skuffe klubben.
Han åbnede bildøren, tog en dyb indånding og vendte sig mod Lars.
"Jeg lader den stå åben, Lars. Og du lader motoren køre."

På vej hen mod kiosken forsvandt alt andet som i et tunnelsyn, og på vej ind ad døren tænkte han kun på, at han skulle skyde. Det var det, han skulle. Så stod han der med elefanthue og pistol. Men der var ikke nogen at se i butikken.
Frej kunne høre, at der blev puslet ude bagved. Han tog et par skridt frem, hen til de tre trin op til baglokalet. Han kunne se en fyr ved et bord. Fyren kiggede op.

Han lignede da langtfra en, der hed Ali? Han havde godt nok sådan en typisk indvandrerfrisure, men manden var jo hvid og pæredansk.
Han havde vist været ved at rode med en computer, men nu sad han bare som paralyseret med opspærrede øjne. Frej tog sigte med begge hænder om pistolen, lukkede øjnene og trykkede aftrækkeren i bund. 

Den aften i september skød Morten Frej Poulsen seks gange i alt, inden han igen åbnede øjnene og konstaterede, at den unge mand lå livløs på gulvet.

Afslørende journalistik
Historien her er et uddrag fra bogen Exit Hells Angels - en insider-beretning fra den københavnske bandekrig, hvor rockere og indvandrerbander fra 2008 og flere år frem kæmpede om magten over hovedstadens gader og hashmarkeder. Manden, der egentlig skulle have været dræbt den aften i september 2009, havde provokeret Hells Angels ved at åbne en kiosk i det, rockerklubben mente, var deres område. Kort inden attentatmanden trådte ind, var det udvalgte offer dog gået hjem for at spise.

Den unge mand, der i bogen kaldes Morten Frej Poulsen, og som affyrede de seks skud, var medlem af HA's tæskehold, AK81, og var, ifølge ham selv, sendt på mission af kendis-rockeren Brian Sandberg. Morten Frej Poulsen er dog ikke hans rigtige navn.

Han er i dag kun kendt under initialerne MFP, og retten har udstedt forbud mod at afsløre hans identitet på grund af de begivenheder, der fulgte i tiden efter skudattentatet.

Med i AK81
MFP stammer fra Roskilde. Her var han vokset op som enebarn i en nogenlunde gennemsnitlig familie. Selv var han dog ikke helt gennemsnitlig - i en tidlig alder begyndte han at ryge hash, han pumpede sine muskler op med steroider og allerede som teenager ragede han to voldsdomme til sig, fordi næverne sad løst, når der røg for mange Bacardi Breezers indenbords.

Som 19-årig flyttede han til Jylland, til Silkeborg, hvor han skulle uddanne sig til autolakerer på den lokale, tekniske skole. En aften på byens torv, efter en superligakamp mellem Silkeborg og FCK, røg han i klammeri med nogle lokale fodboldfans. Den ene sendte han i asfalten med en brækket kæbe. Byretten sendte til gengæld MFP fire måneder bag tremmer.

Da han kom ud, flyttede MFP tilbage til Sjælland - til Brøndby, hvor han havde fået lov at crashe på sofaen hos sin kammerat Thor. Det blev på mange måder skæbnesvangert for dem begge. Thors far, Per, var nemlig medlem af Hells Angels, og en dag inviterede han de to knægte til et møde i klubbens afdeling i Ishøj. Da de mødte op, blev de sammen med en flok andre unge mænd trukket ud på en afsidesliggende mark, hvor afdelingens præsident, Hans 'Basker' Nielsen, gav dem et tilbud: Hells Angels var trætte af, at det i medierne så ud som om, at indvandrerne bestemte i København. Det skulle der laves om på. HA havde brug for nogle friske, kampklare mænd, der kunne være klubbens øjne og ører i nattelivet - og agere tæskehold, hvis det var nødvendigt. Som tak for indsatsen ville de blive anerkendt som ungdomsorganisation i HA,fånøgle til klubhuset og komme med til alle festerne

Både MFP og Thor takkede ja til tilbuddet.
14 dage senere, i sommeren 2007, troppede de begge op i klubbens afdeling i København, hvor Jørn Jønke Nielsen og Brian Sandberg havde indkaldt cirka 20 unge mænd til introduktionsmøde. Til lyden af taktfaste klapsalver fik de navnet AK 81. 'AK' stod for 'altid klar', '81' for det henholdsvis 8. og 1. bogstav i alfabetet. H og A.
Bagefter fortalte MFP stolt sine venner, at han havde været med til at finde på navnet.

Ville myrde Lille A
MFP's første tid som medlem af AK81 var hård. Hells Angels' ungdomsaspiranter blev fordelt i klubbens tre afdelinger i hovedstaden, den i Nordvest, den på Amager og den i Ishøj. MFP hørte sammen med Thor til i Ishøj, hvor 'Basker-Hans' styrede løjerne med hård hånd. Det betød lange vagter bag baren i klubhuset og uendelige timer med gulvvask og støvsugning. Ikke noget, der huede en mand, der ikke lagde skjul på, at han mest af alt bare gerne ville ud og slås.

Samtidig bragte MFP's temperament ham også på kant med flere af klubbens etablerede medlemmer, og mere end én gang var han oppe at slås med andre rockere, når HA holdt fest. Til sidst forbød Basker-Hans ham at både drikke og tage stoffer. I stedet skulle han koncentrere sig om at gøre en indsats i den bandekrig, der så småt var blusset op i hovedstaden.

I foråret 2009 sad MFP således bag rattet, da to af hans kammerater fra AK81 i en stjålet kassevogn blev fragtet til en parkeringsplads i Lyngby. Her maskerede de sig, inden MFP hjalp dem med at bugsere en motorcykel ud af kassevognen. Mens han ventede, kørte de til Nørrebro og skød en tilsyneladende tilfældig mand, der kun med nød og næppe overlevede. Bagefter kørte MFP til Borup, hvor han satte ild til både bil og motorcykel.
Kort efter var han med til at planlægge at likvidere indvandrergangsteren Lille Abde - et attentat, der kun blev forpurret, fordi politiet tilfældigvis stoppede attentatmanden for at tjekke hans motorcykel.

Møder Sandberg
I sommeren 2009 stødte MFP for anden gang ind i manden, der senere skulle blive hans skæbne - og omvendt. I Exit Hells Angels beskrives det, hvordan han en dag stod og vaskede gulv i klubhuset i Ishøj, da Brian Sandberg tilfældigvis kom forbi: Brian Sandberg svingede sin brune 15.000-kroners Louis Vuitton-taske over skulderen og vendte sig om mod de HA'ere, der sad i sofagruppen. 

"Så er jeg smuttet," sagde han og vinkede. "Kør forsigtigt," råbte en af dem efter ham. Der blev grinet lidt i baggrunden, mens Sandberg småløb ned ad den store trappe fra førstesalen i South Ends klubhus. Brian Sandberg brugte oftere og oftere klubben i Ishøj, når han skulle træne, for det var efterhånden blev alt for farligt at komme på Svanevej. Efter attentatet på Joe & The Juice var Jønke og Sandberg uden tvivl indvandrernes mål nummer ét og to. Men i Ishøj kunne han komme og gå i fred. Klubhuset var endda indrettet sådan, at han i princippet både kunne træne, spise og sove der uden at gå uden for en dør.

South End var en rockerborg af den slags, der kunne klare en belejring. Hvis nogen holdt øje med ham, risikerede de at komme til at vente længe.
For foden af trappen stod en ung gut og vaskede gulv. Han var ikke særlig høj, og Sandberg kunne se, at han var en af dem, der tog væksthormoner. Det fik altid små fyre til at se endnu lavere ud, syntes han.

Da fyren vendte sig om, bemærkede Sandberg, at han havde et kors tatoveret under det ene øje.

"Hej," sagde Sandberg og nikkede.
Fyren smed straks moppen og stak næven frem.
"Hej. Jeg hedder Frej," sagde han.
Sandberg gav hånd.
Frej? Nå, sådan så han ud.

Sandberg havde hørt lidt om manden. Det var ham AK81'eren, der havde siddet nogle måneder inde på Politigården og brokket sig over alt og alle. Han havde endda bagtalt både Basker-Hans og Jesper Mujaf, mens Jønke havde hørt på det. Det havde Jønke selv fortalt.
Tapper lille gut måtte man sige.

"Det ser sgu godt ud, det der," smilede Sandberg og pegede på gulvet.
Han vidste alt om, at de unge i South End blev presset helt til grænsen af Basker-Hans, når det kom til gulvvask og støvsugning. Den gamle tyran led nærmest af rengøringsvanvid.
"Ja, det er sgu latterligt at gå og vaske gulv dagen lang," brokkede Frej sig.
Ham Frej var ikke bange af sig, tænkte Sandberg. Hvis en af de fuldgyldige fra South End hørte ham stå og snakke sådan, kunne det hurtigt komme til at trække ud med den gulvvask.

"Du er færdig, før du aner det," sagde Sandberg og forsøgte at lyde opmuntrende. Han havde trods alt selv været på prøve to gange.
Da han få øjeblikke efter var på vej ud mod sin bil, kom Frej løbende efter ham.
"Hey, må jeg lige spørge dig om noget?"
"Ja?" sagde Sandberg.
Frej begyndte at hakke lidt i det.
"Hvis ? hvis altså, hvis man nu hellere vil ind til byen og, du ved ? give på munden. Hvad gør man så?"
Sandberg kiggede på ham.
"Hvad mener du?"
"Ja, altså ? Hvis man nu er træt af det hernede, kan man så komme over i en anden afdeling?"

Anholdt
Kort efter skiftede MFP afdeling og blev medlem af AK81 hos Hells Angels Copenhagen. I begyndelsen var han stolt af og glad for skiftet - i modsætning til i Ishøj fornemmede han, at man i København gik mere op i at vise sin evner med næverne end med kost og spand - og han syntes, at det var pænt sejt at blive inviteret til fest i Brian Sandbergs svinedyre lejlighed i Tuborg Havn.Men efterhånden blev livet i bunden af hierarkiet stressende. Han røg mere hash end tidligere, tog til sidst kokain dagligt og følte sig presset til at betale tilliden til især Sandberg tilbage. Han var med, da hans kammerat Thor slog en tilfældig indvandrer ned med en hammer på Nørrebro - et overfald,

Brian Sandberg senere blev dømt for at have beordret. Og i september 2009 befandt han sig så pludselig i en kiosk på Skelbækgade på Vesterbro med en pistol i hånden. 

Dan Larsen, den unge mand, der blev skudt i kiosken den aften, overlevede mirakuløst. Han fik dog sat det ene ben af og må gå med stomipose resten af sit liv, berettede lægerne. I klubben fik MFP ros for sin handlekraft, og måneden efter fik han overdraget den ikoniske vest med englevingerne - et bevis på, at han nu ikke længere var medlem af AK81, men af Hells Angels. Han havde dog svært ved at glæde sig over det. Det plagede ham, at han tilsyneladende havde skudt en dansker, og de mange stoffer han tog for at glemme det, gjorde ham skør.

Det kom derfor nærmest som en lettelse, da politiet kort efter anholdt ham.
Det viste sig, at den kassevogn og motorcykel, MFP et halvt år tidligere havde sat ild til, aldrig var brændt helt ned. Til gengæld havde politiets teknikere underkastet den omfattende undersøgelser, og da de havde fundet MFP's fingeraftryk på en lighter, han havde tabt under ildspåsættelsen, havde de iværksat aflytning af både ham og hans kæreste. Kort efter skyderiet i Skelbækgade ringede kæresten til en veninde og fortalte, at "min kæreste har skudt en mand på Vesterbro."

Vidnebeskyttelse
Politiet sigtede samtidig MFP for et kølleoverfald på en mand, der skyldte ham penge - et overfald, der ikke havde noget med Hells Angels at gøre, og som MFP valgte at tilstå. Det kom en anden HA'er i fængslet for øre, og paranoid over, om MFP mon også sad og sladrede om Hells Angels, ringede han og informerede Brian Sandberg. Det blev politiets held. De aflyttede nemlig samtalen og havde nu et godt argument for at lokke MFP over på deres side. Den 19. februar 2010 aflagde de Morten Frej Poulsen et besøg:

Frej var blevet overflyttet til Roskilde Arrest, og han havde netop haft besøg af sine forældre, da endnu en politimand stak hovedet ind i cellen og hilste på. Her sad i forvejen en garvet kriminalassistent fra Rejseholdet ved navn Johnny, der havde overvåget besøget.
Frej nåede lige at kramme sin mor farvel, inden den anden politimand trak en stol ud og satte sig.
"Sten, vicepolitikommissær, Bandeenheden," præsenterede han sig.
Frej kiggede på de tre store stjerner på mandens skulder. Hvad var nu det? Hvis han skulle afhøres, ville de ikke gøre det sådan her, uden advokat eller noget. Og nu sad manden bare og kiggede på ham med sit tomme alvorsblik.
"Morten, jeg er her for at meddele dig, at der er et trusselsbillede mod dig," sagde han så.

Frej fik en klump i halsen.
"Ja, det er sådan, at vi har lyttet med på nogle samtaler mellem nogle toprockere, og indholdet kunne tyde på, at du er i fare," fortsatte Johnny.
"Nå. Hvad sagde de?" spurgte Frej og forsøgte at opretholde facaden. Indeni ramlede hans verden.
"Ja, altså, som jeg husker det, så spurgte den ene: 'Hvad gør vi med ham Frej?', og til det svarede den anden: 'Den tager vi senere'," forklarede Johnny.
Frej mærkede, hvordan det pludselig strammede til i brystkassen. Han måtte nærmest hive efter vejret.
Sten fangede hans blik.

"Morten, vi har også afhørt dine forældre og din kæreste, Simone. Det ved du godt, ikke? De har fortalt om nogle ting, som du har fortalt dem. Det er henholdsvis belastende og meget belastende oplysninger."

Frej kiggede ned og forsøgte at undgå mandens borende blik. Jo, han vidste da udmærket, at politiet havde haft fat i Simone. Fra en af de andre på gangen havde han hørt rygterne om, at de havde haft fat i en af deres damer, og da Frej under en afhøring havde spurgt politiet, om det var hans kæreste, de havde snakket med, havde de bekræftet det.

Men hans forældre? Det havde hans mor og far ikke sagt noget om under besøget for lidt siden. Men det turde de nok ikke, når ham Johnny sad og lyttede med.
"Nå," sagde Frej bare og kørte hånden frem og tilbage over sin sin tætklippede hovedbund med et par hurtige bevægelser.
Johnny sendte ham et rævesmil.
"Vi kan desuden se, at du får meget mindre post, end du plejer. Der er næsten ingenting fra klubben. Og det ved du sikkert godt, hvad betyder, ikke?"
Frej rystede på hovedet.
"Kender du til den store pakke med vidnebeskyttelse?" spurgte Johnny så. "Måske du har noget, du kan tilbyde os?"

Frej rystede på hovedet, nu endnu mere mekanisk.
"I kan få et stykke kage, det er det eneste, jeg kan tilbyde jer," sagde han med et anstrengt grin og pegede på den nu halvt fortærede Othellolagkage, hans mor og far havde haft med.
De to politifolk lagde an til at rejse sig.
"Nå, men du er altid velkommen til at komme og tale med os, hvis der er noget, du vil forklare," sagde Sten og gav ham hånden.
Samtalen varede mindre end fem minutter, men havde vendt op og ned på Morten Frej Poulsens liv.

Dømt og frikendt
Kort efter meddelte MFP politiet, at han var klar til at fortælle dem alt, han vidste om AK81 og Hells Angels. I bytte nøjedes han med 12 års fængsel, i stedet for de 16 han egentlig stod til, og en ny identitet i et nyt land, når han engang kom ud af fængslet. Tatoveringerne ville blive fjernet, hans navn og cpr-nummer ville blive ændret og hvis han ønskede det, kunne han få kosmetiske operationer.

Brian Sandberg blev sammen med 14 andre medlemmer af Hells Angels og AK81 anholdt i maj 2010, og året efter blev de alle idømt lange fængselsstraffe i byretten. I Sandbergs tilfælde for at beordre flere voldshandlinger og drabsforsøg. I efteråret 2013 omstødte landsretten dog nogle af dommene, og Sandberg blev således blandt andet frikendt for at have beordret drabsforsøget i Stationskiosken.

Frifindelsen skyldtes primært, at masteoplysninger viste, at hans mobiltelefon var et andet sted i landet på det tidspunkt, hvor MFP hørte ham beordre attentatet.
Han blev kun dømt for at tilskynde til hammeroverfaldet på Nørrebro, men blev løsladt, da han allerede havde siddet varetægtsfængslet i over to år.

Exit Hells Angels
Historierne om MFP og Brian Sandberg stammer fra bogen Exit Hells Angels - en insider-beretning fra den københavnske bandekrig set gennem blandt andre de to hovedpersoner. Bogen fortæller både om opstarten af AK81 og de mange overfald og attentater, medlemmerne nederst i hierarkiet stod bag, ligesom den kaster lys over livet i toppen af Hells Angels, hvor Sandberg styrede slagets gang. Exit Hells Angels er også historien om, hvordan MFP endte i vidnebeskyttelse - og hvordan Brian Sandberg endte i Bandidos.
 

Flere afsløringer 

Siden har flere bøger afsløret hemmelig information om rockermiljøet. Senest er det bogen Bad Standing, der handler om eks-rockeren Mick, som tidligere var præsident i Outlaws og Bandidos og nu har valgt at fortælle hele sin historie. 

Du kan læse om bogen her: En rocker-præsidents bekendelser